Det var så ryggen. Jeg er meget spændt på udfaldet. Jeg synes den ser lidt lille ud, men strikkefastheden passer og den skal jo sidde lidt til og gå ind i taljen. Jeg håber det er mønstret der gør det:-)
Jeg fortsætter i hvert tilfælde, for jeg er vild med det garn, og den skal jo helst nå at blive færdig i sommer, og ikke om 20 år. Indforståede ved, at jeg faktisk har et projekt liggende som jeg påbegyndte i 1992, ja du har læst rigtigt, det er snart 20 år siden. Faktisk mangler jeg ikke ret meget på det. Det er en kortærmet bluse og ærmerne er der taget ud til i forbindelse med det øverste af ryg og forstykke, så man kun strikker to stykker. Hele rygstykket er færdigt og jeg er næsten ved udtagningerne til ærmerne på forstykket. Det kan være jeg engang graver den frem fra gemmerne om ikke andet, så kan den måske nå at fejre 20 års jubilæum. Den trækker ikke i mig. Ikke fordi den ikke er fin, men jeg var unægteligt noget mindre for 20 år siden, og jeg er overbevist om, at den bliver alt for lille, når den først er færdig. Den er strikket i hvidt merceriseret bomuldsgarn med effekter i noget blankt hvidt garn og hvid angora, og så er der noget rødt i også. Selvfølgelig kan jeg måske glæde en eller anden med den, men jeg ved ikke lige hvem det skulle være, så ind til videre får den lov at ligge lidt endnu. Det ender såmænd nok med at det igen bliver moderne med at indstrikke effektgarner, så kan det være den kommer frem af gemmerne.
onsdag den 8. juli 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar