Kyndelmisse

Kyndelmisse er en gammel dansk helligdag, der falder hvert år den 2. februar. Dagen blev af danskerne kaldt for Kjørmes Knud. Kyndelmisse er også en fordanskning af de latinske ord for lysmesse: kyndel = candelarum, altså lys og missa altså messe. Det er dagen, hvor det markeres at halvdelen af vinteren er gået.

I gamle danske sange er skrevet om kyndelmissen. Mest kendt er nok Blichers vintervise fra 1838: Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude, overmåde hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven, som udi min abildgaard ...

Det er et smukt, men også barsk vinterbillede fra en svunden tid, hvor vinteren vitterlig var værre end i dag, da Europa på det tidspunkt oplevede 'den lille istid'. Den varede i 400 år fra starten af 1500-tallet til starten af 1900-tallet. hvor der bogstaveligt talt var sne, frost og kulde i månedsvis hver vinter. Så når man endelig nåede til kyndelmisse, altså den 2. februar, følte mange, at nu måtte der snart til at ske noget. Men ofte oplevede man bare, at vinteren blev værre. Det synger man også om i Blichers vise: ... inderligt jeg længes, efter vår, men vinteren strenges, atter vinden om i nord...

Det er ikke sjovt, når vinden går i nord. For så kommer kulden og sneen. Eller som man synger det i en anden kendt vintervise: Sneflokke kommer vrimlende... Den er skrevet af Jeppe Aakjær, som også nævner kyndelmissen ved sit mest folkelige navn Kjørmes Knud.

Vejret betød så meget for datidens landbosamfund, at man tog varsler på højtidsdage. Ved kyndelmisse sagde man for eksempel, at hvis det blæste så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden, ville kulden ikke forsvinde før til påske. Omvendt kunne en stærk blæst også være god, for det betød, at vinterfoderet ikke slap op. Frygten for ikke have nok mad til både mennesker og dyr var en reel risiko. Vinteren var som bekendt både længere og koldere end i dag, og man skulle tit langt hen i april eller måske endda maj, før der var noget nyt at spise fra naturens eget forråd. Indtil da måtte man nøjes med sidste års høst. Så det var ikke så mærkeligt, at bonden gjorde status ved kyndelmisse og helst skulle have halvdelen af forrådet i behold.Når alt således var tjekket og i orden, holdt man gilde. Kjørmes-gilder hed kyndelmissetidens gilder, som tit var sammenskudsgilder med mad som flæsk og hvad der ellers egnede sig til at være opbevaret i tønder. Brændevin og dans til den lyse morgen - og det er sent i februar - hørte sig også til. Selv for oldermanden, som netop denne dag kunne overdrage det ærefulde erhverv til en anden, hvis altså han ønskede det.

Kilde: http://www.kristendom.dk/

I går aftes fejrede vi kyndelmisse her i vores lille by. Det er en fast tilbagevendende tradition, hvor man sammen går gennem byen med fakler. Man mødes ved byens sognegård. Bærer lyset rundt i byen og vender tilbage til sognegården, hvor der med faklerne tændes bål. Herefter beder man i kor fadervor, får læst en tekst og synger en salme. I går blev der kun læst en tekst ude pga. kulden. Fadervor og salmen tog vi inde i sognegården hvor der traditionen tro også blev serveret hjemmebagte boller og varm kakao. Vi har aldrig deltaget før, men drengene havde gennem kammerater, som er spejdere hørt om arrangementet og ville gerne at vi skulle deltage. Det var simpelthen så hyggeligt og da vores præst havde lavet en lille konkurrence, hvor han havde delt os ind i grupper og vi så skulle skiftes til at gætte hvilken historie han læste højt fra, var der vild jubel og en fantastisk stemning. Der blev læst højt af alverdens historier lige fra Harry Potter og Ringenes herre over diverse bøger af Bjarne Reuter og Ole Lund Kirkegaard til H. C. Andersen. En fantastisk hyggelig aften, som vi helt sikkert kunne finde på at deltage i igen næste år.