fredag den 29. oktober 2010

Den bliver go'

er jeg sikker på.

Nu er ryggen endelig færdig. Den har ligget lidt i kurven efter jeg måtte pille næsten halvdelen af ryggen op. Jeg manglede kun nogle få cm, da jeg opdagede jeg havde vendt snoningerne forkert i den ene side. Det kunne jeg ikke leve med, så der blev pillet op, gjorde der.

Jeg er rigtig godt tilfreds og har fået "blod på tanden" igen, nu skal der laves forstykker:) Det er godt jeg stadig har en uges ferie og herefter en hel friuge:) Mon ikke det er lige før jeg kan blive færdig på den tid, jeg håber det, men man kan jo aldrig vide.

torsdag den 28. oktober 2010

Juleønsker

kan man da vist godt begynde så småt at overveje. I år kommer der bestemt lidt strik på min. Jeg overvejer den nye bog af Annette Danielsen, Strik en stund. Den har rundt omkring i blogland fået en rigtig god kritik, men jeg savner endnu at se billeder af de modeller den indeholder. Jeg kommer ikke så ofte forbi en strikkeforretning, hvor jeg evt. kan få lov at snuse lidt til den. Men mon ikke det kan nås inden juleønskelisten skal være klar:)

Èn ting der i hvert tilfælde helt sikkert kommer på min liste i år, er den nye nederdel Hanne Falkenberg har lavet. Den er simpelthen bare så fantastisk smuk og meget klassisk. Modellen hedder Swing og jeg har tilladt mig at låne et billede af den hos Tante Grøn.

onsdag den 27. oktober 2010

Trist vejr?


Ikke nødvendigvis:) Jeg hørte til morgen at en meteorolog kaldte vejret for trist, men jeg synes faktisk det er lidt hyggeligt. Specielt fordi jeg jo ikke nødvendigvis skal ud i regnen. jeg kan nyde hyggen i en lun stue med et dejligt krus thé, levende lys og mit strikketøj og det gør jeg og det er skønt. Humøret et lidt bedre i dag end i går, for Anders kom glad fra skole og fortalte at en af dem som er værst til at kalde ham det øgenavn, han ikke bryder sig om, lovede at stoppe med at kalde ham det, efter Anders havde taget mod til sig og bedt drengen om ikke at gøre det.
Til gengæld ville drengen så gerne være sammen med Anders til noget gruppearbejde i fysik og kemi, for som Anders selv sagde: Så er jeg faktisk ret god til fysik og kemi, mor:) Så bliver man altså lidt glad. Og Anders' selvværd - ja det fik lige et lille nøk opad, da han kunne se det hjalp at sige fra.

tirsdag den 26. oktober 2010

Hjertesuk

En glad dreng, kan rigtig hurtigt blive en ked dreng. Han er et rigtigt ønske barn. Vi brugte tre år på at få ham og var vildt lykkelige da han endelig blev en realitet. Han var elsket fra det første øjeblik han trak vejret og vi vil stå på hovedet for ham. Men hvordan er det nu lige man får børn med stort selvværd. Vi tror jo selv vi gør hvad der er bedst for ham, men kan ind i mellem tvivle, især når vi kan se, at hans selvværd kan ligge på et meget lille sted. Om det er pubertet eller noget andre, der trykker, synes jeg kan være rigtig svært at finde ud af. Han har aldrig været særlig meddelsom og har egentlig indtil nu virket til at være en glad dreng, i fuld harmoni.

Men der er sket noget siden sommerferien. Hans klasse er blevet delt og der er kommet nye elever til fra en anden skole, som ikke har overbygning på. Han trives ikke længere og har stort set aldrig kammerater med hjem eller er hjemme hos klassekammerater. Han "leger" (mor man leger altså ikke i min alder ville han sige, hvis han så hvad jeg skrev:) oftest med sine brødre og deres kammerater. Det er der i og for sig heller ikke noget galt i, han kan jo sagtens være lidt umoden i forhold til dem på hans egen alder, men han er ked af det næsten hver morgen og har ondt i maven og kvalme. Det er eskaleret den sidste måneds tid og her efter ferien er det helt slemt.

