Stilhed

En arbejdsweekend går hurtigt og nu er det igen mandag. Her i huset er der stille. Da jeg var yngre var det første jeg gjorde når jeg var alene hjemme altid at tænde for radioen eller noget musik, der var aldrig bare stilhed. Det er der nu. Jeg elsker stilheden. Den giver mig tid og ro til at tænke og reflektere. Nogen gange over en eller anden oplevelse jeg har haft på arbejdet, nogen gange over mine børn, nogen gange over selve mit liv. Stilheden giver mig også tid og ro til at strikke eller læse en god bog. Jeg er netop begyndt på endnu en af Kate Morgan og jeg er meget spændt på om den er lige så fængslende som "Den glemte Have" jeg læste for nylig. Vi får se. Denne roman hedder: "Huset ved Riverton". Har du mon læst den?

Skønt garn

Jeg kunne ikke nære mig. Nu er der lige et lille pusterum i projekterne, så inden Favour produceres videre, måtte jeg bare prøve at strikke lidt med den Heritage jeg var så heldig at vinde i Christuntes "tæppe-give-away". Det skulle gerne ende med at blive til dette lille tørklæde. Nu gør hun det iøvrigt igen:) Christunte har sat en ny konkurrence igang og jeg skal selvfølgelig deltage. Ikke nødvendigvis for at vinde (det vil jeg selvfølgelig også gerne), men fordi det ligesom sidst er til fordel for de små babyer der er indlagt på en neonatalafdeling. Denne gang er det babyer i Cuba, der skal tilgodeses. Det er med små huer og du skulle også tage og deltage. Du kan læse om reglerne her. Der skal bruges 1000 små huer, så det er bare at komme i gang.

Nå, men jeg skal lige nå et par pinde mere med den lækre Heritage inden jeg skal på job. Imens kører vaskemaskinen og når den er færdig skulle futterne på billedet herunder gerne være filtede:)

En streg i luften...

...bliver jeg nok alligevel aldrig, men det må helt sikkert hjælpe på ét eller andet med den træning. Jeg mærker muskler, jeg for længst troede var sat ud af spillet. Av, av, av siger jeg bare. Var i går inde og træne mave, baller og lår. Uha! det var hårdt, men på den gode måde. Da jeg skulle hjem, var jeg faktisk i tvivl om jeg overhovedet var i stand til at gå over til parkeringspladsen efter min bil. Musklerne i mine baller sitrede og benene var flere gange ved at give efter af træthed, men hvor var det alligevel dejligt. Gad vide hvor længe der går inden man rent faktisk også kan se at det hjælper. Jeg fik godt og grundigt fat i den der sidder bag på, lige dér hvor ballen bliver til lår. Med det resultat at jeg næsten ikke kan rejse mig eller stå stille ret længe ad gangen. Jeg tør næsten ikke tænke på i morgen, anden dagen er altid den værste. Men jeg giver ikke op:)

En prins og en prinsesse værdig

Endnu et par små hættetrøjer er færdige og klar til aflevering. Så mangler jeg bare et par futter, jeg har på bestilling, så kan jeg begynde at tænke lidt på mig selv igen, rent strikkemæssigt. Uhh, hvor jeg glæder mig til at kommer videre med min Favour.

Tankevirksomhed

Vi har i dag brugt lidt tid på at tænke konfirmation. Den venter lige om hjørnet og der skal jo lidt forberedelse til. Hvor var det dog skønt, hvis man bare kunne gøre lige som man havde lyst til uden at tænke på økonomi eller hvad andre synes og mener for den sags skyld. Der er så mange Palle og jeg mener vi bør invitere med nogle mere af pligt end af lyst. Jeg bad for sjov Anders om at lave en liste med de gæster han gerne ville have med til sin fest. Kunne man da bare nøjes med at følge den, men det er ikke let. Vi har desværre en familie, som volder os lidt problemer. Det skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men det er tydeligt at nogle af de pågældende ikke tæller med blandt dem Anders regner for sine nærmeste. Der fylder kære venner mere end nogle familiemedlemmer, som han stort set aldrig ser og derfor heller ikke rigtigt kender. Suk! Hvor er det svært.

