torsdag den 15. august 2013

Karpen

Hvor længe der dog kan gå i mellem jeg får lidt opdateret her. Nå, sådan må det være. Efter et ualmindeligt hårdt år, med depression, stress, sygemelding som desværre og dog heldigvis er resulteret i en opsigelse og ikke mindst personlig udvikling, er jeg efterhånden ved at være nogenlunde mig selv igen. Når jeg skriver desværre og heldigvis, skal det forståes sådan, at jeg savner flere af mine kolleger frygtelig meget og tanken om et fast job i disse krisetider, men heldigvis, fordi jeg ikke længere kan rumme de meget syge små børn og deres familier. Jeg føler mig simpelthen udbrændt i det felt. Det har været SÅ svært for mig at erkende at det er sådan det er, men jeg er nødt til at komme videre og reagerer på hvad min krop prøver at fortælle mig. Det har medført en del forandringer i mit liv, men jeg er efterhånden afklaret med min situation. Spørg mig ikke, hvad jeg så skal, for jeg ved det simpelthen ikke... Jeg er i arbejdsprøvningspraktik lige nu i et ambulatorium, hvor der ikke er så syge mennesker og kun én patient jeg skal forholde mig til ad gangen uden også at skulle samle op på forældre i krise, og det passer mig rigtig fint lige nu. Jeg øver mig til stadighed i at sige nej, også selv om det er til ting jeg gerne vil, for mit døgn har jo kun 24 timer lige som alle andres. Jeg kunne jo det hele troede jeg. Jeg ER blevet klogere omend det har været og stadig er svært ikke bare at hoppe ned i den samme gamle rille jeg altid har levet i.

Når jeg ser tilbage på det forgangne år, så har jeg faktisk fået lavet pænt med håndarbejde. Jeg har Brugt strik og hækling som terapi, for når jeg sidder for mig selv med tankemylder, er det eneste der kan give ro i mit hoved og samle mine tanker mit håndarbejde eller mine to små hunde.

Måske kommer der hen ad vejen lidt afsluttede projekter her på siden, men lige nu er det Karpen af Marianne Isager jeg har gang i.


Jeg har ikke tidligere prøvet dominostrik, men det er en hyggelig teknik, med kun få masker på pinden ad gangen. Jeg strikker i Coast fra Hønsestrik i Aalborg. To støvede grønne nuancer. Desværre er det nærmest umuligt at gengive grønt på fotografier, så de autentiske farver er det absolut ikke, her ser de nærmest grå ud. Men jeg kan garantere, at det bliver super flot og så er farverne perfekt afstemte efter en nederdel jeg var så heldig at finde her i sommer i en genbrugsbutik:-)

fredag den 5. juli 2013

Én kan ikke gøre det.

Det må vist være på tide at jeg fortæller lidt om Coco.


Tilbage i april fik vi lille Coco. Dina bliver 4 år lige straks og vi er i den grad blevet "bidt" af hendes race, så én var ikke længere nok. Vi skulle egentlig have haft en lille tæve fra samme kennel, hvor vi fik Dina fra, men de hvalpe de havde fået levede ikke helt op til standarden for Cotoner. Vi havde nemlig krav denne gang. Det skulle vare en tæve, der skulle have udstillingspotentiale... Så mandag d. 1. april fik jeg en opringning fra en rigtig god bekendt af mig, Anne-Marie. Hun skulle til Polen og hente den skønneste hanhvalp og hos den polske kennel havde man da lige en lille lækker tæve, som endnu ikke var afsat. Jeg fik ½ døgns betænkning og gik straks i gang med at undersøge forskelligt omkring den pågældende kennel. Jeg ville jo ikke have en hund fra en hundefabrik, men fra en kennel, hvor jeg havde nogenlunde garanti for at hvalpen var blevet godt socialiseret.


Vi var heldige. Det var et helt fantastisk sted lille Coco blev født og hun er for længst faldet til hos os. Hun er en rigtig lille charmer og kan slippe af sted med næsten hvad som helst. Jeg er super glad og om kort tid skal lille Coco til sin første udstilling. Det er spændende, for i juni måned blev hendes far verdens vinder på en stor international hundeudstilling i Budapest, så det lover godt.



onsdag den 27. marts 2013

Swing Swagger Drape


En ex-kone til én af Palles barndomsvenner er inkarneret strikker. Forleden viste hun på facebook en skøn jakke hun skulle til at i gang med. Hold nu op en skøn sag. Jeg blev lidt nysgerrig og surfede lidt rundt. Det resulterede i at jeg i dag efter arbejdet kunne åbne en skøn pakke, posten havde leveret. Jeg kunne ikke nære mig. Bogen hedder Swing Swagger Drape - Knit the colors of Australia. Jeg har købt den på Amazon og bliver vist ikke uden strikketøj i lang lang tid;-)


lørdag den 23. marts 2013

Mit skønne trekløver


Er efterhånden ved at være klar til at rejse fra mig. De to hanner bliver hentet i morgen og tæven bliver hentet mandag. Utroligt så hurtigt de sidste 8 uger er gået. Nu kan vi så for alvor begynde at tælle ned til vi selv får vores nye lille pigehund. Flere har spurgt hvorfor vi ikke beholder en af Dinas egne hvalpe. Det er meget enkelt, for det første var alle tre afsat allerede inden hun fødte, ja nærmest inden hun blev drægtig:-) og for det andet, så vil vi gerne bruge deres far til videre avl og det duer jo ikke, hvis han er far til den pågældende hvalp. Så vi tilfører nyt blod, så vi kommer langt uden om indavl. Men resten af aftenen skal bruges i selskab med de små, de skal nydes max. inden det meget snart bliver flyttedag.

fredag den 15. marts 2013

Stor underholdningsværdi

har de små uldtotter vi en kort stund endnu har i vores fold.





De er slet ikke til at stå for og det er svært at finde tid til ret meget andet end at nyde dem fuldt ud. Næste weekend er det slut, men så kan vi begynde at glæde og til vi selv skal have endnu en lille hvalp selv. Hun er bestilt og kommer om ca. 6 uger. Åhh! som jeg glæder mig.

fredag den 8. marts 2013

Udskudt

Er perlen. Jeg var forbi Designværkstedet i Aalborg, hvor de forhandler Rowan garn og efter at have set og mærket på det garn der er brugt til den, er jeg slet ikke i tvivl. Den SKAL laves i det originale garn. Det betyder så bare at projektet er blevet udskudt, for jeg har ikke lige pengene til den endnu. Må vist vente til jeg har hørt fra "skattefar", så håber jeg bare det bliver til min fordel, hvad "han" har at meddele. Ventetiden bliver dog ikke lang, for nu havde jeg jo "gravet" Americanoen frem, så jeg har kastet mig over jakken fra hæftet jeg fik af Bebiane. Samtidig med at jeg sender hende en venlig tanke.


lørdag den 16. februar 2013

En perle på vej


Jeg har lige netop besluttet mig for en perle af en cardigan, den må jeg bare eje. Den er designet af Kim Hargreaves og er lavet i Rowan Wool Cotton, som er 50% bomuld og 50% merino. Jeg overvejer lidt, om jeg måske skulle lave den i det skønne Americano garn, jeg har liggende og som egentlig var tiltænkt denne, men nu må vi se. Hvis jeg er heldig og kan få det rigtige garn, eller noget der minder derom, til rimelige penge, så kan det være, jeg alligevel gemmer Americanoen til den, det i første omgang var tiltænkt. Men perlen er jeg vild med.

Efter Pan Am jakken har jeg kun gang i lidt småtterier, så det begynder at krible i fingrene. Jeg har netop hæftet de sidste ender på mit Camomille sjal. Det har jo været vist til hudløshed flere andre steder, så jeg har ikke lige fået mit fotograferet, det må blive en anden gang.

Men nu skal jeg lige på garnjagt, så du må have en dejlig lørdag aften og en fantastisk søndag.

onsdag den 13. februar 2013

Familieforøgelse


For godt 14 dage siden nedkom Dina med fire skønne hvalpe. Desværre var den ene ikke levedygtig pga. en stor ganespalte, som gjorde det umuligt for den at indtage føde uden det kom i luftvejene. Heller ikke ved hjælp af flaske eller sprøjte lykkedes det, så lille Bravehart (som drengene kaldte ham) blev kun ét døgn gammel. De tre andre hvalpe to hanner og en tæve, var til gengæld rigtig fine og trives over al forventning. De vokser og vokser og jeg kan blive helt i tvivl om de overhovedet kommer til at gå, så fede de efterhånden er:-)


Ikke længe efter fødslen kom  den sødeste barselsgave fra faren til hvalpene, eller selvfølgelig hans familie. Et hjerte til Dina og et lille pivdyr til hver af hvalpene, som de selvfølgelig skal have med sig, når de rejser fra os og til deres nye hjem.