I morges græd han og ville ikke afsted, hulkede at han bare gerne ville skifte skole. Jeg sendte de tre yngre afsted og lod hånt om tiden og satte mig og forsøgte at komme ind til sagens kerne. Fandt ud af at en af grundende var at han har fået et øgenavn, som han ikke bryder sig om. I starten syntes han måske det var meget sjovt, men nu vil han gerne bare have sin gamle klasse tilbage, for der var han bare Anders og det vil han gerne være igen. Vi brugte meget tid og igen og igen ville han bare flygte fra problemerne. At skifte skole, synes jeg måske ikke er den rigtige løsning. Det kan ganske vist være at han ikke har et øgenavn hæftet på sig, men af egen erfaring ved jeg, at det ikke nødvendigvis øger selvværdet og det synes jeg må være noget af det vigtigste. Jeg mener han er nødt til at tage fat ved roden og få sagt til sine kammerater, hvad det gør ved ham, men hvor er det da svært og hvordan ved man, hvad der er det rigtige. Jeg har valgt at tale med skolens trivselsperson og uden jeg kan sige, at jeg blev forbavset, så fortalte hun mig, at de faktisk har haft lidt kig på ham. Det er altså (heldigvis) åbenbart ikke kun mig, der er en overbekymret og pylret lille hønemor.

mandag den 25. oktober 2010

Typisk

Nu har børnene haft efterårsferie i en hel uge med regn, regn og regn. Så pling... i dag hvor de igen er begyndt i skolen er der det smukkeste vejr, med høj himmel og solskin. Ikke at jeg klager for jeg har fri de næste tre uger:) men jeg havde undt ungerne lidt bedre vejr i deres ferie.

fredag den 22. oktober 2010

Man har vel sin favoritplads

Det har i hvert tilfælde Dina. Hun elsker at sidde foran terrassedøren og kigge ud i haven. Det er bare det bedste. Hun holder efterårsferie sammen med børnene, men på mandag skal vi igen til hundetræning. Vi går til lydighedstræning Dina og jeg:) Det er så hyggeligt og hun er faktisk ved at være ret go'. Særligt hvis jeg har noget godt at lokke med, som f.eks. kylling eller pølse, så kan jeg få hende til stort set hvad som helst, det er skønt. Vores søde træner, Birthe, spurgte sidst om jeg ikke kunne tænke mig at komme til prøve med Dina... ØHH! Det havde jeg egentlig ikke tænkt på, men det kunne da være sjovt.
Birthe mente, at hvis vi træner lidt målrettet efter efterårsferien, så kan Dina måske få en fin bedømmelse, for hun er meget lydig. Der er dog lidt forskelligt at arbejde med, så det må vi i gang med. Hun er bl.a. ikke så god til at møde andre hunde, når vi går tur. Hun er overivrig og vil hilse på alt og alle, men når de så nærmer sig, så snerrer hun ad dem. Det er ikke godt, og det skal forsøges elimineret. Derudover skal hun være flinkere til ikke at trække i linen, når vi er ud at gå, det er blevet en dårlig vane, men skulle kunne trænes væk.
Der er lidt at arbejde med, og når vi har de ting på plads og hun har bestået en lydighedsprøve, så vil jeg nok måske prøve lidt ringtræning med hende, så hun kan komme på udstilling og blive avlskåret, men det er stadig kun tanker. Hun har en fin stamtavle og hendes far er kåret som champion ved flere udstillinger. Heiko og Sandra, som ejer den kennel Dina kommer fra siger, at hun ligner sin far, så måske hun har potentiale.

