torsdag den 26. november 2009

Julen flytter ind

Nu er han på plads, min gamle julemand. Han står i gangen og byder velkommen til hvem der nu skulle finde på at komme her forbi i december. Med ham flytter også julen ind hos os. Det er noget af det bedste jeg ved, når jeg kan finde kasserne med julepynt frem her omkring 1. december. Vi pynter altid til den 1. december eller 1. søndag i advent, hvis den som i år falder i november - det er jeg bestemt ikke ked af.

I år er julemanden dog ikke lige velkommen hos alle, Dina har brugt næsten en ½ time på at stå og gø ad ham, men nu tror jeg hun har fundet ud af, at han ikke vil hende noget slemt, jeg kunne da fange hende sammen med julemanden på dette billede. Gad vide hvordan hun reagerer, når vi henter juletræet ind i stuen...

onsdag den 25. november 2009

Julekalender pakkeleg

Jeg er flere gange stødt på noget der her i "blogland" kaldes "give away". Det går i sin enkelthed ud på at en blogger af den ene eller anden grund udlodder en gave og man kan deltage i lodtrækningen ved at skrive en kommentar eller henvise til pågældendes side. I bund og grund er det vel i håb om at flere har lyst til at læse med på den pågældende blog. Jeg synes det er en sød idé, hvem vil ikke gerne have flere læsere. Lavendel har valgt at gøre det på en lidt anderledes måde, idet hun udlodder en gave hver dag i hele december indtil juleaften, altså en lille pakkekalender, det er da sjovt og jeg vil i hvert tilfælde gerne deltage.

tirsdag den 24. november 2009

Jeg er spændt

på hvordan et halvt mini kongerige tager sig ud i de nye Zauberball farver. De nistrede kaldes crazy og de er købt lige her. Jeg er fuldstændig vild med den i grønne og brune nuancer, den hedder flodseng.

Jeg ved endnu ikke rigtig hvad jeg synes om det, når det bliver strikket til et tørklæde måske bliver det ok, og måske er det i grunden bedst egnet til strømper, vi får se, jeg fortsætter i hvert tilfælde.

Indtil videre foretrækker jeg vist alligevel de klassiske farver, som jeg synes er mere rene, den brombærfarvede er blevet rigtig flot lige som den i brændte farver er det.

mandag den 23. november 2009

Mon resten går fri?

Så er der endnu et sygt barn i huset. Denne gang er det Anders. Han hoster som en søløve, men har dog ikke rigtigt haft feber, måske lidt de sidste par eftermiddage, men ikke særlig høj. I morges var han forholdsvis frisk og ville gerne i skole, fordi hans klasse var udtaget til at skulle have en national test i matematik, og den ville han nødigt misse. Det skulle lige have været mig i hans alder. Jeg er sikker på, at jeg ville have gjort hvad som helst for at undgå en sådan test. Men godt han ikke ligner sin mor på det punkt han bliver nemlig ikke sådan nervøs ved prøver og tests osv. Og matematik er nok også en af hans stærke sider. Men, men, men på trods af pligtopfyldenhed blev der ringet hjem fra skolen her til middag. Hans klasselære ville gerne sende ham hjem, for hun syntes altså, at han hang for meget med næbbet, så ikke nogen test til den unge mand i denne omgang.

fredag den 20. november 2009

Færdige hatte

Så blev de helt færdige, mine hatte fra SandnesGarn. De er pyntet med Canto. Jeg har hæklet en lang snor, svarende til hattens omkreds, og fæstnet den gennem de dertil lavede huller op bag på hatten.

Jeg beklager rigtig meget den forringede billedkvalitet på modellen, spejle er altså ikke hvad de har været.

Jeg gør det næsten aldrig

Men i dag blev jeg fristet. Jeg blev fristet af den lækre jødekage, som står godt gemt bag thé kruset. Det er ellers umådeligt sjældent jeg spiser morgenkager, men i dag blev jeg lokket af duften.

