tirsdag den 26. oktober 2010

Hjertesuk

En glad dreng, kan rigtig hurtigt blive en ked dreng. Han er et rigtigt ønske barn. Vi brugte tre år på at få ham og var vildt lykkelige da han endelig blev en realitet. Han var elsket fra det første øjeblik han trak vejret og vi vil stå på hovedet for ham. Men hvordan er det nu lige man får børn med stort selvværd. Vi tror jo selv vi gør hvad der er bedst for ham, men kan ind i mellem tvivle, især når vi kan se, at hans selvværd kan ligge på et meget lille sted. Om det er pubertet eller noget andre, der trykker, synes jeg kan være rigtig svært at finde ud af. Han har aldrig været særlig meddelsom og har egentlig indtil nu virket til at være en glad dreng, i fuld harmoni.

Men der er sket noget siden sommerferien. Hans klasse er blevet delt og der er kommet nye elever til fra en anden skole, som ikke har overbygning på. Han trives ikke længere og har stort set aldrig kammerater med hjem eller er hjemme hos klassekammerater. Han "leger" (mor man leger altså ikke i min alder ville han sige, hvis han så hvad jeg skrev:) oftest med sine brødre og deres kammerater. Det er der i og for sig heller ikke noget galt i, han kan jo sagtens være lidt umoden i forhold til dem på hans egen alder, men han er ked af det næsten hver morgen og har ondt i maven og kvalme. Det er eskaleret den sidste måneds tid og her efter ferien er det helt slemt.

I morges græd han og ville ikke afsted, hulkede at han bare gerne ville skifte skole. Jeg sendte de tre yngre afsted og lod hånt om tiden og satte mig og forsøgte at komme ind til sagens kerne. Fandt ud af at en af grundende var at han har fået et øgenavn, som han ikke bryder sig om. I starten syntes han måske det var meget sjovt, men nu vil han gerne bare have sin gamle klasse tilbage, for der var han bare Anders og det vil han gerne være igen. Vi brugte meget tid og igen og igen ville han bare flygte fra problemerne. At skifte skole, synes jeg måske ikke er den rigtige løsning. Det kan ganske vist være at han ikke har et øgenavn hæftet på sig, men af egen erfaring ved jeg, at det ikke nødvendigvis øger selvværdet og det synes jeg må være noget af det vigtigste. Jeg mener han er nødt til at tage fat ved roden og få sagt til sine kammerater, hvad det gør ved ham, men hvor er det da svært og hvordan ved man, hvad der er det rigtige. Jeg har valgt at tale med skolens trivselsperson og uden jeg kan sige, at jeg blev forbavset, så fortalte hun mig, at de faktisk har haft lidt kig på ham. Det er altså (heldigvis) åbenbart ikke kun mig, der er en overbekymret og pylret lille hønemor.

9 kommentarer:

  1. Det er en forfærdelig situation, I står i.
    Godt der bliver talt om det - og gjort noget.
    Du må love mig, at du holder ved. Du må endelig ikke give op - heller ikke selv om det måske virker som om det på et tidspunkt bliver svært at finde på mere at gøre.
    Det er vigtigt, at du viser Anders, at du i hvert fald synes, at han er værd at kæmpe for.

    Jeg slæber selv rundt på et dårligt selvværd efter en grum skoletid. Den gang var der ikke fokus på mobning - og det har sat sine spor. Jeg var ikke engang "nederst i hierakiet" - og kan kun med gru gisne om de ar, det har givet hos dem af mine klassekammerater, der tog det største læs af øgenavne og "holden uden for".

    Med hensyn til skoleskift, så vil jeg anbefale jer at overveje et år eller to på efterskole. Det er en fantastisk måde at "skifte skole" på - og slet ikke at sammenligne med et skoleskift til naboskolen. På en efterskole er alle elever jo "de nye" - så man får en frisk start.

    Jeg krydser fingre for jer.

