Endelig GLAD igen!!!

Så er det vist på tide jeg kommer frem i solen...

Jeg lever endnu og det endda i bedste velgående - langt om længe!!!

Det har været en lang og sej kamp at nå hertil, hvor jeg er i dag. Mit liv har på alle måder taget en drejning og i dag kan jeg endelig se lyset og glæde mig over hvor jeg er på vej hen.

Det nye for mig er bl.a. at jeg ikke længere arbejder som sygeplejerske. Den dør har været smækket MEGET hårdt i, men jeg kan dog mærke, at jeg, i takt med jeg har fået det bedre, bløder lidt op på det punkt. Pt. er jeg i revalidering i et engros firma, hvor jeg dels arbejder på lageret og dels i systuen. Det har været godt for mig at komme langt væk fra omsorgsbranchen og finde ud af, at der faktisk stadig er noget jeg kan. Jeg var nået helt der ud, hvor jeg overhovedet ikke på nogen som helst måde kunne give mere af mig selv og det kunne ikke forenes med sygeplejefaget for mit vedkommende.

Den største forandring har dog været at jeg er blevet alene med mine drenge. I efteråret 2013 meddelte Palle, at han ikke længere havde nogen følelser for mig og umiddelbart efter nytår flyttede han. Det har været svært, at opleve at den man troede ville være der for én i medgang OG modgang pludselig ikke magtede mere.

Det er nu lagt bag mig med hjælp fra en helt fantastisk psykolog og støtte fra mine drenge, mine forældre og mine brødre med familier. Skulle de finde her ind og læse med her, så får I her en STOR tak med på vejen :-)

Karpen

Hvor længe der dog kan gå i mellem jeg får lidt opdateret her. Nå, sådan må det være. Efter et ualmindeligt hårdt år, med depression, stress, sygemelding som desværre og dog heldigvis er resulteret i en opsigelse og ikke mindst personlig udvikling, er jeg efterhånden ved at være nogenlunde mig selv igen. Når jeg skriver desværre og heldigvis, skal det forståes sådan, at jeg savner flere af mine kolleger frygtelig meget og tanken om et fast job i disse krisetider, men heldigvis, fordi jeg ikke længere kan rumme de meget syge små børn og deres familier. Jeg føler mig simpelthen udbrændt i det felt. Det har været SÅ svært for mig at erkende at det er sådan det er, men jeg er nødt til at komme videre og reagerer på hvad min krop prøver at fortælle mig. Det har medført en del forandringer i mit liv, men jeg er efterhånden afklaret med min situation. Spørg mig ikke, hvad jeg så skal, for jeg ved det simpelthen ikke... Jeg er i arbejdsprøvningspraktik lige nu i et ambulatorium, hvor der ikke er så syge mennesker og kun én patient jeg skal forholde mig til ad gangen uden også at skulle samle op på forældre i krise, og det passer mig rigtig fint lige nu. Jeg øver mig til stadighed i at sige nej, også selv om det er til ting jeg gerne vil, for mit døgn har jo kun 24 timer lige som alle andres. Jeg kunne jo det hele troede jeg. Jeg ER blevet klogere omend det har været og stadig er svært ikke bare at hoppe ned i den samme gamle rille jeg altid har levet i.

Når jeg ser tilbage på det forgangne år, så har jeg faktisk fået lavet pænt med håndarbejde. Jeg har Brugt strik og hækling som terapi, for når jeg sidder for mig selv med tankemylder, er det eneste der kan give ro i mit hoved og samle mine tanker mit håndarbejde eller mine to små hunde.

Måske kommer der hen ad vejen lidt afsluttede projekter her på siden, men lige nu er det Karpen af Marianne Isager jeg har gang i.

Jeg har ikke tidligere prøvet dominostrik, men det er en hyggelig teknik, med kun få masker på pinden ad gangen. Jeg strikker i Coast fra Hønsestrik i Aalborg. To støvede grønne nuancer. Desværre er det nærmest umuligt at gengive grønt på fotografier, så de autentiske farver er det absolut ikke, her ser de nærmest grå ud. Men jeg kan garantere, at det bliver super flot og så er farverne perfekt afstemte efter en nederdel jeg var så heldig at finde her i sommer i en genbrugsbutik:-)

Én kan ikke gøre det.