Jeg har været tidligt oppe i dag. Christian skulle nemlig til øre, næse, halslæge her til morgen og for at han ikke misser for mange timer i skolen, havde jeg bedt om at have bilen i dag. Det betyder jeg må stå tidligere op end jeg normalt gør, for at køre Palle på arbejdet. Christian døjer meget med at han bløder fra næsen og det er ret voldsomt i perioder. Sidste år i januar fik han et blodkar ætset og det har hjulpet en del. Den sidste tid er det dog tiltaget igen, så vi måtte ind til endnu en ætsning. Heldigvis vidste han hvordan det foregår, så han var ikke bange denne gang, det var han sidst. Jeg forstår ham godt, jeg var selv rædselsslagen som barn, når jeg skulle til øre, næse, halslæge. Det er slet ikke sjovt at være bange.

Nå men vores søde og rare ørelæge holder til inde på Budolfi Plads i Aalborg og vi parkerede inde på en stor p-plads lige ved siden af. P-pladsen ligger oven på en Superbrugs med eget bageri, hvorfra der kom den lifligste duft... Det endte derfor med at ikke kunne modstå fristelsen til at købe en "lille" morgenkage.

I går var jeg her inde efter thé for mine dåser er efterhånden tomme. Så nu vil jeg sætte mig og nyde et krus dejlig varm julethé som selvfølgelig skal drikkes i et julekrus. Jeg synes godt jeg kan tage lidt forskud på glæderne, for pludselig er den her jo den dejlige jul, og i næste weekend er det 1. søndag i advent.

torsdag den 19. november 2009

En lille prinsessehund

Nu med spænde i håret. Jeg er bange for det efterhånden bliver en udgiftspost, med de spænder. Af en eller anden grund får Dina altid rystet de spænder af sig, hun får i toppen og selvfølgelig altid når vi er ud at gå. Jeg har også forsøgt med elastikker, men det er pelsen endnu alt for fin til, for de glider ud. Hun er i den henseende ikke nem at arbejde sammen med, for hun er af en helt anden opfattelse end mig, når jeg synes hun skal øve sig i at gå med spænder. Jeg nåede dog lige at få et billede af hende med spænde, inden det blev moslet af.

En lykønskning

Hvis du ikke i forvejen kender Liselotte, som slagter hellige køer, så synes jeg du skulle kigge forbi hendes blog ved lejlighed. Hun er fantastisk inspirerende og jeg ved, at rigtig mange læser med hos hende hver dag. Hun tager de skønneste billeder og beskriver sin hverdag, så man nærmest føler, man har været med selv. Jeg tror hun er grunden til at mange prøver kræfter med at blogge, mig selv inklusive, hun er vist nærmest en "guru". I dag har hun fødselsdag og hun skal selvfølgelig have en lykønskning med på vejen herfra.

tirsdag den 17. november 2009

Når man nu er i gang

Jeg har fået denne søde lille dåse, med den dejligste jule-frugtthe i gave. Og nu kan jeg altså snart ikke vente længere. Jeg elsker julen og alt hvad der har med jul at gøre, lige fra farverne, lysene, duftene, kuglerne, nisserne, englene, sangene og salmerne og og og ... jeg kunne blive ved. Vi er over halvvejs i november nu og 1. søndag i advent er lige rundt om hjørnet, så jeg er tyvstartet med en kop dejlig varm jule-frugtthe og lidt julemusik som behagelig baggrundsstøj, mens jeg skriver min ønskeliste. Jeg bliver nemlig aldrig voksen i den henseende. Jeg elsker gaver, både at give dem og at få dem.

En af dem som skal gives væk er ved at være færdig, det er nemlig den beigefarvede filthat, jeg strikkede i weekenden, og da jeg nu var i gang, kunne jeg jo lige så godt strikke en mere til mig selv også, den blev så i gammelrosa, som, hvis nogle skulle være i tvivl, er min yndlingsfarve.

