Når man selv er lidt for tung

Vi kom til at se, at der lå en kæmpe dynge sne ovenpå vores cykelskur, og blev enige om at det nok var en god idé at få det fjernet inden det blev for tungt i det lovede tøvejr. Frederik var frisk og ville gerne hjælpe, så Palle hjalp ham op på taget og han var rigtig flittig.

Inden længe kom også Christian ud, og så gik det stærkt. De par drenge fik hurtigt ryddet sneen ned og fik dejlige røde kinder. Det er godt med et par friske drenge, der gerne vil arbejde/lege med sneen. De morede sig højlydt og taget holdt. De to tilsammen vejer noget mindre end Palle, som kunne stå neden for og dirigere det hele. Men han skulle ikke koste for meget rundt med dem, for så fik han en skovlfuld sne i hovedet - de bliver store og frække de drenge;-)

Vinterferie

Vi har vinterferie og den er helt uden bestemt formål, bare hygge her hjemme. Drengene har brugt formiddagen med elastikspring, så nu kan undertegnede vist starte forfra på rengøringen. Det gider jeg nu ikke i dag og drengene får nok også selv besked på at svinge støvsugeren. Jeg er nødt til at udnytte, at Palle er på arbejdet. Han havde fri mandag og tirsdag, det var, hvad det kunne blive til for hans vedkomne. Når jeg siger at jeg skal udnytte at han er på arbejdet, så er det ved computeren jeg mener. Han er begyndt at slægtsforske og når han først får sig sat og begynder sine søgninger, så er det komplet umuligt at komme til computeren, den ene time tager bare den anden og han er helt opslugt. Det er faktisk også rigtig spændende og jeg er også blevet grebet lidt af det. Det er egentlig meningen, at han vil bruge aftenerne på det, når jeg er på arbejdet, men lige nu er nyhedens interesse stor. Han har alle rede fundet helt tilbage til en af sine tip tip tip oldeforældre, og herefter begynder det at blive svært at læse, hvad der står i kirkebøgerne. På min morfars side er der også lavet en slægtsbog, som fører tilbage til min tip tip tip oldefar, han havde 3 fornavne, Magnus Philip Adolf. Han var født i Tyskland, hvorfra han stak af, fordi har ikke ville være præst som sin far - som jo så egentlig er min 4 x tip, gad vide hvad har hed...

Kong Vinter er ikke helt klar...

...til at slippe sit tag. Det er stadig snehvidt uden for og der kommer mere sne endnu. Jeg kan ikke huske en vinter, hvor der har ligget sne så længe, uden det har været tøet væk, inden der kom nyt. Her hos os, har der ligget sne siden midt i december. Den har nået at blive rigtig grim, grå, gul og sjappet, for så at fryse igen og efterlade veje og fortorv spejlglatte. Bedst som det hele ser rigtig trist og kedeligt ud, så kommer der ny sne og omgivelserne forvandles igen til det smukke hvide sneland. I morgen er der kun en uge til det er forår, men det skal vi vist ikke sætte næserne op efter at vejret er med på.

Dina med snebjælder i pelsen.

Mon vores lille pæretræ, som blev sat i efteråret, kan klare mosten. Det ligner snart kun en gren der stikker op af sneen.

Sneen når næsten op til vinduerne igen.

Vores snedækkede have.

Snedyne på taget.

Selv om børnene er ved at være trætte af sneen, så blev de alligevel ellevilde over at kunne bygge en stor snemand, hils på Viktor Snemand:-)

Rørt til tårer

Jeg kan se dette klip igen og igen og og hver gang får jeg gåsehud over hele kroppen, hårene i nakken rejser sig og jeg bliver rørt til tårer. Det er simpelthen fantastisk.

http://www.youtube.com/watch?v=9lp0IWv8QZY

Den ukendte gammel jomfru, som tog hele verden med storm. I december udgav hun sit første album og jeg er simpelthen nødt til at eje det. Det kunne være et fødselsdagsønske, men jeg ikke sikker på jeg kan vente helt til maj. Klik på billedet og hør tracks fra albummet. Det er bare så smukt.

Er du også til Susan Boyle?

På højkant igen

Jeg har ligget underdrejet de sidste par dage med et slemt maveonde. Nu går det heldigvis fint igen, men sikken en udrensning. Det værste er, at Oliver også døjer med diarré, ikke sjovt, når man mangler det meste af lukkemusklen. Vi andre kan i de mindste klemme sammen og for det meste nå toilettet, det kan han ikke og det er rigtig synd for ham. Det er ikke sjovt, hvis man i en alder af 10 år, kan blive nødt til at få en ble på. Men når det er rigtig slemt, som for øjeblikket, så kan han faktisk godt finde på at bede om det, men det er selvfølgelig tys, tys. Fandtes der da bare andre løsninger for børn med problemer som hans...