Hvis du går og tænker på at købe en hund af samme race (Coton de Tuléar), så kan du prøve at kigge på denne hjemmeside. Den ejes af Anne-Marie Kold, som er Kennel McMells danske kontaktperson. Anne-Marie har selv tre hunde, alle fra McMell, og hun har fået den ene af sine tæver avlskåret og efterfølgende parret. Luna, som tæven hedder venter hvalpe midt i december. Anne-Marie er medlem af Dansk Kennel Klub og hvalpene vil alle blive stambogsført.

onsdag den 20. oktober 2010

For små værelser

Drengene elsker ferierne. Der sover de nemlig gerne i samme værelse to og to. Men ind i mellem vil man nu gerne ligge alle fire på ét værelse. Det er dog ganske svært når der ikke er så mange kvm. at gøre godt med. Hvad gør man gå... - Ja, man kan jo bare lægge sin madras op ad døren ind til det værelse, hvor de 3 allerede har fundet en plads. En dybt sovende og snorkende Frederik opdagede ikke, at vi åbnede døren og trak madrassen lidt længere
ind i værelset, så han i det mindste kunne ligge ordentligt udstrakt. Ja, ja, de hygger sig de drenge, det er skønt de har det så dejligt sammen:)

fredag den 15. oktober 2010

Lige straks

...er der et tæppe klar til at sende til Christunte.

Bagefter skal jeg vist tilbage til lidt blå strik. Min Favour har ligget stille lidt for længe efter jeg måtte pille næsten halvdelen af ryggen op. Men først kalder Oslo med et vikariat her i weekenden.

torsdag den 14. oktober 2010

Posten

...havde et brev med til mig i dag. I brevet var disse fire små fine kræmmerhuse.

Kræmmerhusene er lavet af Eva og jeg har vundet dem i hendes give away. De er simpelthen så fint lavet og farverne er lige mig. Tak Eva:)

Troldegrenen, som hænger over mit gamle chatol i stuen havde ikke noget pynt for tiden, men nu kan kræmmerhusene råde bod på det.

onsdag den 13. oktober 2010

En, to, tre

Og så var det pludselig onsdag. De sidste dage er fløjet afsted. Fredag endte i en dobbeltvagt, hvilket betød at lørdag blev sovet væk, inden jeg igen skulle møde på arbejde lørdag eftermiddag. Søndag formiddag gik med kaffeslapperas hos venner og så var det sidste vagt i den arbejdsuge. Mandag hjalp jeg min mor med at servere for min mormor og hendes veninder. De var inviteret i anledningen af hendes 85 års dag som hun havde for en måned siden. Det var festligt. Min mormor mødes jævnligt med sine "sypiger", som hun kalder dem. Der er en på 90 og to på 96 år og jeg skal da lige love for at der er gang i de damer på trods af deres efterhånden høje alder. De hygger sig og hvor er det skønt at se:)

Så blev det tirsdag og Palle og jeg skulle på vores årlige hyggetur til Flensburg, hvor bilen skulle til eftersyn. Vi hilste på denne lille mops, som sad og tronede uden for en optiker. Vi blev enige om, at sådan en fin chaiselong skal vi da vist se om vi kan få til Dina:)

Men naturligvis ikke en tur til Flensburg uden et besøg her. Vi var der også sidste år, og her kan du se de billeder jeg tog den gang.

Det var ikke noget nemt valg, hvilken lagkage vi ville smage. Palle valgte et stykke med marcipan og ribs, oldemor, som var med i år, valgte et stykke gammedags kikskage og jeg valgte et stykke med marengs og mandariner. UHMMMM! hvor det smagte. Jeg glæder mig allerede til næste gang bilen skal til serviceeftersyn.

fredag den 8. oktober 2010

Stille fredag.


Naboens vimpel vinder kun lidt i dag. Dejligt jeg kan se den fra mit vindue, når jeg nu ikke selv har en flagstang. I går var der det smukkeste oktobervejr og i dag er det mere gråt, men trods alt tørvejr. Inden for er der tid for levende lys og en kop thé. Her er stille i dag. Hunden sover og jeg går bare og nusser rundt. Burde måske tage badeværelserne og svinge støvsugeren, og måske gør jeg det også lidt senere. Først skal der bages. Det er nemlig min tur til at have "noget" med til aftenskaffen, når jeg i eftermiddag skal på arbejdet. Måske bliver det de her. Jeg overvejer stadig.

