tirsdag den 15. marts 2011

Er det mon nemesis

De kæreste små tvillinger:) Hvis nogen skulle være i tvivl, så er de kære små på billedet den nye lille prins og prinsesse.

En lille dreng og en lille pige. Jeg havde for noget tid siden en oplevelse, der sidder lidt og nager i mig. En kvinde havde fået tvillinger en dreng og en pige. De var født lidt for tidligt. Drengen, som var størst, var fin og kom hurtigt i trivsel. Pigen var meget syg og skulle opereres i maven. Hun havde svært ved at komme i trivsel og var indlagt flere gange de første måneder af sit liv. En dag, hvor jeg talte med kvinden sagde hun til mig, at det var så hårdt at pigen var så syg. Jeg, der selv har oplevet mange indlæggelser med Oliver, kan levende forestille mig hvor hårdt det må være for den lille familie, og jeg lyttede gerne til hendes frustrationer. Indtil hun sagde: "Og så lige pigen, jeg forstår ikke hvorfor det lige skulle være pigen, mit højeste ønske har altid været at få en pige, det her er så synd for hende. Jeg blev lidt stille og tænkte for mig selv, havde det ikke været så slemt hvis det havde været drengen eller hvad.....

Jeg kom efter den episode til at tænke på, hvad det mon er der gør, at mange kvinder der venter barn ofte siger, at de ønsker sig brændende en pige. Er det mon fordi man drømmer om en lille dukke, man kan pynte og sætte hår på. Er det mon fordi man ønsker et lille spejl af sig selv. Er det mon fordi piger er tættere knyttede til deres mor... Jeg ved det ikke. Jeg har selv fire drenge og ville ikke undvære én eneste af dem, men jeg skal ærligt indrømme, at havde det været muligt at tage dem ned fra en hylde i et supermarked, så vil jeg da ikke udelukke at der havde været en pige imellem. Men det er jo ikke sådan klaveret spiller og det vigtigste må da vel være at få et sundt og velskabt barn, om det så er med eller uden tap.

Jeg kan da ikke undgå en gang imellem at tænke at piger ofte går til deres egen mor og ikke svigermor, det gør jeg jo også selv. At man bliver mormor og ikke farmor. - Mine drenge sagde engang til mig: "mor bliver du mormor til vores børn"? Jeg forklarede sammenhængen og sluttede med at sige at hvis de fik børn, ville jeg blive farmor. Derefter blev der helt stille og én sagde næsten uhørligt: "Jeg er ked af du ikke bliver mormor for hun er altså sødere end farmor".

Det er ikke fordi jeg vil komme nærmere ind på mit til tider lidt anstrengte forhold til mine svigerforældre, men de har ikke været særlig meget for vores børn, da de var små. Det kan selvfølgelig være fordi de "kun" er drenge. Hun (min svigermor) fik jo aldrig selv en pige, som også var hendes største ønske. Hele min graviditet med trillingerne spurgte hun hver eneste gang jeg var blevet scannet (og det var ikke få) om de mon ikke tog fejl at det var tre drenge, for hun ønskede sig brændende en pige. Hun sagde sågar til mig en gang, at hun havde drømt det var to drenge og en pige og hendes drømme plejede at gå i opfyldelse. Jeg blev skuffet og vred. Ikke nok med at det var en hård og risikabel graviditet, men at skulle sloges med hendes forventninger også, det blev lidt for meget Jeg sagde til hende at jeg hellere ville have 3 raske levende drenge end at skulle igennem det min svoger (hendes yngste søn) og svigerinde lige havde været igennem. De havde fået en dødfødt pige, og det var ganske forfærdeligt - ikke mindst for min svigermor, som jo synes det var ganske forfærdeligt at det lige var en pige. Mit udsagn lukkede imidlertid munden på hende. Det var måske lidt ondt af mig, men jeg som jo i forvejen havde Anders ville ikke have syntes det var mindre forfærdeligt, hvis det havde været en dreng.

Undskyld, men jeg bliver altså lidt harm over at nogle så tydeligt giver udtryk for at piger er i højere kurs, jeg mener jo bestemt at drenge er lige så meget værd.

14 kommentarer:

  1. Pyha, du kan tro jeg forstår dig - jeg er helt enig, ja, folk får sagt mange tåbeligheder, der sårer andre dybt. Jeg tror, vi skal prøve ikke at at have for store forventninger til andre mennesker, eller i hvert fald at lade deres dumme bemærkninger gå ind ad det ene øre og ud ad det andet og holde et mentalt skjold op foran os. Jeg har selv en søn, og han har en lille pige.