Fastelavn er mit navn...

... boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller få, så laver jeg ballade. Mon ikke vi alle sammen kender den lille sang. Den er i hvert tilfælde blevet sunget til hudløshed hvert år på denne tid. I år er ingen undtagelse. Altså ingen fastelavn uden boller. Jeg har verdens bedste opskrift på fastelavnsboller. De hedder egentlig cremeboller med chokolade og det er en opskrift fra min lille kinabog, skrevet af fra min mors opskrifter inden jeg flyttede hjemmefra. Min mor samlede i 70'erne opskrifter fra Amo og Gluten og denne er en af dem. For mig er kunsten at få cremen til at forblive inde i bollerne.

Lige netop dét lykkedes i går eftermiddags, da jeg bagte fastelavnsboller, og de blev rigtig lækre, præcis som de skal være, med masser af creme inde i bollerne og ikke rundt omkring dem på pladen:-)

Og så lige en gang chokoladeglasur på toppen og de er klar til at fortære, hvilket de også blev i løbet af ingen tid.

Kan du få cremen til at blive inden i bollerne, når du bager cremeboller?

Stadig frostkoldt

Vejrudsigten lover stadig frost et stykke tid endnu, så det er godt, man er i stand til at fabrikere lidt der kan varme. Disse to små projekter har været sådan nogle hyggelige nogle af slagsen, som er færdige i løber af få timer. Egentlig er garnet slet ikke købt for at skulle kunne matche, for pompomgarnet fik jeg i fødselsdagsgave sidste forår af min mor og det grønne garn til huen fik jeg også af min søde mor, men her for nylig. Så det er rent held, at de faktisk kan bruges sammen, jeg har en vinterjakke der har næsten samme farve som den brune farve i pompomgarnet. Begge dele går rigtig godt sammen med denne jakke - dejligt.

Torsdag i februar

Jeg tung i kroppen i dag. Næsen løber og jeg nyser mere end godt er. Jeg kunne godt mærke i aftes, at det var på vej, så nu er det godt jeg har fri de næste fem dage. Bare surt, man skal bruge sine fridage på en forkølelse, men jeg er sikker på, at min arbejdsgiver ikke har noget imod det. Faktisk er jeg heller ikke god til det med sygemeldinger, jeg synes jo jeg skal have feber og være virkelig syg for ikke at gå på arbejdet, men de små pus, jeg passer har uden tvivl bedst af, at jeg ikke kommer for nær, selv om jeg kun er en lille smule snottet. Hvis f.eks. en lille fyr som ham her var blevet smittet af mig, ja så var det ikke sikkert han havde overlevet. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at han klarede skærene og har det fint nu, så fint at han ikke længere har brug for intensiv behandling og er sendt videre til hjemsteds sygehuset. Noget helt andet er det med den lille bitte fyr jeg har passet de sidste fem aftener. Han blev født i lørdags. Kun godt 24 uger nåede han at tilbringe i sin mors mave. Han vejede godt 700 g men har tabt sig næsten 100 g. Han er en rigtig sej lille gut, som indtil videre har klaret sig uden respirator, hvilket i den alder er noget helt exceptionelt. Men jeg er ikke sikker på at han ville klare en, for os, simpel forkølelse. Nu vil jeg smutte ind under bruseren, så skal Dina lige ud på sin morgentur og derefter vil jeg forskanse mig i mit sofahjørne, med en kop dejlig varm thé, kleenex og otrivin. Ha' en dejlig torsdag alle I derude.

Guldkornssmåkager

Jeg har en lille kinabog, som min mor forærede mig, mens jeg stadig var barn. "Den er til opskrifter", tror jeg nok hun sagde. Hun har selv en lille rød kinabog fyldt med en masse dejlige opskrifter og inden jeg flyttede hjemme fra, var en del af disse opskrifter skrevet over i min lille kinabog. Jeg har siden skrevet en masse andre opskrifter i den og børnene ved godt, at når kinabogen ligger fremme, så er det bagetid. I dag er ingen undtagelse. Bogen ligger på bordet og der skal bages. Jeg skal nemlig for en gangs skyld have noget med til aftenvagternes aftenskaffe. Det er da også hele tiden, synes jeg, jeg skal da vist lige kigge over skulderen på min kollega, som laver "noget til kaffen-planen". Nå, men de sidste mange aftener har vi fået købe brød af den ene eller anden art, så i aften må det være på sin plads med en småkage. Jeg har en halv pakke guldkorn, som ungerne ikke rigtig gider at spise, så den bliver udgangspunktet for mit bageri. Jeg har nemlig en gammel opskrift på guldkornssmåkager, "kopieret" fra min mors røde kinabog. Hvor hun har opskriften fra, må guderne vide.

