tirsdag den 31. maj 2011

Tirsdagstur


Ud ad stien mellem markerne. I sådan et vejr er det en skøn tur og vi nyder det, Dina og jeg. Der samles energi til at påbegynde en ny arbejdsuge. Hovedpinen en næsten væk, men den ulmer, der  må være et eller andet i klemme, men mon ikke det går. De sidste par dag, hvor det har været tørvejr er vores tur blevet forlænget og vi har begge godt af det. Jeg tror der skal nyt batteri i min skridttæller, det vil vist være yderligere motiverende. Dina er ikke vant til så lange ture, vi plejer kun at gå et kvarters tid et par gange om dagen, rundt i byen i snor. Når vi kommer ud langs markerne bliver hun sluppet fri og hun elsker det. Der snuses og tisses og snuses og tisses i et væk, selv om man er en damehund, kan man jo godt fortælle hannerne at man har været her. Der er også tid til en lille pause i skyggen, mens jeg tager lidt billeder, jo man kan godt mærke hun ikke er vant til at gå så langt. Men det må vi så få gjort noget ved.


mandag den 30. maj 2011

Ukoncentreret

Det er vist hvad jeg er i dag. Jeg må have ligget forkert i nat, for jeg har den mest modbydelige hovedpine jeg længe har haft. Jeg kan ikke engang strikke. Det er da elendigt. Må vist have et par pamol og så en tur ud i det dejligt solskin med min lille hund. Så håber jeg det hjælper.

søndag den 29. maj 2011

Godt tosset

Man siger jo at heldet følger de tossede, så jeg må bestemt være godt tosset og det er nu ikke så tosset. Jeg fik to nøger Karen Noe Kid Mohair af min mor, som hun købte på Læsø sidste sensommer. Dejligt, for det passede jo lige til den rosa cashmere/uld jeg købte hos Garnudsalg.dk og de to kvalitetet var perfekte til en super Karla. Så jeg strikker og strikker. Desværre var to nøgler ikke nok. Det vidste jeg godt inden jeg gik i gang, men der var jo uldfestival i Saltum i vente og der kunne jeg jo bestille de to nøgler jeg kom til at mangle hos Karen Noe. Det troede jeg i hvert tilfælde. Den rare Karen Noe tog da også imod min bestilling og betaling og ville sende mig to nøgler, når hun kom hjem igen, for hun havde ikke noget med til Saltum. Da jeg efter næsten to uger stadig ikke havde hørt fra Karen Noe, ringede jeg til hende og spurgte til garnet. Hun kunne så desværre oplyse, at de ikke havde denne farve længere og ikke havde været i stand til at støve den op. ØV og ØV, nu var gode råd dyre, men min mor ringede til Læsø uldstue og jo da, her lå man stadig inde med den lilla kid mohair fra Karen Noe. Den blev sendt og nu kan jeg blive færdig med min Super Karla uden at bekymre mig om, om jeg mon har garn nok. Jo jo!, det er nu ikke så tosset:)

tirsdag den 24. maj 2011

Signalværdi

Nogle gange i de forgangne år har vi taget børnene ud af skolen fra nogle dage til ca. en uge, for at tage på ferie. Når man som vi, har fire børn, kan der spares mange penge ved ikke lige at rejse i skolernes ferie. Da farmor blev 60 år ville hun gerne have hele familien med til Tenerife og når vi skulle så mange afsted, ville hun selvfølgelig også gerne spare lidt og valgte derfor også at invitere uden for skoleferietiden. Vi har altid sørget for at bede om fri i god tid og sørge for at vi nogenlunde ved hvor meget de skal nå at læse og regne osv. Egentlig har jeg ikke set det som et problem, men føler mig dog altid lidt truffet, når vi hvert år fra skolen får et standardbrev, hvori man opfordrer til at undgå at tage eleverne unødigt ud af skolen bl.a. for at holde ferie.
Derfor kan jeg altså heller ikke lade være med at blive en lille smule forarget, når mine drenge bliver sendt hjem fra skole i rigtig mange timer, fordi deres lærer skal på ferie. Det er sket flere og flere gange de sidste år. Så skal én på skiferie, så skal en anden på skiferie, så skal én besøge noget familie og senest kom så Anders' matematiklærer og meddelte at han ikke kommer de næste to en halv uge fordi han på onsdag rejser på ferie i to uger og han skulle bruge mandag og tirsdag til at få pakket. Hallooo! Der er altså kun 1 måned til sommerferien og min søn får ingen vikar i to en halv uge, han kan bare gå hjem. Det er vist godt han "kun" går i 7. klasse og ikke har svært ved sit pensum. Jeg undrer mig bare over hvor signalværdien er.

