torsdag den 20. december 2012

Højt at flyve, dybt at falde

Mange gange har jeg tænkt på denne min blog de sidste godt tre måneder. Jeg blev i september ramt af en depression udløst af stress. Det har været en hård omgang og jeg var totalt færdig. Tappet fuldstændig for kræfter og uden overskud til noget som helst. L A N G S O M T er jeg ved at kæmpe mig tilbage. Jeg har fået hovedet lidt op igen, men har stadig problemer med koncentrationen og "rod i hovedet", der giver træthed og ind i mellem søvnbesvær. Men jeg er på vej og jeg skal nok komme helt op og stå igen. Visse ting i mit liv vil dog blive forevigt forandret. Bl.a. kommer jeg sandsynligvis ikke til at lave blogindlæg så ofte som jeg tidligere gjorde. I første omgang vil jeg prøve om jeg har overskud til at lave et enkelt indlæg om ugen. Det vil ikke blive på nogen fast dag, men når jeg føler mit overskud til det er tilstede. Er du én af dem, som stadig kigger forbi i ny og næ, så er jeg oprigtigt glad for, at du måske stadig har lyst til at læse med. Inden jeg begiver mig ud i dagen, vil jeg lige ønske jer derude en rigtig glædelig jul.