En dejlig overraskelse

Nogen gange, når jeg har stået med de helt små liv i mine hænder, kan det ikke undgås, at de små og deres familier kravler lidt ind under huden på mig. Så er det lidt vemodigt, når de udskrives og jeg ikke ser hvordan det går med de små poder frem over. Op til jul sker der dog ofte dét, at vi på afdelingen modtager julehilsner fra tidligere indlagte børn og deres forældre. som regel med billeder af børnene og en brev om hvordan tiden efter udskrivelsen er gået. Det er så hyggeligt. Der kommer jo rigtig mange børn gennem afdelingen og det er ikke alle jeg har hilst på eller passet, men det har jo så nogle af mine kolleger. Desværre er det ikke altid vi husker alle børnene. Her hjælper det en del, hvis forældrene har fået taget et billede hvor de selv er med på, for dem kan vi som regel kende. Børnene forandrer sig alt for meget på kort tid. Nogle få vælger at kigge forbi afdelingen og hilse på, dét synes jeg også er hyggeligt. I dag var en af de dage. Lille Magnus kom forbi med sin mor. De havde en kæmpe kurv fyldt med godter med til os sygeplejersker, nej hvor vi smovsede. Bedst af alt var dog, at han havde lavet en lille perlepladebil specielt til mig og da han hev den op ad baglommen og gav den til mig, blev jeg aldeles rørt. Nu hænger bilen foran mig på opslagstavlen, og der bliver den hængende. Så kan jeg tænke på lille Magnus og hans dejlige familie, når jeg ser den lille røde bil.

Jeg undrer mig

I går læste jeg på teksttv, at flere og flere børn har brug for at blive undervist i specialklasser. Tilsyneladende er dette et stigende problem, særligt i disse tider, hvor der skal findes store besparelser alle steder.

Som sygeplejerske på en neonatalafdeling, kan jeg ikke lade være med at tænke på om jeg og mine kolleger mon er med til at sørge for, at flere og flere børn har særlige behov. Vi og ikke mindst vores læger bliver dygtigere og dygtigere til at redde de helt bitte små børn, som fødes helt ned til uge 24. Men hvad bliver der ud af disse små børn, når de bliver ældre. Flere af dem får jo hjerneblødninger i forskellige grader og vi kan ikke på forhånd vide, hvilke mén disse blødninger giver. Desuden er der det sansemotoriske. Der kan jo ikke være tvivl om, at et lille menneske, som kommer så meget før tid, mangler men masse stimuli og modning. Ting, som sker i slutningen af en graviditet, når barnet ligger helt krøllet sammen og klemmes fra alle sider i sin mors mave.

Jeg forstår ikke, at man ikke er mere fremsynede i forhold til budgetter. Man kan jo næsten sige sig selv, at når det vedtages, at man skal forsøge at holde liv i børn, som fødes så meget før tid, så må det på sigt få en pris - det er jo ikke for sjov en graviditet normalt er 9 måneder eller ca. 40 uger.

Ikke fordi der nødvendigvis er en kobling, men jeg tænker bare at måske er der ikke præstige nok i at hjælpe børn med særlige behov i forhold til at kunne holde liv i et lille barn, født i uge 23 eller 24. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at alle de børn med særlige behov er født for tidligt, det kan jeg af gode grunde ikke vide, men jeg synes det er forkasteligt, at man giver med den ene hånd, mens man skyder sig i foden med den anden.

Lille bitte

Kan du mon forestille dig, hvor små babyer kan være, når de kun når at være i deres mors mave i 23 uger. Jeg kan fortælle dig de er små - bitte små. Faktisk vejer de normalt på det tidspunkt i en graviditet omkring 500 g og måler omtrent 25-28 cm. Den ene af de små tvillinger, jeg så i denne weekend, vejede kun 425 g. Fingrene var tynde som tændstikker og næseborene var ikke meget større end hullerne i en mariekiks. Det er utroligt, at det kan lade sig gøre at holde liv i noget så småt. Jeg for mit vedkommende er ikke helt sikker på, om jeg synes det er etisk forsvarligt, men det er et voldsomt dilemma, når man er blevet så dygtig. Den ene af de små blev da også kun 2 døgn. Den anden levede stadig da jeg tog hjem.

Billedet her over er fra Anne Geddes' hjemmeside. Anne Geddes er en helt fantastisk fotograf, som udelukkende fotografere babyer. Den lille pige på billedet her er født i uge 28 og vejede ved fødslen 680 gram, jeg synes det er et vidunderligt billede. På billedet her under er jeg nøjagtig 23 uger henne i min graviditet med Anders. Jeg tænker bare det må være rædsomt at føde så meget før tid. Tænk engang hvor meget man misser. Jeg ville ikke for noget som helst i verden have undværet min graviditet med Anders, hvor jeg gik tiden ud. Jeg nød hver en dag, men jeg havde selvfølgelig også en nem graviditet.