Efter en tur i vaskemaskinen er dette så resultatet. Hatten er strikket i Fritidsgarn fra SandnesGarn. Den er strikket på pinde nr. 7, og opskriften er også fra SandnesGarn fra hæftet: Tovning Tema 06

Nu mangler der så bare lidt pynt, men hattene skal lige være tørre.

mandag den 16. november 2009

Lang ventetid

At få trillinger, har for os ikke været helt uden omkostninger. Ikke nok med at der kom tre på én gang, men Oliver var født med et misdannet bækken, som bl.a. har betydet at han ingen endetarmsåbning havde og straks efter fødslen måtte overflyttes til Odense Universitetshospital, hvor han skulle have lavet en stomi. Så da jeg kom fra opvågningen fik jeg at vide, at Palle skulle køre med Oliver til Odense samme aften kl. 19.00. Jeg var jo stadig noget omtåget efter at have været i fuld narkose og jeg kan huske jeg tænkte; kan vi da ikke snakke om det i morgen. Det kunne vi jo ikke og da jeg endelig var vågnet helt op, ja så var Palle og Oliver på vej afsted.

Det var hårdt at blive skilt på den måde. Jeg var tilbage i Aalborg med de to andre, som jo også var meget små og havde brug for intensiv pleje og der foruden havde jeg jo også Anders. Jeg ved ikke hvordan jeg klarede det, men med stor hjælp fra mine forældre, overlevede vi da trods mange bekymringer undervejs, med en lille bitte baby, som ikke engang vejede 2 pakker margarine, og som skulle i fuld narkose og have hele maven skåret op. Han fik flere små urinvejsinfektioner undervejs, da endetarmen endte som en fistel nede i blæren og det gjorde det ikke bedre at Oliver var blevet opereret forkert. Man havde lagt den oppefrakommende tarm og den nedadgående tarm ud i samme stomi og sådan havde overlægen ikke bedt om at få det lavet, han ville have haft skilt de to stykker og lagt dem ud i hver sin stomi. Netop for at undgå at der kunne komme afføring ned i fistlen til blæren. Desværre var han ikke på vagt og var kun kommet ind for at tilse Oliver. Men sket var sket og Oliver var for lille til en ny stor operation allerede på det tidspunkt. Man ville ikke operere ham igen før han vejede over 3 kg. Oliver og Palle kom hjem til Aalborg igen efter 13 dage og det var bare dejligt, endelig at kunne give frit løb for alle følelserne i hinandens arme.

I de efterfølgende år har Oliver været opereret mange gange og han har ikke haft stomi siden han var ca. 1 år gammel. Da han blev 5 år og stadig havde sivende afføringer, fordi den yderste lukkemuskel stort set mangler, var vi Odense for at lære at lave tarmskylning på Oliver, så han på den måde kunne blive renlig og fri for at gå med ble. Det var stort for ham, men det har haft sin pris også, for det er ikke noget han selv kan og det er ikke let at lade andre gøre det heller, det bryder han sig ikke om. Så det har altid været enten Palle eller mig der har foretaget udskylningen, hver eneste dag én gang om dagen, for at undgå uheld og ble. I perioder har der skullet en god portion overtalelse eller pædagogik til og han har haft dage, hvor han har været meget meget ked af at være anderledes. Han har oplevet, for ham, pinlige situationer, hvor det er "gået galt" hos legekammerater. Og når det har været helt slemt, så er jeg bare verdens værste mor, for det er iflg. Oliver, min skyld, at han er født "sådan" og hvorfor kunne det ikke bare være én af de andre. Det er slet ikke sjovt for ham og jeg forstår godt det kan være svært for at barn at acceptere, at man ikke er som alle andre, når man ellers er en kvik og aktiv dreng, som ingen kan se på, at man har et misdannet bækken.

Nu er Oliver jo så imidlertid blevet 10 år og går i 3. klasse. Jeg ved, at klassen næste år skal på lejrskole i tre dage. Hvad er det så lige vi gør???