Dejen, som består af lige dele margarine, sukker og mel tilsat bagepulver, vanille og en masse guldkorn, er en smuldret dej. Den sættes på pladen med 2 skeer og bager ca. 10 min ved 200 grader og vupti!, så har man de lækreste sprøde småkager, som varmt kan anbefales.

Hun bliver nok snart ikke større

Min kære lille Dina er med ét gået fra at være hvalp til at være unghund. Hun er nemlig kommet i sin første løbetid. Jeg synes det er lidt tidligt for hun bliver først 8 måneder d. 21. i denne måned. Men fakta er, at jeg har set blod i pelsen på bagbenene og hendes vagina er vældig hævet, så den er vist god nok. Nu er det så lidt spændende at se om hun er i stand til selv at holde sig ren, eller om jeg skal ud og investere i "hundetrusser". Indtil videre er det gået fint, men jeg ved jo heller ikke om sådan noget er tiltagende over dage eller hvordan og hvorledes. Om ca. 3 uger er jeg nok meget klogere.

Awardmodtager, det er mig:-)

Jeg har modtaget en award. Tak Dorthe!


En award til den kreative blogger. Jeg bliver da helt stolt, selv om kreativiteten her på matriklen mest begrænser sig til strik.

Med denne award følger selvfølgelig nogle krav.

1. Jeg skal vist awarden på min blog - er klaret, tjek.
2. Jeg skal linke til afsenderen - er klaret, tjek.
3. Jeg skal fortælle 7 ting om mig selv - De kommer her under
4. Jeg skal sende awarden videre til 7 andre - Det kommer nok til at knibe, for mange har fået den i forvejen. Er du én af de få, som endnu ikke har modtaget denne award, så snup den herfra, for jeg er sikker på, at hvis du læser med her, så er der også en kreativ side hos dig:-)

Og så til de 7 om mig.

1. Jeg arbejder kun ca. 28 timer om ugen og alligevel ville jeg ønske der var flere timer i døgnet, så jeg kan nå alt det jeg gerne vil.

2. Min familie er det vigtigste i mit liv. Her er det især min mand og mine børn, samt mine forældre og min mormor jeg tænker på. Mine svigerforældre har ind i mellem været billigt til salg. Især da jeg var yngre.

3. Jeg er ikke ked af min alder - endnu. Men synes tiden går foruroligende hurtigt.

4. Da jeg var yngre var jeg ekstremt ordensmenneske, nu har jeg lært at lade visse ting ligge.

5. Som stor pige drømte jeg om at få tvillinger, men i stedet er jeg beriget med trillinger + én mere.

6. Jeg ville gerne have haft en pige, hvis det havde været muligt at vælge. Men jeg vil ikke bytte med én eneste af mine drenge, så i stedet for flere børn, har vi fået en pigehund:-)

7. Jeg har en barnlig sjæl, som gerne spiller pets på facebook.

Sårbart

I perioder har vi det meget stille på arbejdet. I finanskrisetider kunne man godt forestille sig at flere valgte det med børn fra eller i hvert fald få færre af dem. Det vil jo unægteligt også betyde færre børn til vores afdeling. Den får skyld for mange ting den finanskrise, men hos os må vi konstatere at vi har det mere stille end sædvanligt. Da vores afdeling er delvis intensiv, er vi altid mange i vagt og i de stille perioder er der så mulighed for at man kan afspadsere, hvis man har timer til det vel at mærke. Jeg nød godt af det en lørdag. Skønt at få fri en lørdag aften, hvor jeg egentlig havde regnet og planlagt med at jeg skulle på arbejdet. I den pågældende vagtperiode skulle jeg nemlig have haft 6 vagter i træk og det er kan godt være lidt hårdt med en 6 dages arbejdsuge. Nu blev den så lige delt op og det var bare super dejligt.

Det eneste minus der er ved, at vi sådan får lov til at afspadsere, så afdelingen er temmelig mere affolket end normalt,er at det godt kan blive sårbart, hvis der pludselig sker noget uforudset. Som f.eks. hvis, en af de små præmature vælter med en bragende sepsis (blodforgiftning) og må intuberes og lægges i respirator. Det er altså bare ikke sjovt, når så små børn får en infektion. Særligt ikke hvis man er Den lille fyr er født i uge 28, altså næsten 3 måneder før tid.

