onsdag den 26. august 2009

Man når da heller ingen ting


Jeg er i den heldige situation, at jeg er ualmindeligt glad for mit arbejde. I perioder har jeg mange sammenhængende fridage og det er bare skønt. Så er der god tid til de daglige musts (vasketøj, rengøring etc.) og det hyggelige der kommer derefter som f.eks. strikketøjet. Det gør sig bare ikke gældende lige i øjeblikket, for jeg har sagt ja til at bytte et par vagter, og så svier det nu, for vagterne hober sig lidt op. Møder således ind til den 5. vagt i eftermiddag, for allerede igen på lørdag at møde ind til en ny vagtperiode denne gang på 6 vagter. Puha!

Men indimellem er der to hele fridage. Jeg ved godt hvad de skal bruges til. Jeg skal bl.a. til garnudsalg hos P & P i Vejgaard. Ud over Designværkstedet er det det eneste sted i Aalborg (mig bekendt) hvor der er et pænt garnudvalg. Og selv om jeg har flere projekter på pindene og garn liggende til endnu flere, så må jeg altså lige forbi, for de har nogle rigtig gode tilbud. Bl.a. Lima fra Hjertegarn, som bruges til disse dejlige futter. Efteråret og vinteren nærmer sig jo med hastige skridt og det er snart "futtetid" igen.

Desuden kan jeg jo ikke have mine gamle futter for mig selv længere, så jeg bliver vel nødt til at strikke mig et par nye.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar