torsdag den 23. december 2010

Helt klar

kun to datoer tilbage på kalenderlyset, og den ene er snart væk også. Vi er klar. Der er i dag lavet konfekt til den store guldmedalje. En fantastisk måde at få tiden til at gå på for de utålmodige unger, der regerer her i huset. I aften kommer mormor og morfar og får gløgg og hjemmebagte småkager. De kommer nok også til at få lov til at smage konfekten, der er rigeligt til juledagene. Inden de går hjem igen, får de pakker med, for i år skal vi være sammen med farmor og farfar juleaften.

Tilbage er der blot at ønske alle I som skulle kigge her forbi, en rigtig glædelig jul.

onsdag den 22. december 2010

Fangeleg i sneen

Når dagene kortes og året hælder,
og sne og mulm over landet vælder
Når børnene tæller på datolys
og konen bager klejner og kys.
Gør rent og regerer og intet skåner
da er julens tegn i sol og måner.

Børnene har fået juleferie og tiden er lidt lang. Det kan ikke blive fredag hurtigt nok. Heldigvis er sneen stadig løs og lækker og ikke tung og våd, så der leges ind i mellem i haven og selv Dina er helt vild med sneen. Hun elsker det og er næsten ikke til at lokke ind igen, hvis hun først slipper ud.

Jubii, jeg fik lov at komme ud. Skal lige undersøge sneen.

Hov, der kom én, jeg prøver lige om jeg kan fange ham.
Jeg kan let fange dem, men de kan ikke fange mig:)))
Øv øv, Frederik var hurtigst, han fik mig. Slip mig, jeg vil ned igen...

fredag den 17. december 2010

Pullerværk

Dagene går og snart er det jul. Egentlig er jeg næsten klar. Gaverne er købt og småkagerne er bagt, julehilsnerne ryger i postkassen efter weekenden, så for min skyld kan det godt blive jul. Men der er stadig et par ting jeg gerne vil have lavet inden jul, hvis jeg når det, det er absolut ikke et must, men det ville være hyggeligt med lidt hjemmelavet konfekt eller hjemmelavede kransekagestykker, nu får vi se. Lige nu synes jeg ikke rigtig, at jeg når noget. Kender du det. Hvis du bliver spurgt: Hvad har du så lavet i dag?...- Mit svar ville være...øhhh!...Joo...Jeg har vasket et par maskiner vasketøj, fået det tørret og lagt sammen, skrevet et par julekort og bagt boller - det er min tur til at medbringe til aftenskaffen på arbejdet. Men strikkepindene... bare de ikke visner. Jeg har en lille køretrøje på pindene, som skal bruges til barselsgave og af futterne mine drenge har bestilt er kun et par strikket men ikke monteret og filtet. SUK!! Det bliver kun til noget pullerværk. Men bollerne, de er lækre skulle jeg hilse og sige. Det er juleboller, som indeholder farin, kanel, nelliker og kardemomme, her dufter skønt af jul. Så må min trang til at begrave mig i strikketøjet vente, for jeg skal altså lige være helt klar, der er jo kun en uge igen:)

onsdag den 15. december 2010

MUS

Eller Medarbejder-Udviklings-Samtale. Sådan en skal jeg til i morgen. Jeg har fået et fint skema med en farlig masse spørgsmål eller punkter, der skal besvares eller overvejes inden, så det går min tid i dag med. Jeg har kigget på dem over flere gange, men lægger det af en eller anden grund fra mig.

Første punkt er evaluering af sidste udviklingssamtale. Det er let nok, jeg har ikke tidligere været til en, så der kan jo ikke kommenteres en helt masse på det.

Næste punkt er arbejdsområder og vilkår. Her er flere underpunkter, så det skulle da nok være muligt at komme med et par synspunkter. Herefter er der et par punkter om samarbejde, igen efterfulgt at et par stykker om kompetenceudvikling og fremtidsmål.

Jo, jo, der er nok at tage fat på. Jeg synes det er en god idé med sådanne samtaler, specielt, hvis man ikke føler sig helt tilfreds i sit arbejdsliv. For mit vedkommende er et sådan, at jeg kun har været i faget i 4 år og er ganske godt tilfreds som tingene er lige nu. Jeg har ikke behov for at få en masse udfordringer ud over de, som kommer naturligt i en vagt, men det kan jo ikke udelukkes at det kommer, når jeg har oparbejdet lidt mere rutine eller erfaring.