Og lige præcis nye hjem er fundet til dem alle. Igen med dette kuld har vi været heldige at finde de skønneste familier til vores hvalpe. Vi glæder os meget over det og den interesse de tre familier allerede viser. Inden længe kan de komme på besøg og få lov til at se deres kommende lille hund. Så kæmpe en glæde der følger med så dejlige små væsener. Jeg elsker det.

fredag den 25. januar 2013

Jeg lever

Og i dag er en af de gode dage. Jeg har heldigvis flere og flere af dem og meget snart skal jeg da også begynde på arbejdet igen. Det bliver med små skridt, for jeg vil for alt i verden ikke helt der ned, hvor jeg har brugt det meste af det sidste halve år. Jeg skal lære at sige fra og nej tak uden at få dårlig samvittighed. Den dræner mig fuldstændig, den dårlige samvittighed. En ting der arbejdes intenst på at ændre, men hold da op, hvor er det svært, når man er en type, der stiller store krav til sig selv og helst vil gøre alle tilpas og tilfreds. Jeg har i mange år sat barren alt for højt og det bliver nu ændret, hvis bare jag kan...

Det er weekend og fra nu af planlægges der kun maks. én ting i en weekend. I denne weekend står den på fødselsdag lørdag det vil sige at kvoten for denne weekend er opbrugt så søndag står den på afslapning. Jeg vil ikke udelukke noget spontant, hvis humøret og energien er til det, men der planlægges intet.

Som det ser ud lige nu, skal jeg bare strikke hele søndagen. Jeg er i gang med en vest til mig selv og den er rigtig spændende. Jeg købte kittet i Saltum til Uldfestivallen og jeg er helt sikker på, at den kommer til at blive slidt op.


Det samme er jeg sikker på min nye jakke bliver. Jeg er nemlig for nylig blevet færdig med Pan Am jakken og den er super lækker og passer som fod i hose. Jeg mangler bare at finde et par passende knapper, så skal I nok få den at se på "modellen". Er der mon nogen der har forslag til hvor jeg kan finde et par fine lidt store knapper?


mandag den 21. januar 2013

Mere terapi

Som ikke har det mindste med strik eller håndarbejde at gøre. Men med en lille hvid hund. Hun skal nemlig have hvalpe igen og det er meget snart. Jeg er SÅ spændt. Vi fik taget et røntgenbillede af hende i fredags, og igen denne gang kan vi forvente fire små firbenede uldtotter.


Kan du mon se dem, der inde i mavsen:-) Jeg kan og den vordende mor har det super godt. Hun er stille, rigtig stille, men nyder stadig et par små gåture i løbet af dagen om end det er i et noget langsommere tempo end vanligt.

Faren til hvalpene gider hun ikke have noget at gøre med lige for tiden, vi mødtes med ham og hans ejere i sidste uge, men han er ikke så interessant, som han var da hun var højløbsk. Pyt med det, vi ved det kun er for en tid hun er stille og lidt kedelig, som drengene siger, når hun ikke gider lege. Det skal nok komme igen. Men tilbage til den skønne han, som er far til hvalpene. Han hedder Hugo og er den skønneste og kæreste lille hund og han og Dina er normalt rigtig glade for hinanden. Se bare billederne herunder.



mandag den 7. januar 2013

God terapi

Sådan er det for mig med strikning. Det går ganske vist ikke helt så hurtigt, som tidligere, men jeg strikker. Jeg nyder så meget at kunne slippe tankestrømmen, når jeg sidder med pindene i hænderne. Alene bare det at sidde stille med garn og pinde mellem hænderne har virket på mig, også selv om der ikke nødvendigvis blev strikket en masse. Jeg har gjort det SÅ meget gennem de sidste måneder. Siddet med hænderne begravet i garnet, strikket lidt ind i mellem, men ellers bare siddet. Måske har Dina ligget i skødet og mine hænder har nusset hende i pelsen, det har også været godt. Bare at sidde og kæle i hendes pels uden at tænke på noget som helst. Derfor er det heller ikke lige frem overvældende, hvad der er at vise frem af resultater, for eventuelle nysgerrige. Jeg fik dog lavet denne lille sag inden jul.


Opskriften på den fine kjole har jeg fundet i et norsk ugeblad og den er strikket i Drops merino på p. 2½. Jeg har lavet den i str. 1 år og den blev givet til min kusines lille pige. Hun havde den på i julen, hvor jeg så hende, men desværre sansede jeg ikke lige at få taget et billede af den lille Emma i kjolen, det kan være jeg husker det næste gang.

Nu er jeg i gang med et projekt jeg har fundet i et amerikansk strikkehæfte, nemlig Pan Am jakken fra Interweave Knits, Winter 2011. Du kan se den her, hvis du vil vide hvordan den kommer til at se ud. Det varer nok lidt endnu inden min er færdig.