    SvarSlet
  2. uf, den var svær. jeg får det også sådan lidt kvalmeagtigt når jeg hör sådan noget. iövrigt, jeg har både drenge og piger, og det er helt bestemt mine drenge der er meget mere afhængige af mig end mine piger og sådan er det også i min familie, mine brödre har altid været meget tættere knyttet til min mor end jeg har, så det kan nok være forskelligt fra en familie til den næste.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  3. Jeg har netop set et indslag på TV2 om samme emne. Hvad man kan gøre for at have indflydelse på barnets køn. Heldigvis bestemmer naturen selv.
    Jeg bliver arrig, når folk giver udtryk for, at det ene er bedre end det andet. Hos os er det som hos Frida - drengene har slet ikke så travlt med at løsrive sig, som Sara har haft. Og så har jeg i øvrigt lært at være lykkelig over, at jeg har fået 3 levedygtige og skønne unger, i stedet for at fokusere på sorgen og det barn vi ikke måtte beholde.

    SvarSlet
  4. Tak Charlotte, fordi du sætter tingene lidt i perspektiv. I min familie er det jo drengene, der er i høj kurs. Mine forældre har 5 piger som børnebørn - ingen drenge. Der er foreløbig ingen af vores piger, der har vist interesse for at føre slægtsgården videre.. Mormor eller farmor - det afhænger af tilhørsforholdet, tror jeg. Vores piger er tættere knyttet til deres farmor og farfar - det hænger helt sikkert sammen med, at de har haft meget tid sammen ifht til mine forældre. Jeg er sikker på, at det hænger tæt sammen. Du bliver den bedste farmor der findes - det er jeg sikker på:-)

    SvarSlet
  5. Jeg forstår heller ikke den holdning. Det vigtigste må da være at barnet/børnene har det godt og er lykkelige.
    Og så er det egentlig lidt sjovt hvor forskelligt det er rundt i verden, for tænk på hvordan det er i Kina - der er piger mildest talt ikke i høj kurs.

    SvarSlet
  6. Jeg tror da nok de fleste gerne vil have lidt variation i kønnene, men alt andet lige så synes jeg drenge virker lidt mere tilbagelænede. Lidt mudder og en slåskamp, så er de såmænd ofte glade.
    Pigerne kan være så forfærdeligt hysteriske....
    Generelisering? Ok ja. Også i den grad! Men ikke desto mindre, hvad jeg har set i nevøce-flokken.
    Når det så er sagt, så er det alligevel enormt sjovt, hvordan en søskendeflok af samme køn kan være helt utroligt forskellige...

    SvarSlet
  7. Madame, jeg tror egentlig ikke det var sagt for at såre, for kvinden ved ikke at jeg har ene af drenge, med min svigermor er det en anden sag. Hun har sikkert heller ikke villet såre men kan være utrolig både tankeløs og taktløs - desværre, men man vænner sig til hende. Men må jo erkende at man jo i nogle perioder er mere sårbar end i andre:)

    Tak, for din kommentar Frida. Hurra for forskelle:)

    Susanne, jeg kan forestille mig det til tider har været rigtig svært, men dejligt at det positive vinder. Jeg synes det er skræmmende, hvis man selv kommer til at kunne få indflydelse på barnets køn.

    Det var ualmindeligt sødt sagt Charlotte, jeg tror også du til dels har ret i at man godt selv kan gøre noget - måske skulle jeg simpelthen bliver en bedstemor og ikke en farmor;)

    Ja, Britta, set på verdens plan så går regnestykket såmand nok op i den sidste ende:)

    Christunte, jeg kan som mor til fire af samme køn kun give dig ret i at de kan være vidt forskellige, det er mine i hvert tilfælde:)

    SvarSlet
  8. Hmm, jeg har en av hver og begge er like velkomne. Jeg var ikke så nær min mor som piker ofte er. Men det varierer fra familie til familie. Min oldemor foretrakk gutter og i den tiden de vokste opp var det en favorisering av gutter slik som i Kina og India idag. Det viktigste er at barna har det bra og er så friske og raske som mulig uansett kjønn. Og når det gjelder mormor/farmor- her i huset har de mormor og bestemor og begge er like mye verdt :)

