torsdag den 15. august 2013

Karpen

Hvor længe der dog kan gå i mellem jeg får lidt opdateret her. Nå, sådan må det være. Efter et ualmindeligt hårdt år, med depression, stress, sygemelding som desværre og dog heldigvis er resulteret i en opsigelse og ikke mindst personlig udvikling, er jeg efterhånden ved at være nogenlunde mig selv igen. Når jeg skriver desværre og heldigvis, skal det forståes sådan, at jeg savner flere af mine kolleger frygtelig meget og tanken om et fast job i disse krisetider, men heldigvis, fordi jeg ikke længere kan rumme de meget syge små børn og deres familier. Jeg føler mig simpelthen udbrændt i det felt. Det har været SÅ svært for mig at erkende at det er sådan det er, men jeg er nødt til at komme videre og reagerer på hvad min krop prøver at fortælle mig. Det har medført en del forandringer i mit liv, men jeg er efterhånden afklaret med min situation. Spørg mig ikke, hvad jeg så skal, for jeg ved det simpelthen ikke... Jeg er i arbejdsprøvningspraktik lige nu i et ambulatorium, hvor der ikke er så syge mennesker og kun én patient jeg skal forholde mig til ad gangen uden også at skulle samle op på forældre i krise, og det passer mig rigtig fint lige nu. Jeg øver mig til stadighed i at sige nej, også selv om det er til ting jeg gerne vil, for mit døgn har jo kun 24 timer lige som alle andres. Jeg kunne jo det hele troede jeg. Jeg ER blevet klogere omend det har været og stadig er svært ikke bare at hoppe ned i den samme gamle rille jeg altid har levet i.

Når jeg ser tilbage på det forgangne år, så har jeg faktisk fået lavet pænt med håndarbejde. Jeg har Brugt strik og hækling som terapi, for når jeg sidder for mig selv med tankemylder, er det eneste der kan give ro i mit hoved og samle mine tanker mit håndarbejde eller mine to små hunde.

Måske kommer der hen ad vejen lidt afsluttede projekter her på siden, men lige nu er det Karpen af Marianne Isager jeg har gang i.


Jeg har ikke tidligere prøvet dominostrik, men det er en hyggelig teknik, med kun få masker på pinden ad gangen. Jeg strikker i Coast fra Hønsestrik i Aalborg. To støvede grønne nuancer. Desværre er det nærmest umuligt at gengive grønt på fotografier, så de autentiske farver er det absolut ikke, her ser de nærmest grå ud. Men jeg kan garantere, at det bliver super flot og så er farverne perfekt afstemte efter en nederdel jeg var så heldig at finde her i sommer i en genbrugsbutik:-)

7 kommentarer:

  1. Jeg håber for dig at du finder den rette hylde for dig, held og lykke med arbejdsprøvningen (er det på samme sygehus?)
    Dejligt at strik og hækling kan give dig ro, og samtidig giver det også et resultat, som er mærkbar :-)

    SvarSlet
  2. Det er sandelig også et hårdt arbejde med så syge børn og deres forældre i krise! Håber, du finder en hylde, der lige passer til dig.
    Flot karpe du har gang i.

    SvarSlet
  3. Det ser ud til, at du får det bedste ud af den situation, du var endt i. Jeg håber, at du finder den rette hylde. Det er hårdt arbejde at komme igennem sådan en omgang.

    Håndarbejde er fantastisk terapi, - det er fint, det du har gang i. Spændende at se det færdigt.

    SvarSlet
  4. Åh, kære Charlotte; jeg havde på fornemmelsen, at det var noget puller med dig. Godt at høre at du er på vej op igen og er afklaret omkring din situation; det er svært at lære at sige nej, når man er pligtopfyldende og gerne vil en masse.
    Håndarbejdet er uundværligt og god terapi; jeg bli'r ligefrem depri, hvis jeg ikke får strikket nogle dage.
    Dit nye projekt ser spændende ud; jeg er sikker på den bli'r skøn ;)

    Knus og go' weekend herfra
    Britta

    SvarSlet
  5. Hvor blev jeg glad for at se nyt fra dig. Jeg har jo selv været en af dem, der har slidt på personalet på neo, så jeg har fuld forståelse for din situation. Det må være hårdt at skulle rumme det hele.

    Nu håber jeg for dig, at du finder den plads, der passer bedst til dig. Til dit eget bedste, og til din families bedst.

    De varmeste tanker herfra...

    SvarSlet
  6. De bedste ønsker for din vej videre mod et nyt "jeg". For du bliver ikke den samme, men en ny version af. Jeg har været hele turen..... det endte med en førtidspension. Jeg har strikket mig gennem stressen og er ved at finde en ny identitet til at fylde hullet efter arbejdet. Jeg kan designe sjaler... fryden ved at genfinde kreativiteten er enorm... og stoltheden ved at "kunne noget".
    Giv dig selv den tid det tager og kom ud på den anden side med værdifuld (omend smertefuld) erfaring... måske det skal bruges ... hvem ved hvor vejen fører hen?
    God vind!

    SvarSlet