Hjertesuk

En glad dreng, kan rigtig hurtigt blive en ked dreng. Han er et rigtigt ønske barn. Vi brugte tre år på at få ham og var vildt lykkelige da han endelig blev en realitet. Han var elsket fra det første øjeblik han trak vejret og vi vil stå på hovedet for ham. Men hvordan er det nu lige man får børn med stort selvværd. Vi tror jo selv vi gør hvad der er bedst for ham, men kan ind i mellem tvivle, især når vi kan se, at hans selvværd kan ligge på et meget lille sted. Om det er pubertet eller noget andre, der trykker, synes jeg kan være rigtig svært at finde ud af. Han har aldrig været særlig meddelsom og har egentlig indtil nu virket til at være en glad dreng, i fuld harmoni.

Men der er sket noget siden sommerferien. Hans klasse er blevet delt og der er kommet nye elever til fra en anden skole, som ikke har overbygning på. Han trives ikke længere og har stort set aldrig kammerater med hjem eller er hjemme hos klassekammerater. Han "leger" (mor man leger altså ikke i min alder ville han sige, hvis han så hvad jeg skrev:) oftest med sine brødre og deres kammerater. Det er der i og for sig heller ikke noget galt i, han kan jo sagtens være lidt umoden i forhold til dem på hans egen alder, men han er ked af det næsten hver morgen og har ondt i maven og kvalme. Det er eskaleret den sidste måneds tid og her efter ferien er det helt slemt.

I morges græd han og ville ikke afsted, hulkede at han bare gerne ville skifte skole. Jeg sendte de tre yngre afsted og lod hånt om tiden og satte mig og forsøgte at komme ind til sagens kerne. Fandt ud af at en af grundende var at han har fået et øgenavn, som han ikke bryder sig om. I starten syntes han måske det var meget sjovt, men nu vil han gerne bare have sin gamle klasse tilbage, for der var han bare Anders og det vil han gerne være igen. Vi brugte meget tid og igen og igen ville han bare flygte fra problemerne. At skifte skole, synes jeg måske ikke er den rigtige løsning. Det kan ganske vist være at han ikke har et øgenavn hæftet på sig, men af egen erfaring ved jeg, at det ikke nødvendigvis øger selvværdet og det synes jeg må være noget af det vigtigste. Jeg mener han er nødt til at tage fat ved roden og få sagt til sine kammerater, hvad det gør ved ham, men hvor er det da svært og hvordan ved man, hvad der er det rigtige. Jeg har valgt at tale med skolens trivselsperson og uden jeg kan sige, at jeg blev forbavset, så fortalte hun mig, at de faktisk har haft lidt kig på ham. Det er altså (heldigvis) åbenbart ikke kun mig, der er en overbekymret og pylret lille hønemor.