Fredagsmorgenhygge

Inden jeg skal i gang med rengøringen, må der lige et dejligt morgenmåltid, et par pinde på strikketøjet og lidt Go' morgen tv til. En skøn måde at starte dagen på. Snart har familien weekend og hvilken fryd det er. Håber man kan blive vartet lidt op, bare lidt, jeg er nemlig øm i hele kroppen. Det er de mærkeligste steder man kan mærke sine muskler, efter at have været mere fysisk aktiv end længe. Men det er saftsusemig en dejlig følelse. Jeg håber du må få en skøn weekend.

Rolig formiddag

Mine ben er lidt tunge i dag, men heldigvis på den gode måde. Der er derfor dømt rolig formiddag for mit vedkommende. Jeg lader op. Jeg skal til personalemøde i aften og har opdaget, at der er et hold RetroMix jeg lige kan nå at deltage i inden mødet. Jeg ved ikke helt hvad det er, men fandt dette klip og det ser da sjovt ud. Kan jeg mon holde til det en hel time... Vi får se.

Yes! I did it.

Det var med skælvende knæ og bankende hjerte jeg tog bussen i formiddags. Men jeg havde truffet min beslutning, jeg skulle afsted. Og det kom jeg, ikke helt så tidligt, som jeg først havde tænkt, for jeg skulle lige... - Åh, alle de dårlige undskyldninger, men afsted kom jeg. Med bussen ind til Aalborg og direkte over gaden og ind i træningscentret. Så langt så godt. Kan jeg hjælpe med noget, spurgte den unge mand i receptionen. Øhh, jaa, jeg er kommet til at melde mig ind via nettet, men jeg har aldrig været her før, hvordan kommer jeg i gang? Første punkt på dagsordenen var at jeg skulle skrive under på at jeg ville acceptere betingelserne for medlemsskabet. Det er noget med at medlemskortet er personligt og ikke må bruges af andre, hvad der sker ved manglende betaling, til- og afmelding af holdtræning og ikke mindst at man kan pålægges en doping test af Anti Doping Danmark, hvis de skulle komme forbi mens man træner. Næste punkt var indtjekning og forklaring af hvor omklædning og diverse andre faciliteter er og så fik jeg udleveret min helt egen Fitness World sportstaske. Herefter var det bare at komme i gang, så jeg klædte om og gik L A N G S O M T op til konditionstræningsrummet. Det var det jeg blev anbefalet at starte med, da min form nok er i hvad der svarer til minus et eller andet.

Hold nu op alle de maskiner og hvordan er det lige man bruger dem. Jeg gik ned i receptionen og spurgte pænt den unge mand om han evt. havde tid til at vise mig hvordan de forskellige maskiner anvendes, jeg skulle jo nødig få skader allerede den første dag. Det var heldigvis ikke noget problem - jeg så godt han trak lidt på smilebåndet. Hvad må han ikke have tænkt.

Førstvalg blev den såkaldte crosstrainer. Den er god, når man er begynder og ikke har så god form, sagde han. Ok, det skulle jeg nok kunne finde ud af. Op med mig og indstille maskinen til 10 minutter. Min dårlige form taget i betragtning, så måtte jeg nok hellere starte blidt og nøjes med 10 minutter ved hver maskine. HOLD NU OP! Allerede efter 2 minutter havde jeg ondt i alle musklerne i benene og jeg pustede og stønnede. Men jeg fortsatte - YES! og klarede 10 minutter uden at besvime og falde ned. Med sitrende ben, kom jeg ned fra maskinen og med sveden haglende af mig satte jeg mig og tog en lille pause. Jeg indså, at det nok ikke var i dag, jeg nåede alle de forskellige maskiner, jeg tror der var 5 eller 6 forskellige.

Endnu en maskine skulle dog prøves. Det blev en stepmaskine. Jeg tog plads og pludselig stod den unge mand og spurgte om jeg havde brug for hjælp. Jo tak, jeg kunne ikke rigtig få maskinen til at virke. "Det er fordi du skal have belastning på" - nå ja, ok, det burde jeg da have vidst:) "Altså jeg plejer at starte med 20 og nogen gange er det også fint med 8, men du må prøve dig frem". Ok, jeg kunne så kun klare 5...