mandag den 23. maj 2011

Flad

Det er ikke maven jeg taler om, men mit energi niveau. Der skal vaskes og pakkes, for tre drenge skal sendes på lejrskole på onsdag og det er jo vigtigt at alle får med, hvad der er brug for. De glæder sig og diskuterer livligt hvem der skal soves på værelse med og hvilke spil der skal medbringes osv. osv. Dejligt at de på den måde kan støtte hinanden og glæde sig sammen. Og hvilken tryghed der må være i at have to brødre med på sådan en tur. Som barn var jeg bestemt ikke vild med at komme hjemmefra, men det havde måske været anderledes, hvis jeg havde haft et par søskende på samme alderstrin jeg kunne støtte mig til. Jeg må tage mig sammen og slappe lidt af, når de er draget af sted, først må der pakkes færdigt, godt vi har i morgen også.

søndag den 22. maj 2011

Koden er knækket

Lange travle dage er lige ved at tage livet af mig. Jeg får ikke strikket og det er jo nærmest en katastrofe. Jeg har nemlig knækket koden på hindbærblusen. og snart kan de fineste hindbær findes på strikketøjet, hvis jeg bare havde tid.


En arbejdsdag kan let blive lang, når der forinden vagtens start skal modtages undervisning. I torsdags var det respirator undervisning der var på programmet. Når jeg ofte passer bitte små børn der ikke helt selv er i stand til at trække vejret, må jeg jo nødvendigvis være opdateret på teknologien, det betyder så en længere arbejdsdag end normalt.

Fredag stod den på konfirmation hos et af de dejligste mennesker jeg kender. Hendes mellemste datter blev konfirmeret og vi var inviteret. Det var en skøn dag. Egentlig skulle jeg have været på arbejdet og en bededag er ikke det letteste at få byttet væk, kan jeg hilse og sige. Jeg tror ikke der er én eneste af mine kolleger der ikke selv i forvejen skulle arbejde i fredags, jeg ikke har spurgt. Det lykkedes dog langt om længe, men prisen blev så en dagvagt inden min aftenvagt i går. 16 stive timer - jeg var træt i aftes, da Palle hentede mig og så havde vi endda bryllupsdag. SNØFT!

Palle måtte nøjes med børnenes selskab, men han havde tænkt på mig - selvfølgelig havde han det. Han havde lagt hvidvin på køl og købt ind til en rejenatmad vi skulle have haft sent i aftes. Jeg var bare desværre så træt efter de to vagter, så vi blev enige om at nyde rejerne i dag i stedet:)

onsdag den 18. maj 2011

Tankeflugt

Tankerne flyver i dag. Jeg ved godt hvorfor. Min svigerfar er inde og blive opereret for prostatacancer. Først det, og så 38 strålebehandlinger har han i vente. Han var stille - ualmindelig stille i morges, da Palle kørte ham ind på sygehuset på vej til arbejdet. Jeg forstår ham godt og føler med ham. En kollega har netop mistet sin far, som også havde haft cancer i prostata. Hos ham havde det spredt sig til bl.a. knoglerne. Det har jeg ikke fortalt ham og han behøver heller ikke få det at vide, det kan han jo ikke bruge til noget. Vi krydser fingre og håber det bedste. De undersøgelser og scanninger han allerede har fået lavet tyder på at det kun sidder i prostata og er indkapslet det betyder heldigvis, at den behandling han er tilbudt er det der betragtes som en helbredende behandling, så der er ingen grund til at male fanden på væggen, men det giver dog stadig anledning til lidt tankeflugt.