Da Oliver gik i børnehave og var på koloni, kørte vi altid op på kolonien og fik "skyllet" Oliver. Vi havde et tæt samarbejde med pædagogerne og den første dag blev Oliver valgt til at hjælpe med madlavningen, mens de andre børn gik en tur. Den blev lige vendt til Olivers fordel, som heldigvis var vildt stolt af, at han måtte blive hjemme i hytten og hjælpe de voksne. Pædagogerne havde nemlig erfaring for, at hvis en forældre dukkede op den første dag, så ville alle børnene pludselig hjem, fordi det for mange af dem var det første gang de skulle sove et fremmed sted uden mor og far, så det var jo ikke nogen god idé, hvis jeg kom og spolerede den gode stemning.

Nu er det imidlertid en lidt anden situation, fordi Oliver er blevet så gammel som han er. Derfor ringede jeg for ca. et års tid siden til Odense, for at få en samtale med "vores" overlæge, som i mellemtiden er blevet proffessor. Dengang lovede man, at få lægen til at ringe, så snart det var muligt. Den opringning kom så i lørdags... - Han må godt nok være en travl mand den proffessor.

Vi fik vendt Olivers situation og lægen har givet os lidt at tænke over mht. Olivers fremtid. Det de har mest og bedst erfaring med, er nemlig at disse børn, der har medfødt høj anal atresi, som det så fint hedder, får lavet en lille skyllestomi på maven ved tyktarmens start, som de så selv kan lære at skylle sig gennem, på den måde bliver man uafhængig af at være nødt til få hjælp at andre. Lægen ville prøve at kontakte en familie, som har et barn, der har fået foretaget dette indgreb, så vi og Oliver kan tale med barnet og familien og evt. se hvordan det foregår. Så må vi se, om vi kan få Oliver med på endnu en operation.

Mon vi også skal vente et år på den kontakt???

torsdag den 12. november 2009

Inden længe er det jul

Den røde må vente. Det er nemlig lige straks jul, og jeg skal nå at fabrikere et par julegaver. Har lige bestilt Zauberball til endnu et par mini kongeriger, som gerne skal være færdige inden jul, mens jeg venter på de ankommer, har jeg kastet mig over det ene nøgle Zauberball, jeg havde liggende, som egentlig var tiltænkt mig selv, men nu får vi se. Jeg er også begyndt på en hat, som skal filtes, den bliver så fin, bare vent og se. For et par år siden solgte jeg en del af dem til mine kollegaer. En vældig populær model. Den kommer naturligvis til at kunne ses her på siden, snart vil jeg tro, for den er strikket på pind 7, så det går rimelig hurtigt.

onsdag den 11. november 2009

Endelig!

Efter tre opkald til lægen var der endelig svar og der er heldigvis ingen griseri hos os i denne omgang, bare en ganske almindelig influenza, som dog holder de to som er ramt, godt og grundigt nede. De får lidt ekstra kærlig moderlig nursing, mon så ikke de snart er på højkant igen:)

Åh, nej!

To børn har lagt sig med influenzasymptomer. Feber, hoste og ondt. ØV! Oliver startede allerede i går morges og var hjemme fra skole. Jeg ringede til vores læge, ikke fordi jeg er specielt bekymret for mine drenge, de skal nok klare en smule influenza også selvom den skulle være opstået hos svin, men mere fordi jeg føler et stort ansvar i forhold til mine meget små patienter på arbejdet. Hvis jeg selv skulle få symptomer, er det jo ikke helt lige meget hvilke forholdsregler jeg tager. En almindelig influenza er i det tilfælde ikke helt så fatal som influenza A. Ikke fordi jeg ikke i forvejen passer på, mere fordi jeg jo kunne gå hen og blive sløj, mens jeg er på arbejdet.

