Den er slet ikke til at undvære

Det er mobiltelefonen jeg taler om. Vi fik vores første mobil telefon først i 90'erne. Den var på størrelse med en mursten og havde en antenne der kunne trækkes ud. Den gang brugte vi den ikke særlig ofte, og den var til fælles brug. Det gik fint og den var da meget rar at have med, når vi skulle ud og køre langt i vores gamle Opel Kadett. Senere hen omkring årtusindskiftet, tror jeg, fik vi så hver sin. Det var da også meget rart, men jeg begyndte først for alvor at bruge min mobilos, da jeg startede på sygeplejeskolen. Her var jeg jo sammen med mange unge mennesker og vi arbejdede ofte i grupper og havde brug for hurtig at kunne give hinanden besked osv. Nu er den så slet ikke til at undvære. Jeg har som så mange andre haft flere forskellige mobiltelefoner, men har forsøgt på at undgå at skifte nummer alt for mange gange.

Hvorfor al den snak om mobiltelefoner?, Jo, jeg har lige fået en ny en af slagsen. Det er 2½ år siden jeg sidst skiftede og i den tid, tror jeg Palle har skiftet i hvert tilfælde 3 gange. Jeg har egentlig aldrig været særlig glad for den jeg har, for den har altid opført sig underligt. Den kunne finde på at gå ud lige pludselig, selv om den var fuldt opladet eller pludselig stod der i displayet at jeg skulle indsætte simkort eller at der ikke var registreret noget simkort. Nu er jeg blevet så tilpas irriteret over det, at jeg endelig har fået købt mig en ny, og heldigvis med det samme nummer, som jeg næsten altid har haft.

Har du også en eller anden form for forhold til din mobiltelefon?