Umiddelbart kan jeg finde tre...

...Jeg henter lige en læge. Sådan lød ordene fra en sygeplejerske for mere end 10 år siden, da jeg blev scannet 12 uger henne i min graviditet. Og så gik hun.

Jeg tror ikke jeg er i stand til at sætte ord på hvordan jeg havde det efter den melding. Palle var den første til at åbne munden og hans reaktion var: Åh nej, så er bilen for lille. Er det ikke typisk for en mand. Ikke at jeg ikke kan følge ham, for vi havde lige købt vores første og eneste helt splinter fabriksnye bil - en Opel Astra, mørkeblå metallak og i luksusudgave med læderrat og træpaneler, jo den var da flot. Men det var en bil og vi ventede trillinger.

Vi havde meget blandede følelser begge to ved den scanning, og da lægen efter scanningen havde konstateret, at der altså kun var de tre og at det så ud til de var enæggede, tilbød han at vi kunne få foretaget en fosterreduktion. Vi var stille et øjeblik, men efter en lille ordløs diskussion blev vi enige om, at det ville vi ikke tage imod. Moder natur havde spillet os et pus og besluttet at vi skulle have tre på én gang, og skulle det alligevel ikke være sådan, så måtte moder natur også klare den.

Da vi skulle have Anders havde vi kæmpet for sagen i næsten 3 år og jeg havde nået at få én enkelt hormonkur og ægløsnende indsprøjtning uden resultat. - vi klarede den selv mens fertilitetsklinikken holdt sommerferie. Så vi turde ikke vælge nogen fra, vi kunne jo risikere at det kalium de ville sprøjte ind i hjertet på den som ikke skulle have været der, kunne vandre gennem moderkagen til de andre, for så at ende med at der slet ikke var nogen børn alligevel. Tak, men nej tak.

Vi tog udfordringen og i morgen er det 10 år siden vores tre små dejlige drenge kom til verden, 10 uger før termin.