Nu havde jeg jo stadig lidt rystende ben fra tidligere, så jeg tænkte at 5 minutter måtte være fint. Pludselig stod der i displayet på maskinen: Pas på, pulsen er høj - ja tak, det var jeg ligesom ikke i tvivl om, men at maskinen ligefrem fortæller at man skal passe på, det kom nok lidt bag på mig, for hvordan skal man steppe uden at få høj puls og er det i virkeligheden ikke det der er meningen, jeg må vist huske at spørge om det er fordi man træner uhensigtsmæssige eller noget.
Det var nok for i dag, jeg skal jo gerne kunne gå i morgen, så mig ned og i bad og så med bussen hjem igen. Nu sidder jeg så her med lettere ømme ben og en rigtig god samvittighed. Tænk engang, jeg gjorde det, lyder jeg stolt? Jamen det er jeg også - du skulle prøve:)

Ingen vej tilbage

Jeg er passiv. For passiv. Jeg ved det godt. Mine små ture med Dina er ikke helt nok i forhold til min krops fysiske form. Jeg er blevet fyrre og puster som et damplokomotiv ved den mindste form for fysisk aktivitet. Det, sammen holdt med, at mit BMI ligger lige i overkanten af det anbefalede, har gjort, at jeg synes, der må ske noget. For et par år siden var jeg begyndt at løbetræne, men fik ondt i knæene. Nu har jeg simpelthen truffet min beslutning. Kroppen og formen skal bygges op og det bliver i et fitness center. Her er der rigtig mange muligheder bl.a. kredsløbstræning, styrketræning og holdtræning med alt fra opstramning til forskellige danseformer, pilates og yoga. Jeg begynder faktisk at glæde mig. Jeg kan begynde i morgen og det vil jeg, nu er der ingen vej tilbage:)

Klar til aflevering

er denne lille jakke. Barnet kom til verden i fredags. Hans mor var blevet scannet torsdag og man fandt et stort stort barn. Han blev vurderet til 4700 +/- 300 gram, så fødslen skulle sættes i gang fredag og det blev den, selv om der var godt en uge til termin. Han vejede 4710 g, så det var overordentligt godt skudt, altså ingen lagkager på fødegangen denne gang. Vi har stadig til gode at se ham, men jeg glæder mig, for hans forældre får de kønneste børn man kan tænke sig:)

Næsten voksen

I næste uge begynder en helt ny epoke for Anders. Min ældste har fået sit første fritidsjob. Han er så glad. Har længe spurgt om han ikke på en eller anden måde kunne få et job og tjene lidt penge. Han er skrevet op til avisruter, men der er ikke så mange af dem, når man bor i en lille by. De som i forvejen går på ruterne, bliver ved længe. Da jeg var ung havde jeg job som bogopsætter på biblioteket og jeg tænkte, at det måske også kunne være noget for Anders. Heldigvis for ham, er mormor ansat på biblioteket og vi bad hende finde ud af om man stadig bruger bogopsættere og om Anders kunne skrives op. I går blev han så ringet op, i dag har han været til samtale og introduktion og på tirsdag starter et nyt kapitel for ham. Så bliver de altså pludselig store de børn. Det var så flot. Han gik selv ind og spurgte efter hende han skulle tale med og fulgte alene med rundt. Vi mødre ved jo godt de kan, men man skal lige vænne sig til at give slip. Jeg kørte ham der ind og gik lidt rundt mellem reolerne og holdte mig på afstand. Han skulle selv og han gjorde det:)

Gad vide

...om det bliver i dag, de små nye kongelige tvillinger skal hjem sammen med deres forældre. Jeg følger lidt med her, for man er vel lidt nysgerrig. Vil dog tro, at det allerede havde været nævnt i dagspressen, eller på hjemmesiden, hvis det var aktuelt. Men jeg er klar, foran fjernsynet og selvfølgelig med strikketøjet som tidsfordriv. Dejligt, at jeg ikke skal i dagvagt igen i dag. Det er slet ikke til at finde ud af:)

En omvendt dag

Det er helt underligt. Jeg har været i dagvagt i dag og skal det også i morgen. Jeg kan slet ikke finde rytmen, det er helt forkert. Men det har også været en dejlig dag. Jeg har nemlig været sammen med kolleger, som jeg kun sjældent ser, nemlig dem som arbejder i dag og nattevagt. Mine dagvagter skyldes, at jeg deltager i intern undervisning på vores afdeling. Det foregår over 5 dage og de to af dem ligger i denne uge. Forhåbentlig munder det ud i et eller andet spændende vi kan præsentere for vores kolleger i afdelingen, der kan bruges i vores daglige arbejde.

