En farlig kombination

Lille Dina har fået en helt fantastisk gave. Et kaninskind. Det er simpelthen det bedste hun kan få tiden til at gå med og det bliver rusket, så man tænker, mon hun tror det er noget levende...

I aftes var ingen undtagelse, hun havde været stille lidt for længe, men lavede dog ind i mellem de "farligste" knurrelyde. Da jeg kom ind i stuen, kunne jeg se hun far travlt optaget med sit skind. Hun kiggede bare lige op og gik så straks videre med sit forehavende - den kanin skulle i hvert tilfælde ikke genere hende:-)

Jeg havde siddet i udestuen og hygget mig med mit strikketøj og Dina rendte lidt til og fra. Nu var hun så lige i stuen under sofabordet, den foretrukne plads, når døren til stuen står åben og godt beskæftiget med sit skind. Troede jeg.....

For hvad jeg senere skulle opdage var, at hun ikke havde kunnet stå for fristelsen til lige at hoppe op i strikkekurven efter et af mine garnnøgler. Jeg nåede heldigvis at redde det inden det var flået helt i stykker - altså en hundehvalp og garn, det er da vist en farlig kombination - Palles reaktion... Det er godt, Dina, så kan hun (det er mig) bare lade være med at have så travlt med de strikkepinde:-) Han tænker vist ikke på at jeg bare må have nyt garn, hvis det jeg i forvejen har ikke er strikbart. For strikkeriet - det skal der altså være plads til, det er min meditation eller afstressning, det er slet ikke til diskussion.