    SvarSlet
  9. Jeg er også den heldige mor til nu tre voksne drenge. Jeg er ikke farmor endnu og forventer ikke at blive det de første par år. Selvfølgelig havde det været sjovere at blive mormor, men sådan skal det altså ikke være.
    Da jeg tilmed bor på Samsø og mine drenge bor henholdsvis Fyn, Sjælland og Jylland ja så bliver der nok ikke den store kontakt med børnebørn.
    Den tanke har jeg accepteret, den mellemste af mine drenge har en kæreste hvis mor er død for flere år siden, måske har jeg en chance der for at blive superbedste :-)
    Men lige nu glæder jeg mig over den gode kontakt til mine drenge og over at jeg så ikke har haft de store kontroverser i teenagealderen. Det havde nok været værre, hvis det var pige.
    I øvrigt har jeg haft sådan en svigermor i 22 år, så blev jeg heldigvis fra både hende og hendes søn :-) Min næste svigermor har jeg ikke kendt.
    Held og lykke med dine 4 drenge.
    Lisbeth

    SvarSlet
  10. Jeg ville ikke bytte mine 3 drenge for nogen pige i hele verden :-)
    Jeg har mistet en pige, men tragedien ville ikke ha´ været mindre, hvis det havde været en af drengene.

    SvarSlet
  11. Kirstin, for mig er det også vigtigst, at de er sunde og raske og det glæder mig at dine børn er lige glade for mormor som for bedstemor:) Det gjorde mig lidt ondt, da én af mine sagde om sin farmor, som han gjorde, men jeg kan faktisk godt forstå hvad han mener, for farmor har ikke været synlig, da børnene var små.

    Tak, Lisbeth, jeg er sikker på du bliver en superbedste. Jeg går nemlig i den naive tro, at man godt selv kan gøre lidt. Specielt hvis man har et godt og solidt forhold til sine sønner.

    Hvad mig selv angår, så håber jeg selvfølgelig, at mine måske kommende svigerdøtre kan lide at komme hos os, det tror jeg er en vigtig start:)

    Jane, det gør mig ondt at høre om din datter.

    SvarSlet
  12. Kære Charlotte
    Meget interessant diskussion du tager op:-) Jeg har en pige og to drenge. Pigen er ældst og som ung mor var det skønt at få et barn, hvis tanker og følelser man uden videre kunne sætte sig ind i - hele pigeuniverset var jo så genkendeligt. Så fik jeg en dreng og det var ganske anderledes, men sjovt at få lov til at følge en lille mand blive til en stor mand:-) Det er tit og ofte at jeg ikke har forstået drengene, for de tænker anderledes end piger, men det har da så sandelig været en interessant og spændende udfordring, og jeg bilder mig ind, at jeg nu er lidt klogere på drenge/mænd. For mig har det været dejligt bare at få sunde og raske børn uanset køn:-)
    At jeg så alligevel kunne have ønsket mig en pige mere, skyldes at min mand Michael kun har en søn, og at han er ud af en familie, hvor de er tre brødre. Michaels far var ud af en familie med 8 brødre. Piger bliver ikke regnet for nogetsomhelst i Michaels familie, så det var da godt han fik en dreng:-) Men jeg kunne godt have undt ham at få lov at komme tæt på/opleve pigeuniverset når det hele er så macho i hans familie, men han siger at steddatteren har været mere end rigeligt:-)
    Det rigtig interessante er så, at Michael(min mand) faktisk er i rigtig god kontakt med sin feminine side. Han har flere rigtig gode veninder, er meget opmærksom og respektfuld over for kvinder og en fantastisk ægtemand. Så sådan bli`r dine fire drenge måske også:-)

    SvarSlet
  13. ӏ'm not sure exactly why but this weblog is loading incredibly slow for me. Is anyone else having this issue or is it a issue on my end? I'll сhеck baсk lаtеr οn and
    sеe if thе problem still еxists.


    Feel fгee to surf tο my sіte http://www.sfgate.com/business/prweb/article/V2-Cigs-Review-Authentic-Smoking-Experience-or-4075176.php

    SvarSlet
  14. 6 IS USM Lens for Canon EOS SLR Cameras is a high priced lens, however this is for good reasons.
    Red lights can be tricky but can be made to look good if you're careful. But there are only a few that put out top quality cameras.

    My blog post; canon 6d

    SvarSlet