I går læste jeg på teksttv, at flere og flere børn har brug for at blive undervist i specialklasser. Tilsyneladende er dette et stigende problem, særligt i disse tider, hvor der skal findes store besparelser alle steder.
Som sygeplejerske på en neonatalafdeling, kan jeg ikke lade være med at tænke på om jeg og mine kolleger mon er med til at sørge for, at flere og flere børn har særlige behov. Vi og ikke mindst vores læger bliver dygtigere og dygtigere til at redde de helt bitte små børn, som fødes helt ned til uge 24. Men hvad bliver der ud af disse små børn, når de bliver ældre. Flere af dem får jo hjerneblødninger i forskellige grader og vi kan ikke på forhånd vide, hvilke mén disse blødninger giver. Desuden er der det sansemotoriske. Der kan jo ikke være tvivl om, at et lille menneske, som kommer så meget før tid, mangler men masse stimuli og modning. Ting, som sker i slutningen af en graviditet, når barnet ligger helt krøllet sammen og klemmes fra alle sider i sin mors mave.
Jeg forstår ikke, at man ikke er mere fremsynede i forhold til budgetter. Man kan jo næsten sige sig selv, at når det vedtages, at man skal forsøge at holde liv i børn, som fødes så meget før tid, så må det på sigt få en pris - det er jo ikke for sjov en graviditet normalt er 9 måneder eller ca. 40 uger.
Ikke fordi der nødvendigvis er en kobling, men jeg tænker bare at måske er der ikke præstige nok i at hjælpe børn med særlige behov i forhold til at kunne holde liv i et lille barn, født i uge 23 eller 24. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at alle de børn med særlige behov er født for tidligt, det kan jeg af gode grunde ikke vide, men jeg synes det er forkasteligt, at man giver med den ene hånd, mens man skyder sig i foden med den anden.
13 timer siden
.JPG)
Charlotte, jeg kan følge din tankegang. Gennem skolebestyrelsesarbejdet har jeg kendskab til at besparelser også rammer specialundervisningen, hvis der i forvejen på skolen er afsat flere timer end lovbestemt. Der er flere og mange aspekter i det her. Blandt andet er der også indenfor dette område lavet rigtig mange undersøgelser. Undersøgelser, der også viser, at antal specialundervisningstimer ikke altid er proportionel med at børnene får bedre udbytte af det. Kvaliteten af undervisningen, ligesom forældrenes indsats og engagement har stor betydning. Og jeg tror også, at det har betydning ifht hvor mange børn, der har behov for specialundervisning. Men du har ret, der vil altid være en gruppe af børn, der kommer i klemme på grund af besparelser, ingen tvivl om det.
SvarSletHej Charlotte
SvarSletDet er nok et ømtåleligt emne. Personligt forstår jeg ikke, hvorfor skolerne hele tiden skal skære ned. Der kommer flere og flere børn med specielle behov i almindelige klasser, og bare 1 eller 2 kan vist vælte en hel undervisningstime.
Det er som om, der ikke er vildt meget prestige i at sætte penge i børn, når det ikke lige er specialbehandlinger på sygehus og overlevelses-statistikker det gælder (og selv dér kan det efterhånden knibe!), men det er jo vores lands fremtid?
Det er en vigtig og svær diskussion.
SvarSletDet er ikke nemt at få enderne til at nå sammen i skolerne i disse år.
Det er et svært emne....for står man der med sin ekstremt for tidligt fødte baby vil man sandsynligvis gå til verdens ende for at få babyen med hjem og man kan (nok) ikke se meget mere end en dag frem eller måske kun få timer. Og babyerne skal selvfølgelig reddes, hvis der er en god sandsynlighed for et værdigt liv. Men de skal ikke kun reddes, når de er 23+5, men også når de er "utilpassede" 9-årige.
SvarSletHej Trillemor.
SvarSletHer ved siden af mig, sidder min 12-årige datter, som du og dine kolleger på neonatal har været med til at skabe særlige behov hos.
Hun har ekstremt store sansemotoriske problemer. Hun lider af dyskalkuli, svær seperationsangst, taktil skyhed, koncentrationsbesvær, hukommelsessvigt etc etc etc. Lige netop i disse dage kæmper vi som forældrer mere end nogensinde for vores datter. Vi er vort barns advokater og ønkser af hele vore forældrehjerter at give hende det bedst tænkelige liv, med de grundlæggende vilkår hun nu engang må kæmpe med. Alt er en kamp. Skolen, udredninger, pædagogisk-psykologiske tiltag, specialundervisning, hjælp til permanent motorikbehandling, forståelse fra omverdenen etc etc etc.
MEN KÆRE TRILLEMOR:o) Vi er lykkelige for, at vi har et barn med særlige behov. Alternativet havde været en baby på kirkegården eller et totalt multihandicappet barn.
Så red I fortsat alle de bittesmå menneskeliv I kan og gør det med god samvittighed. Og vid at, I hver dag på jeres arbejde gør en helt helt stor forskel. I er engle uden vinger i den barske hverdag på jorden. Hver dag bliver der sendt venlige og kærlige tanker til jer, fra dybt taknemlige forældrer, der startede deres forældreliv med at se døden i øjnene.
Men samfundet lader meget tilbage at ønske, når det gælder om at følge op og hjælpe disse børn, der ofte må betale en meget høj pris på deres barske start i livet. Og man redder ikke liv med den ene hånd, mens man fratager livskvaliteten med den anden.
Så kære Mor Danmark, skole, samfund, forskere, med-forældre, med-borgere m.m.m. HJÆLP OS OG FORSTÅ OS.....os utilpassede og os med de utilpassede.
Hvis du arbejder på neonatal i Ålborg kære Trillemor, er du måske een af vore engle? :o) :o)
Tusind, tusind, tusind og atter tusind tak fordi I redder vores små elskede pus:o)Men her rækker ordet "Tak" jo slet ikke:o)
De varmeste hilsner og tanker
TANTE GRØN
Charlotte, det er bare så grotesk, at vi ikke kan gøre ret meget, hurra for sådan nogle som dig, der trods alt forsøger ved at vælge at være i en skolebestyrelse:)
SvarSletChristunte, du har fuldstændig ret i at børnene er vores lands fremtid, derfor er det også endnu mere forkasteligt, at de altid rammes, når der skal spares.
Moster Tulle, vi er slet ikke uenige, men hvem er lige så fremsynede, at der sættes penge af, så snart børnene er født. Der er snart valg, og jeg synes det er så svært hvem der skal have ens stemme, de er allesammen lige spegede.
Eva, jeg føler med jer, det må føles som at slå i en dyne.
Kære tante Grøn. Tusind tak for din kommentar. Den varmede:) Desværre kan jeg ikke tage æren i forhold til din datter, for jeg blev først ansat i 2006. Det både glæder mig og gør mig trist at høre om jeres kamp, glad, fordi hun er heldig, din datter, at I har ressourser til at kæmpe og trist fordi det er nødvendigt. Men jeg kender det jo fra mig selv, forhold til Olivers handicap. Ikke har det kan sammenlignes, men i perioder, kunne man godt have undværet kampene mod systemet. Og jeg lover, at jeg skal gøre hvad jeg kan, for at redde de små pus, der kommer i mine hænder:)
Klem Trillemor