Her er min egen Oliver, nogle timer efter fødslen 30 uger gammel og med en vægt på 995 g. De er altså små, når de kommer så tidligt.

For forældre er det oftest et mareridt at føde så meget før tid og forældrene er meget prægede af angst og bekymring for deres lille barn, som i den alder oftest kun vejer lige omkring 1000 g. Der kan ske så meget med barnet inden det er klar til at komme med hjem og mange forældre er naturligt nok bekymrede og bange for, at de slet ikke får deres barn med hjem. Vi forsøger selvfølgelig på at berolige forældrene og selv om vi er, hvis jeg selv må sige det, fantastisk dygtige til vores arbejde, så kan vi jo heller ikke på forhånd vide hvordan et forløb vil blive. Men vi er vant til disse små præmature og vi er dygtige til at observere og pleje dem, så heldigvis kommer langt størstedelen med forældrende hjem, som regel omkring det tidspunkt, hvor moren havde sin termin.

Jeg må indrømme, at jeg er spændt på at komme på arbejdet i eftermiddag, for at se til en lille syg fyr. Han nåede lige at blive lagt i respirator inden min vagt sluttede og han blev sat i 4 stof behandling - temmelig aggressiv behandling, så jeg håber han klarer skærene. For selvom de er meget sårbare, så er de også stærke.

Fredagsstrikkepause

Det synes jeg er et godt ord. Fredagsstrikkepause:) Jeg er i fuld gang. Den røde jeg købte garn til i Flensborg i efteråret skal vist til at være færdig, hvis jeg skal nå at få lidt glæde af den inden vinteren er slut.

Så jeg strikker og strikker. Ryggen og det ene forstykke er færdigt samt det halve af andet forstykke, Det kan da vel ikke tage lang tid, når den er på pinde nr. 5.

Pausestrik

kalder jeg disse lapper. De skal engang blive til en plaid og det er sådan nogle der ligger lidt, så bliver der lige lavet en enkelt i ny og næ. F.eks. som nu, hvor jeg overvejer hvad jeg skal gå i gang med. Jeg har flere påbegyndte projekter, men jeg kan mærke det kribler for at komme i gang med noget nyt og indtil jeg bestemmer mig, er det altså lapperne til min plaid der bliver lidt flere af. Jeg har set plaiden her og den er oprindeligt strikket i Tove fra Sandnes garn. Jeg laver den i Kauni og er selvfølgelig meget spændt på resultatet. Det er meningen der skal strikkes 48 lapper, som skal strikkes sammen og herefter filtes. Jeg har indtil videre 11 lapper, så det går da stille og roligt fremad.

Så kom den

pakken fra Lavendel. Hold da op hvor har jeg været spændt. Jeg deltog i Lavendels julekalender give away og var heldig at blive udtrukket en dag i december. I dag er min pakke så kommet og den dufter helt fantastisk. TAK Lavendel:)

Kyndelmisse

Kyndelmisse er en gammel dansk helligdag, der falder hvert år den 2. februar. Dagen blev af danskerne kaldt for Kjørmes Knud. Kyndelmisse er også en fordanskning af de latinske ord for lysmesse: kyndel = candelarum, altså lys og missa altså messe. Det er dagen, hvor det markeres at halvdelen af vinteren er gået.

I gamle danske sange er skrevet om kyndelmissen. Mest kendt er nok Blichers vintervise fra 1838: Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude, overmåde hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven, som udi min abildgaard ...

Det er et smukt, men også barsk vinterbillede fra en svunden tid, hvor vinteren vitterlig var værre end i dag, da Europa på det tidspunkt oplevede 'den lille istid'. Den varede i 400 år fra starten af 1500-tallet til starten af 1900-tallet. hvor der bogstaveligt talt var sne, frost og kulde i månedsvis hver vinter. Så når man endelig nåede til kyndelmisse, altså den 2. februar, følte mange, at nu måtte der snart til at ske noget. Men ofte oplevede man bare, at vinteren blev værre. Det synger man også om i Blichers vise: ... inderligt jeg længes, efter vår, men vinteren strenges, atter vinden om i nord...

Det er ikke sjovt, når vinden går i nord. For så kommer kulden og sneen. Eller som man synger det i en anden kendt vintervise: Sneflokke kommer vrimlende... Den er skrevet af Jeppe Aakjær, som også nævner kyndelmissen ved sit mest folkelige navn Kjørmes Knud.

