Farveladeleg

En ubehagelig hjertebanken og søvnløshed har sendt mig til tælling. Jeg ved det... Jeg har vist haft lidt for meget om ørerne og nu må jeg betale. Det var bare ikke lige sådan jeg havde tænkt mig at min friuge skulle bruges. Ikke nok med at jeg måtte bruge næsten hele min ferie på at være godt og grundigt forkølet, nu er den gal igen. Jeg nyser og nyser og er lukket i næsen - det er godt gjort. Mon min krop prøver at fortælle mig noget. Og kom nu ikke og sig, at jeg skal passe på mig selv...Jeg ved det jo godt, men hvordan gør man lige det? De tre første dage i denne uge er gået med at hvile og forsøge og sove. I nat er det heldigvis gået nogenlunde. I dagtimerne er der blevet blundet lidt og jeg har absolut intet lavet ud over at hækle lidt, det er det eneste jeg kan tage mig sammen til. Dejligt er det med alle de skønne glade farver, de gør godt, mon ikke nok jeg skal komme hel og fin ud på den anden side, jeg skal bare lige huske bremsen og så, at det er ok at sige NEJ!!!

Jeg mangler bare...

at hækle overdelen på min fine cardigan. Eller bare og bare, men underdel og ærmer er færdige. Jeg overvejer at hækle sammen under vejs, så jeg ikke sidder med 200 ruder der skal monteres bagefter. Der er bare lige det, at selv om de er forholdsvis hurtige at hækle, så skal man slæbe mange nøgler med sig og det orker jeg ikke, så måske i næste uge, hvor jeg har lidt fri igen, kan jeg få begyndt hæleriet. Ind til da har jeg kastet mig over mit første Camomille, som er nemt at snuppe med i tasken. Jeg tror det bliver lækkert.

Stærk og gribende

Når man rejser udenlands for at arbejde og skal med fly er der ofte ventetid rundt omkring, så er det godt at have en god bog med. Jeg er netop blevet færdig med Linda Olssons "Det gode i dig". Endnu en fantastisk bog af hendes hånd. Måske titlen "Astrid og Veronika" siger dig noget, den er af samme forfatter. "Det gode i dig" er en følsom, stærk og gribende og gribende roman om kærlighed på flere planer. Jeg syntes den var lidt forvirrende i starten, for der er to historier man skal finde sammenhæng i - en nutids og en fortids.


Marion, der er læge, lever alene. Isoleret i et lille hus ved New Zealands kyst. Hun møder Ika, en lille dreng med autistiske træk og bliver ven med ham. Hun tænker tilbage på sin ex-mand, som hun har forladt og på manden hun siden mødte. På sin elskede morfar og sit forhold til sin mor. Ikke mindst tænker hun på sin lillebror, som hun på grund af tragiske begivenheder mistede kontakten til. Efterhånden som jeg kom længere og længere frem i historien blev flere og flere tråde flettet sammen og den ender heldigvis fuldstændig sammenhængende. Var det mon tilfældigheder eller skæbnen, der bragte Marion til New Zealand? Er hendes isolation selvvalgt? Eller er hun i virkeligheden på flugt fra minder så uhyggeligt og smertelige, at hun end ikke kan rumme dem selv?

Vil du gerne vide mere, så må du selv i gang, men hav en pakke kleenex inden for rækkevidde, specielt når du nærmer dig slutningen. Nu er du advaret, en skøn følsom, stærk og gribende bog, præcis som jeg elsker dem.

Sneglefart

Sidste mandag, ville jeg ønske ugen var hurtigt overstået. Jeg skulle til Norge for at arbejde og gad egentlig ikke rigtigt af sted. Nu er jeg vel hjemme igen og har heldigvis en fridag i dag. Jeg vil ønske mandagen kommer til at gå i sneglefart.

Den lille fyr på billederne her, fangede jeg til morgen, glidende rundt på klematissen. Lige så stille og roligt, netop i sneglefart, gad vide om den kan mærke det snart er efterår. Jeg synesdet ligger i luften, solen kommer ikke helt så højt på himlen længere og de lange lyse nætter er for længst forbi.

Nu er det hygge med levende lys i mørke kroge, der venter. Men jeg vil nyde dagen i dag, for der sol uden for mit vindue og og nye blomster er netop sprunget ud rund omkring i min have bl.a. i klematissen.

Må din dag blive fuld af sol.

Jeg måtte altså bare ind.

Hvem ved, hvornår jeg lige kommer her igen. Jeg havde vagt natten til i går og mødte så i aftenvagt igen går efter få timers søvn, så jeg var træt i aftes. Heldigvis er aftenvagten her kun 7,5 time, så jeg havde fri allerede kl. 22. Efter en god lang nattesøvn, vågnede jeg frisk i morges. Hele lørdag formiddag til fri afbenyttelse, det kunne kun betyde én ting, jeg måtte ind og se Nidaros indefra. Jeg købte hele pakken. Tur i kirken, opgang til tårnet, museet i den gamle bispegård lige ved siden af kirken og endelig adgang til at se de norske Riksregalier. En fantastisk formiddag. Egentlig må man ikke fotografere inde i kirken, men der er jo så meget man ikke må, og jeg forsøgte at være diskret.

Fantastisk og enorm

Er Nidarosdomen. Det er fuldstændig umuligt at tage et billede af hele kirken på en gang. For det første er den enormt stor og for det andet ligger den omgivet af usædvanlig mange store gamle træer. Jeg skal altid lige en tur forbi den når jeg er i Tronheim. Den ligger ikke ret langt fra St. Olavs Hospital, hvor jeg vikarierer. Jeg skal først have vagt i nat, så jeg har haft hele dagen til at kigge lidt rundt og har da også brugt hele dagen med at gå rundt i byen. Jeg er helt ked af jeg ikke har skridttæller med, for jeg kom langt omkring. Tilbage til den smukke kirke, så har jeg endnu tilgode at se den indvendig. En guidet tur koster 60 norske kroner og jeg skal nok finde tid en gang. Måske ikke denne gang, men jeg vil se den på et eller andet tidspunkt, det er helt sikkert. Indtil da må jeg nyde billederne. Det samme må du.

Lækre marengs

Dina elsker at få en æggeblomme i sin mad. Det betyder at jeg jævnligt har æggehvider til overs. Min kusine laver de lækreste marengs og nu har jeg en plade i ovnen, jeg ved de bliver gode. Jeg har brugt ca. 50 g sukker pr. hvide og de bager ved 125 grader i 2 timer. Måske får de lidt mindre denne gang, for jeg har lavet mine marengs lidt mindre end dem min kusine laver.