Lige nu, er mine drenge i køkkenet for at lave aftensmad. Jeg kan ikke rigtig finde mig selv. Faktisk er jeg lidt rastløs. Jeg er træt og skal ualmindeligt tidligt i seng, skal jo op allerede kl. 05.30 igen i morgen. Det er helt omvendt.

Jeg undrer mig

I går læste jeg på teksttv, at flere og flere børn har brug for at blive undervist i specialklasser. Tilsyneladende er dette et stigende problem, særligt i disse tider, hvor der skal findes store besparelser alle steder.

Som sygeplejerske på en neonatalafdeling, kan jeg ikke lade være med at tænke på om jeg og mine kolleger mon er med til at sørge for, at flere og flere børn har særlige behov. Vi og ikke mindst vores læger bliver dygtigere og dygtigere til at redde de helt bitte små børn, som fødes helt ned til uge 24. Men hvad bliver der ud af disse små børn, når de bliver ældre. Flere af dem får jo hjerneblødninger i forskellige grader og vi kan ikke på forhånd vide, hvilke mén disse blødninger giver. Desuden er der det sansemotoriske. Der kan jo ikke være tvivl om, at et lille menneske, som kommer så meget før tid, mangler men masse stimuli og modning. Ting, som sker i slutningen af en graviditet, når barnet ligger helt krøllet sammen og klemmes fra alle sider i sin mors mave.

Jeg forstår ikke, at man ikke er mere fremsynede i forhold til budgetter. Man kan jo næsten sige sig selv, at når det vedtages, at man skal forsøge at holde liv i børn, som fødes så meget før tid, så må det på sigt få en pris - det er jo ikke for sjov en graviditet normalt er 9 måneder eller ca. 40 uger.

Ikke fordi der nødvendigvis er en kobling, men jeg tænker bare at måske er der ikke præstige nok i at hjælpe børn med særlige behov i forhold til at kunne holde liv i et lille barn, født i uge 23 eller 24. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at alle de børn med særlige behov er født for tidligt, det kan jeg af gode grunde ikke vide, men jeg synes det er forkasteligt, at man giver med den ene hånd, mens man skyder sig i foden med den anden.

Søndagsstilhed

Her er helt stille. Drengene er friske igen og leger ude. Palle er kørt ned for at se til hans kammerat, som blev enkemand i sommer. Jeg sidder og kigger lidt rundt i blogland og har strikketøjet inden for rækkevidde. Mangler kun ca. en halv hætte og så en gang montering. Tanken har strejfet mig om man skulle have set om man kunne finde garn og så lave to små køretrøjer i de små nye kongelige tvillinger. Hmmm. En arbejdsuge lurer jo, men på den anden side, så vokser de jo nok ikke så hurtigt, at det ikke kan nås. Vi får se:)

Febersløj

Jeg har 2 børn hjemme i dag. Ikke fordi det har været specielt hyggeligt, for de har sovet hele formiddagen. Rigtig sløje er de af feber. Ikke andre symptomer - hvad mon lige er efter dem. De skulle helst være friske til i aften, for vi skal holde Palles fødselsdag og det vil da være kedeligt at blive nødt til at gå glip af det. For ikke at tale om hvis det kunne være noget der smitter, så gæsterne hiver noget med sig hjem, det er jo ikke til at vide. Måske jeg lige skulle give et lille prej rundt omkring, så kan de forskellige jo selv afgøre om de stadig vil komme. Bollerne er i hvert tilfælde bagt.

Januarglæder

Der bliver altid så bart, når december er slut og nisserne og andet julepynt er pakket væk. Det er ikke rart, når man ikke er til det minimalistiske. Jeg elsker nips og farver. Derfor elsker jeg også de skønne primula, som netop nu fås i et væld af dejlige farver. I går købte jeg to. En til køkkenvinduet og en til sofabordet. Den ene nydes mens jeg ser Go' morgen Danmark og strikker på den lille lyseblå babytrøje.