Vejret betød så meget for datidens landbosamfund, at man tog varsler på højtidsdage. Ved kyndelmisse sagde man for eksempel, at hvis det blæste så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden, ville kulden ikke forsvinde før til påske. Omvendt kunne en stærk blæst også være god, for det betød, at vinterfoderet ikke slap op. Frygten for ikke have nok mad til både mennesker og dyr var en reel risiko. Vinteren var som bekendt både længere og koldere end i dag, og man skulle tit langt hen i april eller måske endda maj, før der var noget nyt at spise fra naturens eget forråd. Indtil da måtte man nøjes med sidste års høst. Så det var ikke så mærkeligt, at bonden gjorde status ved kyndelmisse og helst skulle have halvdelen af forrådet i behold.Når alt således var tjekket og i orden, holdt man gilde. Kjørmes-gilder hed kyndelmissetidens gilder, som tit var sammenskudsgilder med mad som flæsk og hvad der ellers egnede sig til at være opbevaret i tønder. Brændevin og dans til den lyse morgen - og det er sent i februar - hørte sig også til. Selv for oldermanden, som netop denne dag kunne overdrage det ærefulde erhverv til en anden, hvis altså han ønskede det.

Kilde: http://www.kristendom.dk/

I går aftes fejrede vi kyndelmisse her i vores lille by. Det er en fast tilbagevendende tradition, hvor man sammen går gennem byen med fakler. Man mødes ved byens sognegård. Bærer lyset rundt i byen og vender tilbage til sognegården, hvor der med faklerne tændes bål. Herefter beder man i kor fadervor, får læst en tekst og synger en salme. I går blev der kun læst en tekst ude pga. kulden. Fadervor og salmen tog vi inde i sognegården hvor der traditionen tro også blev serveret hjemmebagte boller og varm kakao. Vi har aldrig deltaget før, men drengene havde gennem kammerater, som er spejdere hørt om arrangementet og ville gerne at vi skulle deltage. Det var simpelthen så hyggeligt og da vores præst havde lavet en lille konkurrence, hvor han havde delt os ind i grupper og vi så skulle skiftes til at gætte hvilken historie han læste højt fra, var der vild jubel og en fantastisk stemning. Der blev læst højt af alverdens historier lige fra Harry Potter og Ringenes herre over diverse bøger af Bjarne Reuter og Ole Lund Kirkegaard til H. C. Andersen. En fantastisk hyggelig aften, som vi helt sikkert kunne finde på at deltage i igen næste år.

Isen holdt

Palle havde læst, at isen på Limfjorden snart var så tyk, at man kunne gå over til Egholm. Der havde stået et eller andet om, at man ville afmærke en sti, som skulle være sikker. Så i lørdags, tog vi de varme gevandter på og kørte til Nørresundby. Vi ville lige godt se om det mon var muligt. Tænk at kunne fortælle, at man havde oplevet, at der engang havde været så meget frost, at man kunne gå på fjorden. Vi startede ved Lindholm Brygge og gik langs fjorden vest på.

Der var bidende koldt og smukt vejr og mange, kunne vi se, gik rundt derude. Vi kunne dog ikke se nogen afmærkning og med stor overbevisning gik Palle ud over isen, hoppede lidt og gik videre.

Jeg ved ikke hvordan, det gik til, men efterhånden var også jeg kommet et godt stykke ud på isen. Det var helt fantastisk og det, at der gik andre rundt derude, gjorde at vi mente, at det nok var sikkert nok. Selv om de ikke lige et kommet med på mine billeder, var der faktisk mange, der gik turen.

Det kan faktisk næsten ikke ses, at det ikke er vand, men ca. 20 cm tyk is, der er under os.

Så er der ikke langt til Egholm og vi skøjter af sted. Ungerne fik en oplevelse de sent vil glemme, de var næsten helt ustyrlige:)

På den anden side kunne vi se Aalborg Tårnet.

Endelig fast grund under fødderne på Egholm.

Så er vi klar til turen tilbage mod Lindholm.

Og det går bare der ud af, for hjemme venter mormor og morfar med kaffen klar og drengene er blevet lovet varm kakao med flødeskum.

Så er vi inde ved land igen. Det var en helt fantastisk tur, og godt vi ikke havde læst avisen, for søndag, stod der faktisk at man ikke skulle gå ud på isen, det ville være for risikabelt. Vi klarede den heldigvis, men skal ikke af sted igen, én gang må være nok.