En langsom tilbagevenden

Sådan må det nødvendigvis være. Store udsving i mit liv har jeg oplevet de sidste 2-3 år og bloggen har været SÅ meget på stand by, som det overhovedet er muligt. Næsten på grænsen til en lukning eller måske bare en absolut ignorering i forhold til dens eksistens. Faktisk tænker jeg om der mon overhovedet stadig er nogen af mine tidligere trofaste læsere tilbage... Jeg tænker det næppe, men vil alligevel forsøge mig med en forsigtig tilbagevenden til denne verden. Jeg tror jeg er ved at være moden til det. 

Så i dette første "nye" indlæg skal indeholde en stor hyldest til mine nye "strikkesøstre". Nogle fantastiske skønne quinder, som uden de eller andre ved af det, har inspireret mig til så småt at komme igang med bloggen igen. Særligt efter at nogle af os i dag var samlet hos en af dem i hendes sommerhus i det danske dejlige sommerland i fantastisk solskin, med strikkepindene mellem hænderne. Åhhh! Som jeg har nydt denne dag. Måske nogle genkender damerne eller deres strikkekurve.

Svæver på lyserøde skyer

Og strikker i baby lyserød, ikke til en baby, men til mig selv. Jeg strikker Jasmine fra Kim Hargreaves Nectar. Garnet er det lækreste Rowan 4 ply Wool, som jeg har haft liggende i et par år, netop tiltænkt denne model. Nu hvor jeg så har tabt mig en del, synes jeg godt jeg kan bruge modellen. Jeg glæder mig til den er færdig, tror den bliver en klassiker.

De lyserøde skyer jeg svæver på vender jeg tilbage til en anden god gang, lige nu nyder jeg bare at være... lykkelig OG forelsket... :-)

Næsten færdig

Jeg mangler bare 3 lidt store turkise knapper og så en vask, så er den klar til brug. Det blive dejligt. Den er strikket i en lækker blandingsgarn fra Lana Grossa. 75% bomuld og 25% viskose med bøn løbelængde på ca. 110 M på 50 g. Garnet hedder Divino og jeg har købt det på nettet hos woolmarket.at, hvis du skulle være nysgerrig. Opskriften er fra Filati Håndstrik nr. 56. Et skønt hæfte med rigtig mange spændende modeller, jeg er helt sikker på jeg ikke er færdig med det hæfte :-)

Er jeg mon touchy

Inden Palle og jeg gik fra hinanden talte vi selvfølgelig frem og tilbage om hvordan vores separation/skilsmisse bedst kunne undgås at gå ud over børnene. Palle udtrykte flere gange, at hans største frygt var at jeg ville vende drengene imod ham, og at han ikke måtte have dem... Jeg forstår slet ikke hvordan han kunne tænke sådan, jeg synes han burde kende mig bedre efter mere end 20 år sammen. Det ville jeg aldrig gøre. Derfor kan det også undre mig, at han tager væk og overnatter hos en "ven", næsten hver gang drengene er hos ham. De bor fast hos mig og er hos deres far hver anden weekend, kunne han så ikke blive hjemme og sove de to nætter hver 14. Dag... Jeg ved godt de er store og sagtens kan klare sig selv, men særligt Frederik har det svært med sin far. Han er meget berørt af at Palle svigtede mig og vil ikke ret gerne hjem til sin far. For ham gør det ikke situationen bedre at hans far sidst på aftenen siger godnat, vi ses i morgen tidlig og så tager af sted.

Hmmm! Måske er jeg bare touchy, men jeg kan mærke at det trigger mig...

Det når ikke blive kedeligt.

Er der noget at sige til jeg er faldet for denne. Om det er den azurblå himmel mod de hvide bygninger, der minder om en ferie jeg endnu ikke har været på, eller om det er sommerstemningen generelt, jeg bare er vild med, det er ikke til at sige, men nu er jeg i gang og det er absolut ikke kedeligt. Det tofarvede forstykke er færdigt og det ene blå rygstykke er næsten færdigt, så mangler bare et turkis rygstykke og et ærme i hver farve og så på pind 7, det er noget der rykker :-)

Endelig GLAD igen!!!