Men, men - jeg må i gang med skemaet:) Ha' en rigtig god onsdag.

tirsdag den 14. december 2010

Vanillekranse

og brunekager



Er forlængst bagt og hvis jeg er heldig, er der lige nok tilbage til jul:) Nu mangler bare pebernødderne. Dem må vi se og få lavet også. Måske lægger jeg dej om lidt. Jeg har min sidste fridag i denne uge, så den må nok hellere bruges lidt fornuftigt, særligt, hvis børnene skal hjælpe i år, for jeg synes det er lidt for sent at vente til næste uge og vi kan ikke nå så meget de dage jeg skal møde ind på arbejdet kl. 15. Jeg skal bare lige tage mig sammen. Efter at have været i gang med rengøringen.

mandag den 13. december 2010

Julehilsner bringes ud, af en smuk luciabrud...

... Sikken travlhed vi dog alle har til denne fest. Linierne er fra en skøn julesang jeg hører dagligt i denne tid. I dag er den lidt mere aktuel end ellers, da det jo er Luciadag. Jeg er ikke helt klar over hvor meget denne dag stadig fejres, men da jeg var barn, var jeg hvert år ude og gå Lucia optog. Et år fik jeg endda lov til at være "brud" med krans med levende lys i håret - jeg husker det var stort. Vi gik på plejehjem og også i skolen og i kirken, hvor jeg var spejder. I Sverige er det en stor tradition og jeg har læst mig til, at grunden til Luciabruden har kransen med lys på hovedet, er for at have begge hænder fri til at kunne hjælpe de syge og gamle. Det er særdeles godt illustreret af Carl Larsson på billedet herunder.

Julehilsenerne de bliver nu til dags bragt ud af posten, og jeg er i fuld gang med at få dem skrevet. Jeg elsker selv at modtage julehilsner, så selvfølgelig skriver jeg også en del selv, mig generer det ikke at portoen stiger, det er kun den ene gang om året, jeg sender mange hilsner og det er et bevidst valg:)

Jeg har været lidt stille på bloggen den sidste uges tid. Det skyldes, at jeg efter at være blevet rask igen blev overtalt til endnu en lille tur til Rikshospitalet i Oslo, de havde hårdt brug for hjælp, men resten at året, må der være andre der kan hjælpe, jeg vil holde resten af december og jul i ro og fred med min lille familie:) Mens jeg glæder mig over, at jeg var heldig at vinde i Christuntes give away. Det smukke smukke Cascade garn ligger lige ved siden af mig og venter på, at jeg skal få tid til at finde ud af hvad det skal blive til:) Det har så smukke farver, at billedet slet ikke viser det fyldestgørende.

fredag den 3. december 2010

Aldrig før...

...har jeg prøvet at strikke sokker, men hvad gør man ikke, når en af sønnerne mangler ragsokker til støvlerne. Det har tidligere været mormor, der har leveret sokker, men hun har hænderne fulde for tiden, så jeg måtte selv i gang.

Hu hej, hvor det gik. Nu var det jo selvfølgelig også tykt garn, Ragg - strømpegarn fra Hjertegarn, og tykke pinde nr. 4½, men de blev faktisk rigtig gode og Christian, han er glad:) Da sokkerne var færdige sagde han: "mor, hvad skal du så strikke nu?", jeg svarede, at jeg har flere projekter i gang, som jeg nok kunne finde på at strikke lidt på;) "Jamen jeg kunne faktisk godt bruge et par nye futter også, de gamle er altså for små, mor." Hvad gør man så... smiler og glæder sig over at ungerne er blevet så store og skønner på det hjemmestrikkede og så begynder man selvfølgelig på endnu et par futter, som højst sandsynligt bliver til 3 eller 4 nye par, for pludselig er der flere der samstemmende har for små futter i vinterkulden:)

onsdag den 1. december 2010

Host, host

Stemmen er næsten helt væk og jeg er absolut ikke frisk. Tænkte bare, at jeg lige ville give lyd fra mig:) Feberfryser gør jeg også, så jeg ligger under tæpper og drikker thé med honning, nu må det godt snart stoppe.