Det må vist være på tide at jeg fortæller lidt om Coco.

Tilbage i april fik vi lille Coco. Dina bliver 4 år lige straks og vi er i den grad blevet "bidt" af hendes race, så én var ikke længere nok. Vi skulle egentlig have haft en lille tæve fra samme kennel, hvor vi fik Dina fra, men de hvalpe de havde fået levede ikke helt op til standarden for Cotoner. Vi havde nemlig krav denne gang. Det skulle vare en tæve, der skulle have udstillingspotentiale... Så mandag d. 1. april fik jeg en opringning fra en rigtig god bekendt af mig, Anne-Marie. Hun skulle til Polen og hente den skønneste hanhvalp og hos den polske kennel havde man da lige en lille lækker tæve, som endnu ikke var afsat. Jeg fik ½ døgns betænkning og gik straks i gang med at undersøge forskelligt omkring den pågældende kennel. Jeg ville jo ikke have en hund fra en hundefabrik, men fra en kennel, hvor jeg havde nogenlunde garanti for at hvalpen var blevet godt socialiseret.

Vi var heldige. Det var et helt fantastisk sted lille Coco blev født og hun er for længst faldet til hos os. Hun er en rigtig lille charmer og kan slippe af sted med næsten hvad som helst. Jeg er super glad og om kort tid skal lille Coco til sin første udstilling. Det er spændende, for i juni måned blev hendes far verdens vinder på en stor international hundeudstilling i Budapest, så det lover godt.

Swing Swagger Drape

En ex-kone til én af Palles barndomsvenner er inkarneret strikker. Forleden viste hun på facebook en skøn jakke hun skulle til at i gang med. Hold nu op en skøn sag. Jeg blev lidt nysgerrig og surfede lidt rundt. Det resulterede i at jeg i dag efter arbejdet kunne åbne en skøn pakke, posten havde leveret. Jeg kunne ikke nære mig. Bogen hedder Swing Swagger Drape - Knit the colors of Australia. Jeg har købt den på Amazon og bliver vist ikke uden strikketøj i lang lang tid;-)

Mit skønne trekløver

Er efterhånden ved at være klar til at rejse fra mig. De to hanner bliver hentet i morgen og tæven bliver hentet mandag. Utroligt så hurtigt de sidste 8 uger er gået. Nu kan vi så for alvor begynde at tælle ned til vi selv får vores nye lille pigehund. Flere har spurgt hvorfor vi ikke beholder en af Dinas egne hvalpe. Det er meget enkelt, for det første var alle tre afsat allerede inden hun fødte, ja nærmest inden hun blev drægtig:-) og for det andet, så vil vi gerne bruge deres far til videre avl og det duer jo ikke, hvis han er far til den pågældende hvalp. Så vi tilfører nyt blod, så vi kommer langt uden om indavl. Men resten af aftenen skal bruges i selskab med de små, de skal nydes max. inden det meget snart bliver flyttedag.

Stor underholdningsværdi

har de små uldtotter vi en kort stund endnu har i vores fold.

De er slet ikke til at stå for og det er svært at finde tid til ret meget andet end at nyde dem fuldt ud. Næste weekend er det slut, men så kan vi begynde at glæde og til vi selv skal have endnu en lille hvalp selv. Hun er bestilt og kommer om ca. 6 uger. Åhh! som jeg glæder mig.

Udskudt

Er perlen. Jeg var forbi Designværkstedet i Aalborg, hvor de forhandler Rowan garn og efter at have set og mærket på det garn der er brugt til den, er jeg slet ikke i tvivl. Den SKAL laves i det originale garn. Det betyder så bare at projektet er blevet udskudt, for jeg har ikke lige pengene til den endnu. Må vist vente til jeg har hørt fra "skattefar", så håber jeg bare det bliver til min fordel, hvad "han" har at meddele. Ventetiden bliver dog ikke lang, for nu havde jeg jo "gravet" Americanoen frem, så jeg har kastet mig over jakken fra hæftet jeg fik af Bebiane. Samtidig med at jeg sender hende en venlig tanke.