Så er det vist på tide jeg kommer frem i solen...

Jeg lever endnu og det endda i bedste velgående - langt om længe!!!

Det har været en lang og sej kamp at nå hertil, hvor jeg er i dag. Mit liv har på alle måder taget en drejning og i dag kan jeg endelig se lyset og glæde mig over hvor jeg er på vej hen.

Det nye for mig er bl.a. at jeg ikke længere arbejder som sygeplejerske. Den dør har været smækket MEGET hårdt i, men jeg kan dog mærke, at jeg, i takt med jeg har fået det bedre, bløder lidt op på det punkt. Pt. er jeg i revalidering i et engros firma, hvor jeg dels arbejder på lageret og dels i systuen. Det har været godt for mig at komme langt væk fra omsorgsbranchen og finde ud af, at der faktisk stadig er noget jeg kan. Jeg var nået helt der ud, hvor jeg overhovedet ikke på nogen som helst måde kunne give mere af mig selv og det kunne ikke forenes med sygeplejefaget for mit vedkommende.

Den største forandring har dog været at jeg er blevet alene med mine drenge. I efteråret 2013 meddelte Palle, at han ikke længere havde nogen følelser for mig og umiddelbart efter nytår flyttede han. Det har været svært, at opleve at den man troede ville være der for én i medgang OG modgang pludselig ikke magtede mere.

Det er nu lagt bag mig med hjælp fra en helt fantastisk psykolog og støtte fra mine drenge, mine forældre og mine brødre med familier. Skulle de finde her ind og læse med her, så får I her en STOR tak med på vejen :-)

Karpen

Hvor længe der dog kan gå i mellem jeg får lidt opdateret her. Nå, sådan må det være. Efter et ualmindeligt hårdt år, med depression, stress, sygemelding som desværre og dog heldigvis er resulteret i en opsigelse og ikke mindst personlig udvikling, er jeg efterhånden ved at være nogenlunde mig selv igen. Når jeg skriver desværre og heldigvis, skal det forståes sådan, at jeg savner flere af mine kolleger frygtelig meget og tanken om et fast job i disse krisetider, men heldigvis, fordi jeg ikke længere kan rumme de meget syge små børn og deres familier. Jeg føler mig simpelthen udbrændt i det felt. Det har været SÅ svært for mig at erkende at det er sådan det er, men jeg er nødt til at komme videre og reagerer på hvad min krop prøver at fortælle mig. Det har medført en del forandringer i mit liv, men jeg er efterhånden afklaret med min situation. Spørg mig ikke, hvad jeg så skal, for jeg ved det simpelthen ikke... Jeg er i arbejdsprøvningspraktik lige nu i et ambulatorium, hvor der ikke er så syge mennesker og kun én patient jeg skal forholde mig til ad gangen uden også at skulle samle op på forældre i krise, og det passer mig rigtig fint lige nu. Jeg øver mig til stadighed i at sige nej, også selv om det er til ting jeg gerne vil, for mit døgn har jo kun 24 timer lige som alle andres. Jeg kunne jo det hele troede jeg. Jeg ER blevet klogere omend det har været og stadig er svært ikke bare at hoppe ned i den samme gamle rille jeg altid har levet i.

Når jeg ser tilbage på det forgangne år, så har jeg faktisk fået lavet pænt med håndarbejde. Jeg har Brugt strik og hækling som terapi, for når jeg sidder for mig selv med tankemylder, er det eneste der kan give ro i mit hoved og samle mine tanker mit håndarbejde eller mine to små hunde.

Måske kommer der hen ad vejen lidt afsluttede projekter her på siden, men lige nu er det Karpen af Marianne Isager jeg har gang i.

Jeg har ikke tidligere prøvet dominostrik, men det er en hyggelig teknik, med kun få masker på pinden ad gangen. Jeg strikker i Coast fra Hønsestrik i Aalborg. To støvede grønne nuancer. Desværre er det nærmest umuligt at gengive grønt på fotografier, så de autentiske farver er det absolut ikke, her ser de nærmest grå ud. Men jeg kan garantere, at det bliver super flot og så er farverne perfekt afstemte efter en nederdel jeg var så heldig at finde her i sommer i en genbrugsbutik:-)