En dejlig formiddag

I dag skal der altså strikkes. Ikke fordi jeg slet ikke har strikket i december, men det har stort set kun været futter det er blevet til og dem er jeg ved at være mættet af. Jeg mangler dog stadig den ene af Olivers, for at have lavet et par til hver af mine tre yngste. Den må dog lige vente, for en barselsgave skal være færdig først. Dejligt at have sådan en strikke formiddag i et hus, hvor julen er pakket i kasser og de vanlige ting igen er på deres rette pladser. Bogen jeg skrev om forleden blev læste færdig i går og jeg er helt ked af, at den allerede er slut. Den var simpelthen bare god.

Jeg kan da lige løfte lidt af sløret for handlingen, så kan du jo vurdere om det kunne være noget for dig. Men du skal nok væbne dig med tålmodighed, hvis du skal låne den på biblioteket, for der er mange reserveringer, kan jeg hilse og sige. På bagsiden står der:

En lille fortabt pige...

1913. En lille rødhåret pige står pludselig helt alene på kajen i Brisbane, Australien. Alt tyder på, at hun netop er ankommet med et af de store passagerskibe fra England, men hvor er hendes familie?

En frygtelig hemmelighed...

På Nell O'Connors 21-års fødselsdag i 1930 løfter hendes far sløret for en hemmelighed, der får hele hendes hidtidige liv til at krakelere. Hemmeligheden bliver ved at gnave, og mange år senere begiver Nell sig ud på en rejse til England i håb om at finde sandheden. Her fører sporene hende til Cornwall og til det smukke gods Blackhurst.

En mystisk arv...

Efter Nells død får hendes barnebarn, Cassandra sig noget af en overraskelse. Ifølge mormorens testamente skal hun arve et lille faldefærdigt hus i Cornwall, der i årevis har været genstand for lokal sladder om hustes tidligere ejer, den smukke eventyrforfatterinde Eliza Makepeace, og den gamle adelsfamilie på Blackhurst. Nu er det Cassandras tur til at drage til England for endelig at få svarene på det næsten hundrede år gamle spørgsmål om den lille fortabte pige.

GOD FORNØJELSE;)

Pas på!

Jeg siger det hver morgen til børnene, når de går til skole. Det er glat.

Jeg måtte selv sande det i aftes, da jeg var ude med Dina, på vores aftentur. Der var faldt et fint lag puddersne og smukt så det ud, som det lå der og var helt uberørt. Men det er så pokkers lumsk, for man kunne slet ikke se, hvor der var is under alt det hvide, og da slet ikke da det også var mørkt. Vi trippede langsomt afsted, men på trods af det var jeg flere gange ved at glide og falde. Hver en fiber i kroppen spændes, når man er ved at sætte sig på rumpen. Heldigvis kom vi hjem uden at falde, men jeg har ondt i ryggen i dag og jeg kan mærke det trækker op til hovedpine, sådan en spændings én af slagsen. Det er rigtig surt er det. Vejret er vist mest farligt, når temperaturen ligger og svinger omkring frysepunktet, hvor alt det som når at smelte i løbet af dagen fryser til is hen under aftenen og natten.

Fanget

... er jeg. Helt og aldeles fanget. I Kate Mortons roman "Den glemte have".

Det er længe længe siden, jeg har læst så god en roman, der i den grad fanger mig. Jeg får intet lavet, absolut intet, andet end at læse. Det er SÅ godt, jeg har friuge. I dag har jeg været nødt til at lave aftaler med mig selv, for jeg har et hus, der er præget af en jul og et nytår med ren afslapning. Der trænger i den grad til en god gang rengøring og så skal der "afjules". Juletræet er røget ud, det var blevet så træt allerede lige efter jul, at grenene hang og de nederste kugler bogstaveligt talt lå på gulvet. Men nisserne og englene er her endnu. Aftalerne går på, at jeg tager en opgave ad gangen f.eks. rengøring af et badeværelse, herefter belønner jeg mig selv med et kapitel i bogen. Så endnu et badeværelse og endnu et kapitel, så vasketøjet og endnu et kapitel... Aldrig før har jeg været så hurtig til at tage de badeværelser og aldrig før har jeg været nødt til at lokke mig selv med endnu et kapitel i en bog, men den er altså næsten ikke til at lade ligge, selv strikketøjet kommer efter bogen, og dét er usædvanligt.

Jeg håber du har haft en dejlig jul og er kommet rigtig godt ind i det nye år, nu kalder endnu et kapitel inden næste opgave:)