tirsdag den 16. november 2010

Lille bitte

Kan du mon forestille dig, hvor små babyer kan være, når de kun når at være i deres mors mave i 23 uger. Jeg kan fortælle dig de er små - bitte små. Faktisk vejer de normalt på det tidspunkt i en graviditet omkring 500 g og måler omtrent 25-28 cm. Den ene af de små tvillinger, jeg så i denne weekend, vejede kun 425 g. Fingrene var tynde som tændstikker og næseborene var ikke meget større end hullerne i en mariekiks. Det er utroligt, at det kan lade sig gøre at holde liv i noget så småt. Jeg for mit vedkommende er ikke helt sikker på, om jeg synes det er etisk forsvarligt, men det er et voldsomt dilemma, når man er blevet så dygtig. Den ene af de små blev da også kun 2 døgn. Den anden levede stadig da jeg tog hjem.

Billedet her over er fra Anne Geddes' hjemmeside. Anne Geddes er en helt fantastisk fotograf, som udelukkende fotografere babyer. Den lille pige på billedet her er født i uge 28 og vejede ved fødslen 680 gram, jeg synes det er et vidunderligt billede. På billedet her under er jeg nøjagtig 23 uger henne i min graviditet med Anders. Jeg tænker bare det må være rædsomt at føde så meget før tid. Tænk engang hvor meget man misser. Jeg ville ikke for noget som helst i verden have undværet min graviditet med Anders, hvor jeg gik tiden ud. Jeg nød hver en dag, men jeg havde selvfølgelig også en nem graviditet.

Det var noget ganske andet, da jeg ventede Oliver, Christian og Frederik. En trillingegraviditet kan ikke sammenlignes med noget som helst andet. Da havde jeg så mange smerter og fyldte i uge 30 nogenlunde det samme, som da jeg havde gået 9 måneder med Anders, så det var faktisk en lettelse at få dem ud. Jeg var jo forberedt på en fortidlig fødsel og det har uden tvivl været en fordel på mange måder, i forhold til de som pludselig uden forvarsel føder præmaturt. Ingen tvivl om at det var en helt almindelig fødsel uden nogen former for komplikationer der var at foretrække og tænk sig så, om man da bare havde et så skønt billede som det her under.

4 kommentarer:

  1. Tænk - jeg har det også glimrende med at børnene på Hvidovre er fra uge 28 og op.
    Det dér småtteri på 4-500 gram overlader jeg gerne til andre.
    Nogle af dem overlever iøvrigt ganske glimrende.

    SvarSlet
  2. Det må være både helt fantastisk og forfærdeligt at arbejde med så små - og så meget for tidligt fødte børn... Jeg har på en eller anden facon lidt svært ved at forholde mig til, at man holder liv i så små væsener, og så alligevel er jeg jo af den overbevisning at man skal gøre hvad man kan for at redde liv...
    Vi mistede for et år siden et lille barnebarn i 24. uge; det var forfærdeligt for os alle, men jeg tror på at der er en mening med at et liv slutter så tidligt. Og alligevel ville man jo ønske at der ku' ha' været gjort noget mere... Åh, så ambivalente følelser sådanne tanker gi'r...
    Så jeg forstår fuldt ud dine tanker...

    Britta

    SvarSlet
  3. Som mor til et præmaturt barn på 23 år der har Aspergers syndrom og lige i øjeblikket er under udredning for en tarm der aldrig har fungeret og nu er stået totalt af kan jeg kun sige, at der naturligvis findes børn der overlever uden men, men med den samfundsstruktur og det menneskesyn eller mangel på samme- skulle vel hellere hedde pengesyn i politikken i dag-- så er det en kamp hele livet at være forældre til disse børn. Hvad vi ikke har mødt af mærkelige mennesker, der er jobkonsulenter og isenkræmmere der mener sig i stand til at stille diagnoser om vores datters sygdom indeholdende alt fra alvorlige psykiatriske diagnoser til dovenskab er ikke småting. Tro mig- det er en kamp mod fordomme og uvidenhed og intet går efter bogen. Det har det i hvert fald ikke gjort for os og vores datter vejede 1850 g. Der er en grund til at kun de stærkeste overlever indser jeg i dag. Jeg håber inderligt at hun er stærk nok.

    SvarSlet
  4. Christunte, jeg forstår dig. De fleste over uge 28 klarer sig heldigvis rimeligt.

    Britta, du har så ganske ret. Der er stor ambivalens. Det gør mig ondt for jer at i har oplevet at miste. Jeg er sikker på at der er gjort alt muligt for jeres lille barnebarn. Og de stakkels forældre, jeg føler med dem.

    Karin, så hårdt det må have været for jer. jeg håber inderligt, at din datter klarer sig. Jeg har jo selv født mine trillinger præmaturt, men har været heldig ud over alle grænser og det er jeg yderst taknemmelig for. Det har været småting vi har haft i forhold til jer og der er vel ikke noget værre end problemer med vores børn, uanset hvad de så end måtte være for problemer. Jeg tænker på jer.

    SvarSlet