Trist og med klump i halsen

Sådan gik søndagen. Tre af vores kære små hvalpe blev hentet af deres glade og forventningsfulde nye familier. De sødeste familier er vi sikre på. Jeg ved alle hvalpene får det super godt og bliver rigtig forkælede, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at fælde en lille tåre efter de hver og en var blevet hentet i søndags. Om eftermiddag da kun en enkelt var tilbage var jeg lidt trist. Ikke ked af det, men trist. Og det gør vel i grunden ikke noget, at man bliver så glad for sine små, at man faktisk synes det er lidt vemodigt, når de skal flytte. Palle frygter allerede hvordan det skal gå, når det bliver drengenes tur - men den tid den sorg (eller måske glæde:)

Nu har vi kun en enkelt tilbage af de små. I morgen bliver det hendes tur til at flytte. Det bliver absolut ikke nemmere, for hun har jo for alvor fået lov til at være en del af familien de sidste par dage, så hun ikke skulle føle sig for ensom, nu hendes søskende var væk. De hygger sig, hende den lille Alicia eller Berta, som hun kommer til at hedde og mor Dina. Og vi andre - ja vi nyder det så længe det varer og faktisk skal det blive helt rart, at hverdagen igen kan komme snigende, uden det store arbejde der har været de seneste uger og hvor man kan få sin nattesøvn:-)

Mandag og tirsdag har jeg været underdrejet af en rædsom hovedpine. Ingen ting kunne jeg, særligt mandag var slem. Sengen var det foretrukne sted for nedrullede gardiner og så lidt som muligt på højkant. Tirsdag gik det lidt bedre. I dag må jeg altså på arbejdet. Den ulmer stadig, men nu kan et par pamol klare ærterne, de havde absolut ingen effekt hverken mandag eller tirsdag og jeg ejer ikke noget stærkere i huset. Nå men det får være, jeg håber det går og så vil jeg ønske dig en dejlig onsdag.