Tilbage til vores læge, som kunne fortælle at der er influenza A i byen og i særdeleshed på skolen, så han var ikke specielt interesseret i at Oliver kom hen til ham. Jamen jeg har brug for at få ham podet, så kan jeg vel gøre det selv, hvis jeg kan hente et podesæt hos dig, sagde jeg. Godt man kan selv. Men var det ikke for de kære små pus på neonatalafdelingen, var det jo i og for sig heller ikke vigtigt at vide om det drejer sig om det ene eller det andet. Jeg kan bare konstatere at vi er ramt af influenza og i eftermiddag får vi svar på om det er den "grisede".

tirsdag den 10. november 2009

Den er slet ikke til at undvære

Det er mobiltelefonen jeg taler om. Vi fik vores første mobil telefon først i 90'erne. Den var på størrelse med en mursten og havde en antenne der kunne trækkes ud. Den gang brugte vi den ikke særlig ofte, og den var til fælles brug. Det gik fint og den var da meget rar at have med, når vi skulle ud og køre langt i vores gamle Opel Kadett. Senere hen omkring årtusindskiftet, tror jeg, fik vi så hver sin. Det var da også meget rart, men jeg begyndte først for alvor at bruge min mobilos, da jeg startede på sygeplejeskolen. Her var jeg jo sammen med mange unge mennesker og vi arbejdede ofte i grupper og havde brug for hurtig at kunne give hinanden besked osv. Nu er den så slet ikke til at undvære. Jeg har som så mange andre haft flere forskellige mobiltelefoner, men har forsøgt på at undgå at skifte nummer alt for mange gange.

Hvorfor al den snak om mobiltelefoner?, Jo, jeg har lige fået en ny en af slagsen. Det er 2½ år siden jeg sidst skiftede og i den tid, tror jeg Palle har skiftet i hvert tilfælde 3 gange. Jeg har egentlig aldrig været særlig glad for den jeg har, for den har altid opført sig underligt. Den kunne finde på at gå ud lige pludselig, selv om den var fuldt opladet eller pludselig stod der i displayet at jeg skulle indsætte simkort eller at der ikke var registreret noget simkort. Nu er jeg blevet så tilpas irriteret over det, at jeg endelig har fået købt mig en ny, og heldigvis med det samme nummer, som jeg næsten altid har haft.

Har du også en eller anden form for forhold til din mobiltelefon?

mandag den 9. november 2009

Dejligt med et par fridage

Jeg skal ikke møde på arbejdet før på fredag og hele huset er muget ud i forbindelse med weekendens fødselsdag, så der er dømt strikketøj til mig resten af dagen. Det kan nemlig sagtens forenes med vaskemaskinen. Skal bare lige en lille tur ud med Dina, hun er ved at få sine faste rutiner.

Et besøg værd

Jeg er blevet anbefalet denne side. Der er de skønneste hjemmestrikkede pulsvarmere. Er du til romantik, så tag et lille kig. Der er så smukke billeder og så er der udskrevet en lille konkurrence.

søndag den 8. november 2009

Taknemmelighed

...kan vises på mange måder.

Min far fik for godt 6 uger siden et nyt knæ. Det sivede meget fra såret den første uges tid og med en fortid i hjemmesygeplejen, var det vel naturligt, at jeg tilså ham og skiftede forbinding, når det var påkrævet. Ligesom jeg fjernede agrafferne da de skulle ud. Hvorfor skulle han dog tage helt ind til lægen i Aalborg bare for det, når vi bor så nær hinanden. Jeg ville gerne, synes faktisk det var lidt spændende at følge med og såret helede rigtig flot. Mens min far har gået sygemeldt hjemme og været lidt "halv invalid" har Palle hjulpet med at sætte vinterdæk på mine forældres bil, da min far ikke lige kunne komme afsted med at gøre det selv. Da vi så skulle på ferie, ja så bliv lille Dina passet af mormor og morfar. Jeg synes det skønt at man på den måde kan hjælpe hinanden.

Men så i går, da vi havde holdt familiefødselsdag for Oliver, Christian og Frederik stod der pludselig en gave til mig og Palle. Som tak for hjælpen, sagde min far.