    KH Karina

    SvarSlet
  2. Åh hvor er det ærgerligt for Anders, Charlotte. Det er godt, at I har fået taget fat på problemet, og at I støtter ham. Det kan være et detektivarbejde at finde frem til sagens kerne, når det drejer sig om teen-agere - de er jo på vej til at løsrive sig, og som du siger: "Hvordan ved man, hvad der er det rigtige?" Jeg håber meget for Anders, at I får god hjælp fra skolen, at der også bliver taget fat i klassekammeraterne, samt klassens sammenhold generelt, så han snart kan blive en glad dreng igen. Knus Charlotte

    SvarSlet
  3. Åh,sådan noget gør ondt, Charlotte, både på ham og på dig. Der er jo noget galt i den klasse, han går i. Er der ikke en skolepsykolog, du kan kontakte? Jeg håber, du kan få Anders til at åbne sig for dig og fortælle, hvem der mobber ham og på hvilken måde - det må være mere end det med øgenavnet. Jeg krydser alle fingre for jer ...

    SvarSlet
  4. Kære Karina. Jeg er ked af at høre, at du også har været offer for mobning. Jeg har også selv været der og ønsker af hele mit hjerte, at jeg på en aller andren måde kan give Anders et langt bedre selvværd end jeg selv har haft.Jeg arbejder stadig med mit i en alder af 40 år, og det ønsker jeg ikke for ham. Måske er det arv og miljø - jeg ved det ikke, men slemt er det.

    SvarSlet
  5. Det er da rigtig positivt, at skolen har øjnene åbne. Nogen gange skal der så lidt til at få vendt en skidt situation, og Anders er heldig at have en god familie. Måske kan det hele løses, måske skal der skoleskift/efterskole til,- det vil vise sig. Jeg ønsker det bedste for jeres dreng.

    SvarSlet
  6. Sikke noget skidt, Charlotte! Vi har jo selv været der - flere gange. Senest her for nylig - efter sommerferien. Og også pga. de nye klasse-sammensætninger. Vi endte med et skoleskift efter overvejelser + diverse forsøg med forskellige ting i 1 års tid. Og det var et super godt valg, som er endt rigtig rigtig godt. Også selvom det er med bævrende knæ, at vi skiftede skole i 8. klasse. Men alt er godt nu - overordentlig godt faktisk.
    Det er så vigtigt, at skolegangen er en glæde. Håber I finder ud af noget - og synes ihvertfald det er positivt, at der er obs på Anders.

    KH Gittemay

    SvarSlet
  7. Ja, Charlotte, det ER altså svært med de teen-agere, men jeg tror på at der er hjælp at hente, også fra skolens side:)

    Tak, Madame. Nu er der i hvert tilfælde taget hul på probelmatikken, så må vi se. Jeg er heldigvis oftes et positivt gemyt, så vi skal nok få tingene på rette hylder, det tror vi på:)

    Tak, Eva. Anders selv taler meget om et år på high school, men det er jo først efter folkeskolen og vi har desværre ikke råd til begge dele. Men heldigvis, som du selv siger, så er vi heldige at skolen er lydhør.

    Tak, Gittemay. Dejligt at høre, at jeres valg har været godt. Det er altså ikke altid let med de børn, men det er der jo heller ikke nogen, der har lovet os:)

    SvarSlet
  8. Har ikke besøgt din blog før, men fandt lige forbi.
    Min søn havde det også svært en tid, indtil jeg fandt ud af hvem der generede ham i skolen (ofte er det kun et par stykker der føre an), jeg tog så fadt i deres forældre og bad dem om hjælp. Det gav resultat med det samme! Et par gange var jeg dog nødt til at kontakte forældrene igen, men jeg blev simpelthen ved indtil det stoppede!
    Måske kan det give resultat for jer også, ellers gør du helt rigtig i at kontakte hans skole.
    Prøv også at opmundre ham til at invitere kammerater hjem.
    Du er ikke nogen hønemor, kun en rigtig god mor, som bekymre sig for sin søn.

    SvarSlet
  9. Tak, Lene. Det er rigtig svært at finde frem til den rigtige løsning og det kan sikkert gøres på flere måder. Godt I fandt en måde der også var god for jer:)

    SvarSlet