Det var noget ganske andet, da jeg ventede Oliver, Christian og Frederik. En trillingegraviditet kan ikke sammenlignes med noget som helst andet. Da havde jeg så mange smerter og fyldte i uge 30 nogenlunde det samme, som da jeg havde gået 9 måneder med Anders, så det var faktisk en lettelse at få dem ud. Jeg var jo forberedt på en fortidlig fødsel og det har uden tvivl været en fordel på mange måder, i forhold til de som pludselig uden forvarsel føder præmaturt. Ingen tvivl om at det var en helt almindelig fødsel uden nogen former for komplikationer der var at foretrække og tænk sig så, om man da bare havde et så skønt billede som det her under.

Torsdag i februar

Jeg tung i kroppen i dag. Næsen løber og jeg nyser mere end godt er. Jeg kunne godt mærke i aftes, at det var på vej, så nu er det godt jeg har fri de næste fem dage. Bare surt, man skal bruge sine fridage på en forkølelse, men jeg er sikker på, at min arbejdsgiver ikke har noget imod det. Faktisk er jeg heller ikke god til det med sygemeldinger, jeg synes jo jeg skal have feber og være virkelig syg for ikke at gå på arbejdet, men de små pus, jeg passer har uden tvivl bedst af, at jeg ikke kommer for nær, selv om jeg kun er en lille smule snottet. Hvis f.eks. en lille fyr som ham her var blevet smittet af mig, ja så var det ikke sikkert han havde overlevet. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at han klarede skærene og har det fint nu, så fint at han ikke længere har brug for intensiv behandling og er sendt videre til hjemsteds sygehuset. Noget helt andet er det med den lille bitte fyr jeg har passet de sidste fem aftener. Han blev født i lørdags. Kun godt 24 uger nåede han at tilbringe i sin mors mave. Han vejede godt 700 g men har tabt sig næsten 100 g. Han er en rigtig sej lille gut, som indtil videre har klaret sig uden respirator, hvilket i den alder er noget helt exceptionelt. Men jeg er ikke sikker på at han ville klare en, for os, simpel forkølelse. Nu vil jeg smutte ind under bruseren, så skal Dina lige ud på sin morgentur og derefter vil jeg forskanse mig i mit sofahjørne, med en kop dejlig varm thé, kleenex og otrivin. Ha' en dejlig torsdag alle I derude.

Sårbart

I perioder har vi det meget stille på arbejdet. I finanskrisetider kunne man godt forestille sig at flere valgte det med børn fra eller i hvert fald få færre af dem. Det vil jo unægteligt også betyde færre børn til vores afdeling. Den får skyld for mange ting den finanskrise, men hos os må vi konstatere at vi har det mere stille end sædvanligt. Da vores afdeling er delvis intensiv, er vi altid mange i vagt og i de stille perioder er der så mulighed for at man kan afspadsere, hvis man har timer til det vel at mærke. Jeg nød godt af det en lørdag. Skønt at få fri en lørdag aften, hvor jeg egentlig havde regnet og planlagt med at jeg skulle på arbejdet. I den pågældende vagtperiode skulle jeg nemlig have haft 6 vagter i træk og det er kan godt være lidt hårdt med en 6 dages arbejdsuge. Nu blev den så lige delt op og det var bare super dejligt.

Det eneste minus der er ved, at vi sådan får lov til at afspadsere, så afdelingen er temmelig mere affolket end normalt,er at det godt kan blive sårbart, hvis der pludselig sker noget uforudset. Som f.eks. hvis, en af de små præmature vælter med en bragende sepsis (blodforgiftning) og må intuberes og lægges i respirator. Det er altså bare ikke sjovt, når så små børn får en infektion. Særligt ikke hvis man er Den lille fyr er født i uge 28, altså næsten 3 måneder før tid.

Her er min egen Oliver, nogle timer efter fødslen 30 uger gammel og med en vægt på 995 g. De er altså små, når de kommer så tidligt.

For forældre er det oftest et mareridt at føde så meget før tid og forældrene er meget prægede af angst og bekymring for deres lille barn, som i den alder oftest kun vejer lige omkring 1000 g. Der kan ske så meget med barnet inden det er klar til at komme med hjem og mange forældre er naturligt nok bekymrede og bange for, at de slet ikke får deres barn med hjem. Vi forsøger selvfølgelig på at berolige forældrene og selv om vi er, hvis jeg selv må sige det, fantastisk dygtige til vores arbejde, så kan vi jo heller ikke på forhånd vide hvordan et forløb vil blive. Men vi er vant til disse små præmature og vi er dygtige til at observere og pleje dem, så heldigvis kommer langt størstedelen med forældrende hjem, som regel omkring det tidspunkt, hvor moren havde sin termin.

Jeg må indrømme, at jeg er spændt på at komme på arbejdet i eftermiddag, for at se til en lille syg fyr. Han nåede lige at blive lagt i respirator inden min vagt sluttede og han blev sat i 4 stof behandling - temmelig aggressiv behandling, så jeg håber han klarer skærene. For selvom de er meget sårbare, så er de også stærke.