Gavens indhold var disse Trip Trap årsnisser fra Etly Klarborg. Jeg er bare så vild med de nisser og blev naturligvis rigtig glad. Tak mor og far:-) Men det var slet ikke nødvendigt, vi vil gerne hjælpe, for vi får også og har ofte, især tidligere, fået stor hjælp fra mine forældre.

fredag den 6. november 2009

Imponerende...

...hvad 19 børn i 9-10 års alderen kan nå at omsætte på ca. ½ time.

Vi holdt børnefødselsdag hele eftermiddagen i går og formiddagen var brugt fornuftigt i køkkenet. Der blev bagt boller.

Faktisk 48 stk. Jeg skulle jo være sikker på der var nok. Så det blev dobbelt portion.

Så blev der bagt brunsviger.

En hel bradepande, som efter afkøling skulle pyntes på behørig vis med glasur og slik. Den skulle gøre det ud for en kagemand. Væsentlig billigere end hvis den skulle købes hos bageren og efter min mening faktisk ikke så lidt bedre.

Endelig blev der bagt en hel bradepande banankage efter fødselsdagsbørnenes ønske.

Den skulle pyntes så den kom til at ligne en fodboldbane.

Det gik da vist egentlig meget godt.
Jeg er i hvert tilfælde ikke det mindste i tvivl om at det smagte ungerne, for der var faktisk kun 5 boller tilbage, 6 små stykker "kagemand" og en kvart banankage. Der ud over blev der drukket 7 liter kakao med flødeskum af 1 liter piskefløde, gad vide om de børn var sultne da de skulle spise aftensmad:-)

torsdag den 5. november 2009

Ikke to fødsler er ens

Jeg tror enhver kvinde som har født kan huske fødslen, eller i hvert tilfælde omstændighederne omkring den. Jeg husker tydeligt en fredag formiddag for ti år siden. Jeg var indlagt til aflastning i min trillingegraviditet og jeg var lige netop 30 uger henne. Om morgenen havde jeg været til scanning og kl. 10, da der var stuegang, var lægen knap kommet ind på stuen før meldingen lød: Ja, vi tager dem så ud i dag.... I dag! Jamen det er jo alt for tidligt.

Der var dårlig blodgennemstrømning i den ene navlesnor og det ene barn fik ikke næring nok, det var bedst de kom ud nu, så der ikke skulle opstå nogle kedelige komplikationer. Og sådan blev det. Jeg fik ringet efter Palle i en fart og sagde til ham: De tager dem ud i dag, hvor hurtigt kan du være her?
Herefter gik det stærkt. Jeg skulle have født i lokalbedøvelse, men desværre blev epiduralblokaden lagt skævt ind, så jeg blev kun bedøvet i den ene side og måtte derfor desværre i fuld narkose, men Palle var vidende til at vores lille drengetrekløver kom til verden klokken 13.56, 13.57 og 13.58.

Og det var én

og det var to

og det var tre

Et skønt lille trekløver som skulle komme til at bringe os rigtig megen glæde men naturligvis også bekymringer.

Det var ikke barselsgaver der manglede

Her er så de kære små pus, dengang, for 10 år siden

Og i dag 10 år gamle;-)

onsdag den 4. november 2009

Umiddelbart kan jeg finde tre...

...Jeg henter lige en læge. Sådan lød ordene fra en sygeplejerske for mere end 10 år siden, da jeg blev scannet 12 uger henne i min graviditet. Og så gik hun.

Jeg tror ikke jeg er i stand til at sætte ord på hvordan jeg havde det efter den melding. Palle var den første til at åbne munden og hans reaktion var: Åh nej, så er bilen for lille. Er det ikke typisk for en mand. Ikke at jeg ikke kan følge ham, for vi havde lige købt vores første og eneste helt splinter fabriksnye bil - en Opel Astra, mørkeblå metallak og i luksusudgave med læderrat og træpaneler, jo den var da flot. Men det var en bil og vi ventede trillinger.