torsdag den 7. oktober 2010

Et brag af en koncert

En oplevelse for livet, var det i aftes, da jeg var til koncert i Horsens med Helene Fischer. Hold nu op, hvor var det godt. Sjældent har jeg været så fyldt af glæde og i den grad manglet ord til at beskrive oplevelsen. Det kan jeg simpelthen ikke. Smukt, fantastisk, fedt, flot, prangende, vidunderligt, jamen jeg kan blive ved og ved. Hun synger simpelthen så fantastisk og med sådan en glæde og entusiasme, at det er en fryd og så er hun bare smuk. Vi sad helt bagest i salen. Selv om Palle bestilte billetter allerede i sidste efterår, så snart han hørte, hun kom til Danmark, så var der næsten udsolgt og vi måtte nøjes. Det kunne selvfølgelig have været dejligt at sidde lidt længere fremme i salen, så vi bedre havde kunnet se ansigtsudtryk osv., men takket være en storskærm bag scenen, kunne vi følge lidt med.

Vi havde på forhånd fået at vide, at man ikke måtte have kamera med, men men det viste sig at det var videokamera. Man måtte gerne tage billeder fra sin plads. Derfor er mine billeder taget med min mobiltelefon. De er selvfølgelig ikke blevet så gode, men man kan da få en fornemmelse af noget af showet.

Til sidst da der blev givet ekstra numre, måtte jeg bare ned og se hende live. Jeg listede ned til scenen og kunne her få et par rigtig godt billeder:) JUBII!!!

onsdag den 6. oktober 2010

Smuk opdagelse


Fik lidt tilfældigt øje på en smuk lille klase blomster på min Hoya. Jeg har haft planten i mange år, men det er første gang den blomstrer og hvilke smukke skønheder. Ganske små er de, men meget fine og helt porcelænsagtige. Det er dejligt med sådan en lille opdagelse. Jeg er ikke specielt god til stueplanter, for jeg glemmer at vande dem. De skal kunne holde til kraftig tørke her hos mig og det er næsten kun når rødderne begynder at kravle hen over gulvet for at finde ud til en vandhane, at jeg kommer i tanke om at de vist skal have en lille tår. Men jeg elsker smukke ting, så hvis de ikke overlever min voldsomme udtørring, så anskaffer jeg gerne nye og helst af den slags der blomstrer som min smukke Hoya.

tirsdag den 5. oktober 2010

Glæder mig som et barn til jul

Jeg skal til koncert i morgen. En koncert jeg har glædet mig til i næsten et år. Nu er det endelig nu og jeg er sikker på det bliver en fantastisk oplevelse. Jeg har i mange år været forfalden til tysk folkemusik og har været til flere musikfestivaller i Østrig. Det har hver gang været helt vidunderlige oplevelser. Vi har været bænket på lange bænke ved lange borde i store telte og stemningen har været ubeskrivelig formidabel. Denne gang er det dog lidt anderledes. Det er i Horsens Arena og vi skal se og høre Helene Fischer. En kvinde med usædvanlig mange talenter. Hun synger guddommeligt Skulle du have lyst, kan du høre hende ved at klikke på billederne her under.

Ovenstående klip er fra Helene Fischers nyeste CD

Ovenstående og nedenstående klip er fra nogle tv-shows Helene Fischer har optrådt i. De viser noget af hendes alsidighed.

Nej hvor jeg altså glæder mig:)

fredag den 1. oktober 2010

Fredagspause


Jeg holder pause lige nu. Der er dømt rengøring i dag, så vi kan slappe af i weekenden. Det går dog lidt langsomt, for jeg er blevet noget så forkølet og laver stort set ikke andet end at nyse og pudse næse. Heldigvis har jeg ikke feber længere og ørepinen, der har plaget mig de sidste par dage er også forsvundet igen. Så mon ikke det har kulmineret. Det håber jeg. Jeg var ude og plukke de sidste få friske lavendler ind fra haven og de står nu, så jeg kan nyde synet af dem, mens hæklenålen udfylder pausen på fornuftig vis. Der laves tæpper til fordel for Neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital efter dette koncept. Jeg skal bare lige lave én lap mere, så kalder rengøringen vist igen, hvis jeg ellers kan få mig trukket op:) God weekend.