tirsdag den 30. juni 2009

Et væld af eventyrlige roser



Nu varer det ikke længe før min indkørsel er fyldt med eventyrlige roser. De står med et væld af knopper, som er spændt til bristepunktet. Hver eneste dag kommer der flere og flere af de yndigste små rosa roser. De står side om side med blå lavendler, som dufter helt vidunderligt. Det er et kønt syn at møde, når man kommer hjem, efter at have været på farten af den ene eller anden grund. De klæder hinanden lavendlerne og fairyroserne og så siges det jo, at lavendler holder bladlus fra roserne, jeg ved dog ikke om afstanden er for stor. De blev sat sidste sommer, og der var der i hvert tilfælde ingen bladlus, så vidt jeg husker. Nu er de blevet lidt større og dermed kommet tættere på hinanden, så mon ikke også bladlusene holder sig på afstand i år:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar