mandag den 21. december 2009

Kærlighed

Hvad er kærlighed? Kærlighed er mange ting og kan opleves vidt forskelligt, det beskrives som en varm inderlig følelse af hengivenhed over for et andet menneske.

Der beskrives flere typer kærlighed, nemlig Eros-Kærlighed, der er kærlighed mellem par - hvor en fysisk/kropslig tiltrækning er tilstede og det er ofte den betydning de fleste vil forbinde med kærlighed.

Den anden type kærlighed kaldes Agape-Kærlighed. Det bruges om det at holde af og være knyttet til et andet menneske, især familiemedlemmer eller nære venner. Også kæledyr kan være genstand for kærlighed. I mere overført forstand kan der bestå en slags kærlighedsrelation til ting eller situationer. Her omtales kærligheden ofte mere overfladisk eller metaforisk, som i vendingen "jeg elsker duften af nybagt brød".

Endelig kan der for religiøse mennesker være tale om en kærlighed til Gud, og særligt i kristendommen er næstekærlighed et centralt begreb. Næstekærlighed eller barmhjertighed kaldes også Caritas - hvilket i øvrigt også er navnet på en hjælpeorganisation.

Det at nære en kærlighed til et andet væsen kaldes at elske. Dette er en eksistentiel følelse, som er svær at definere. En person, der elsker, er ofte hengiven, uden undtagelser og uden forbehold. Når man elsker, sætter man sin elskede højere end alt andet. Denne følelse er sandsynligvis den stærkeste et menneske kan opleve, efterfulgt af den modsatte, som er had. Selv om det modsatte af kærlighed efter sigende ikke er had, men ligegyldighed.


Kilde: Wikipedia

Hvorfor nu al den snak om kærlighed. Jo nu kommer vi til sagens kerne.

Forleden morgen kom Frederik og spurgte, om jeg havde nogle gamle smykker jeg ikke længere brugte, jeg ville selvfølgelig gerne vide hvorfor... Intet svar. Mor, har du ikke en ring med en sten der ligner en diamant og hedder noget med c, en du ikke bruger. Hvad er det for en sten du tænker på og hvorfor, spurgte jeg igen... Intet svar. Er det en zirkonia du tænker på, spurgte jeg så, - JA, har du sådan en. Nej, det har jeg ikke, men hvad skal du brugen sådan en til, spurgte jeg igen. Stadig intet svar fra Frederik, men Oliver, som havde fulgt med i samtalen, meddelte at det var fordi Frederik gerne ville give Lucca en julegave. Stakkels Frederik sad med røde ører og kiggede ned i gulvet. Jamen søde lille skat, det var da en ualmindelig sød tanke, men jeg tror, du måske skulle vælge noget andet til hende end en ring. Jeg synes, det er noget man giver hinanden, når man er lidt ældre end I er. Jeg spurgte om pigen har huller i ørerne og Frederik lyste helt op, det har hun. Så jeg lovede at kigge, om jeg kunne finde et par små ørestikkere til hende. Mor, de skal være med blå zirkoner eller hvad de nu hedder, for blå er hendes yndlingsfarve. Jeg fandt de kæreste små ørestikkere med en blå glassten hos Pilgrim og Frederik godkendte dem. De er pakket ind, og vi afleverede dem i går hos Lucca, som også havde en gave Frederik fik med hjem:-) Ak ja den kærlighed har da heller ingen alder. Men det er ganske uvant. Ældste, som ganske vist kun er 2½ år ældre end de andre 3 har aldrig interesseret sig en tøddel for piger, så dette kræver lige lidt tilvending, jeg synes det startet tidligt.

3 kommentarer:

  1. Nårhh, hvor sødt, altså :-)
    Nej, kærlighed har ingen alder. Som en god, men temmelig gammel film hed, og som handlede om kærlighed i en meget høj alder.

    Det var nu også mit indtryk, at det mest var de små piger, der fik kærester (uden disses vidende...), men Frederik er så bare atypisk.

    Og så har jeg lært et nyt ord i dag: Agape-kærlighed. Jeg kendte selvfølgelig begrebet, men har nu fået et navn at sætte på det.

    SvarSlet
  2. Det er rigtig sødt, men man skal bestemt ikke underkende, at børn kan nære endog meget stærke følelser for hinanden! Jeg arbejder på netbørnetjenesten "Spørg Olivia", og der kommer rigtig mange kærestespørgsmål fra børn mellem 10-14 år:-)

    SvarSlet
  3. JA, det er sødt, og du har ret Irene, selv om det efterhånden er mange år siden jeg selv var 10 år kan jeg godt huske, at jeg var meget forelsket i en af drengene fra min klasse, det var desværre bare ikke gengældt, men ikke desto mindre meget stærke følelser der var i spil. Frederik er heldig, og jeg tror de lægger noget andet i det at være kærester end vi voksne gør, for da jeg lidt nysgerrigt spurgte om de så kunne finde på at kysse, blev der promte svaret, altså mor, det er da for tidligt:)

    SvarSlet