Vi havde meget blandede følelser begge to ved den scanning, og da lægen efter scanningen havde konstateret, at der altså kun var de tre og at det så ud til de var enæggede, tilbød han at vi kunne få foretaget en fosterreduktion. Vi var stille et øjeblik, men efter en lille ordløs diskussion blev vi enige om, at det ville vi ikke tage imod. Moder natur havde spillet os et pus og besluttet at vi skulle have tre på én gang, og skulle det alligevel ikke være sådan, så måtte moder natur også klare den.

Da vi skulle have Anders havde vi kæmpet for sagen i næsten 3 år og jeg havde nået at få én enkelt hormonkur og ægløsnende indsprøjtning uden resultat. - vi klarede den selv mens fertilitetsklinikken holdt sommerferie. Så vi turde ikke vælge nogen fra, vi kunne jo risikere at det kalium de ville sprøjte ind i hjertet på den som ikke skulle have været der, kunne vandre gennem moderkagen til de andre, for så at ende med at der slet ikke var nogen børn alligevel. Tak, men nej tak.

Vi tog udfordringen og i morgen er det 10 år siden vores tre små dejlige drenge kom til verden, 10 uger før termin.

tirsdag den 3. november 2009

Jeg får da lidt fra hånden

Også mit Geilske topstykke er langt om længe blevet færdigt. Jeg har faktisk været færdig i et par uger, men jeg fik den ikke skyllet op inden jeg tog på ferie. Det er så gjort nu, og jeg synes faktisk selv det er blevet et godt resultat.

Jeg har strikket mit topstykke i str. L, og var meget spændt på om jeg kunne svømme i den, da jeg har hørt, at den godt kan være lidt rigelig i forhold til størrelsen, men min passer perfekt til mine mål. Når man er lidt rund omkring hofterne, synes jeg ikke den må sidde for stramt, så hellere lidt løs andre steder også. Jeg havde også hørt, at kanten for neden gerne ville flane lidt, så jeg valgte at lukke af med en rullekant, som hverken strammer eller flaner, og dét er blevet godt, den sidder bare lige i øjet. Endelig har jeg lavet mit topstykke ca. 30 pinde længere end foreskrevet i opskriften. Jeg vil gerne bruge den over et par gamacher, og synes den var lige kort nok til det, så det hjalp med de ekstra omgange og jeg havde rigeligt med garn.

Den er virkelig blevet skøn og bliver helt sikkert blandt favoritterne har i vinter for den er dejlig varm.

Det var så det

Mit halve minikongerige, skyllet og spændt op, næsten klar til brug. Det kommer til at hænge på mit uafbrudt her i vinter. Godt jeg har endnu et nøgle Zauberball liggende til et tørklæde mere, for det er så lækkert og blødt at det er værd at anbefale.

Så smukke er farverne ude i dagslys, det ligner næsten brændte mandler.

mandag den 2. november 2009

Rengvejrsdag i november

Jeg elsker bare den sang og den passer lige på dagen.

Jeg vil male dagen blå, med en solskinsstribe på. Vælge lyset frem for skyggen, gi' mig selv et puf i ryggen, tro på alting, selv på lykken. Jeg vil male dagen blå.

Jeg vil male dagen gul, solen som en sommerfugl. Sætter sig på mine hænder, alle regnvejrsdage ender, der står maj på min kaldender. Jeg vil male dagen gul.

Jeg vil male dagen rød, med den sidste roses glød. Jeg vil plukke kantareller, løvetand og brændenælder, leve i det nu der gælder. Jeg vil male dagen rød.

Jeg vil male dagen grøn, dyb og kølig flaskegrøn. Sætte tændte lys i stager glemme rynker, dobbelthager, håbe på mit spejl bedrager. Jeg vil male dagen grøn.

Jeg vil male dagen hvid, nu hvor det er ulvetid. Købe franske anemoner, for de sidste 20 kroner, lytte til Vivaldis toner. Jeg vil male dagen hvid.

Jeg vil male dagen lys, strege ud og sætte kryds. Jeg har tusind ting at gøre klokken elleve femogfyrre, blev november hængt til tørre. Jeg vil male dagen lys.