fredag den 16. september 2011

Fredag formiddag

er for længst forbi. Heldigvis har vejrguderne været med mig de sidste par dage, så der er ved at være bund i vasketøjet. Formiddagen i dag er derfor brugt fornuftigt, så to maskinfulde er vasket og hænger på snoren uden for. Når jeg har aftenvagt og ikke rigtig når at få talt med min kære mand, så nås der desværre heller ikke så mange andre ting. Vi skal have fundet ud af om tørretumbleren kan repareres eller om vi bliver nødt at få en ny... For nu loves der igen ustadigt vejr og med efterår i fremmarch bliver det svært at få tørret tøjet efter seks mennesker. Særligt med fire aktive drenge i huset, der stadig er i en alder, hvor regnvejr bestemt ikke er nogen hindring for at gå ud og spille bold. De tænker jo ikke over, hvor bladret tøjet bliver, når de endnu ikke selv vasker det og skal sørge for det er tørt også. Pokkers også det ikke var mig der vandt i lotto...

 Ikke kun jeg nyder det skønne efterårsvejr. Sommerfuglene har fundet min vinterasters og den dufter så skønt, at sommerfugle og bier flokkes for at smage. Jeg fangede fire sommerfugle på én gang i linsen, men jeg kunne tælle mindst ti på en og samme tid i hele den lille staude.
Må din fredag blive dejlig og fyldt med solskin.

onsdag den 14. september 2011

Alverdens eder...


... er ikke nok lige nu. Min tørretumbler er stået af, så jeg håber meget at vejrguderne arter sig de næste par dage...
Og at Palle har vundet i lotto...

tirsdag den 13. september 2011

Når den unge vokser fra børneværelset


må man prøve at følge med, så nu er der indkøbt farve til vægge og lak til gulvet, et nyt skrivebord og en ny sovesofa, kommer også til at finde sin plads, men foreløbig er vi ved at være færdige med at male. Anders har selv valgt farverne lime og turkis. Vi har sammen fundet stof til gardiner, de er syet og Anders, ja han er vist i grunden godt tilfreds og glæder sig til vi er helt færdige.

mandag den 12. september 2011

Igen igen

En ny Superkarla har fundet vej til mine strikke pinde. Denne gang i blå farver. Det er faktisk helt sjovt at strikke i andre farver end dem jeg oftest holder mig til. Sjalet er da heller ikke til mig, men til min svigermor. Da hun så mit sjal var hun solgt. Hun smider ellers ikke så ofte om sig med roser hvad angår mit strikkeri, men ind i mellem kommer der da lidt. Derfor blev jeg også lidt paf, da hun spurgte om jeg ville strikke et til hende, hvis hun selv købte garnet. Selvfølgelig ville jeg det, for jeg synes det er et sjovt sjal at strikke.

Nu varer det ikke længe

 
Så kan vi høste pærer for første gang. Vi satte vores lille pæretræ for to år siden og i år kan vi høste. Jeg glæder mig, de skulle være klar sidst på måneden. I sidste uge var der dog allerede faldet en ned, pga. blæsevejr. Jeg er spændt på hvor mange der stadig hænger tilbage efter på onsdag, hvor vi efter sigende skal have storm med vindstød af orkanstyrke. Måske man lige skulle mærke dem efter om de hænger godt fast allesammen eller om nogle er blevet løse i stilken. Det vil jo være en skam hvis de blæser væk.

onsdag den 7. september 2011

Hvor kommer dog alle de dråber fra

Som det da kan regne. Stort set hele dagen har det rusket og regnet her hos mig. Godt man kan sidde i sin lune stue med strikketøj mellem hænderne og thé på kanden. Det er charmen ved efteråret og der er ingen tvivl om, at det har gjort sit indtog. Ikke kun jeg søger ly for regnen. Da jeg kiggede ud af mit køkkenvindue i formiddags så jeg denne smukke "smed" lande i hækken, den kravlede godt ind under bladene, men jeg fangede den dog i linsen.

tirsdag den 6. september 2011

En lille swingom


Dejligt at have tid til strik. På pindene lige nu er Hanne Falkenbergs Swing. Jeg elsker retriller. Farveskiftene er ved at være færdige og nederdelen er næsten tv-strik - SKØNT!!! Som strikkeriet skrider frem, bliver jeg dog mere og mere overbevist om, at jeg nok bliver nødt til at lave mig en ny mermaid eller en ballerina, i farver, som matcher nederdelen, jeg må jo have noget der passer til denne, så jeg må vist til at spare lidt sammen. Ind til der er penge til det, kommer jeg nok til at kigge lidt i min "lagerskuffe", for jeg savner endnu et strikketøj at supplere med, når retrillerne bliver lidt for kedelige. Jeg har kun gang i det ene strikketøj lige nu og det er helt uhørt.