torsdag den 15. august 2013

Karpen

Hvor længe der dog kan gå i mellem jeg får lidt opdateret her. Nå, sådan må det være. Efter et ualmindeligt hårdt år, med depression, stress, sygemelding som desværre og dog heldigvis er resulteret i en opsigelse og ikke mindst personlig udvikling, er jeg efterhånden ved at være nogenlunde mig selv igen. Når jeg skriver desværre og heldigvis, skal det forståes sådan, at jeg savner flere af mine kolleger frygtelig meget og tanken om et fast job i disse krisetider, men heldigvis, fordi jeg ikke længere kan rumme de meget syge små børn og deres familier. Jeg føler mig simpelthen udbrændt i det felt. Det har været SÅ svært for mig at erkende at det er sådan det er, men jeg er nødt til at komme videre og reagerer på hvad min krop prøver at fortælle mig. Det har medført en del forandringer i mit liv, men jeg er efterhånden afklaret med min situation. Spørg mig ikke, hvad jeg så skal, for jeg ved det simpelthen ikke... Jeg er i arbejdsprøvningspraktik lige nu i et ambulatorium, hvor der ikke er så syge mennesker og kun én patient jeg skal forholde mig til ad gangen uden også at skulle samle op på forældre i krise, og det passer mig rigtig fint lige nu. Jeg øver mig til stadighed i at sige nej, også selv om det er til ting jeg gerne vil, for mit døgn har jo kun 24 timer lige som alle andres. Jeg kunne jo det hele troede jeg. Jeg ER blevet klogere omend det har været og stadig er svært ikke bare at hoppe ned i den samme gamle rille jeg altid har levet i.

Når jeg ser tilbage på det forgangne år, så har jeg faktisk fået lavet pænt med håndarbejde. Jeg har Brugt strik og hækling som terapi, for når jeg sidder for mig selv med tankemylder, er det eneste der kan give ro i mit hoved og samle mine tanker mit håndarbejde eller mine to små hunde.

Måske kommer der hen ad vejen lidt afsluttede projekter her på siden, men lige nu er det Karpen af Marianne Isager jeg har gang i.


Jeg har ikke tidligere prøvet dominostrik, men det er en hyggelig teknik, med kun få masker på pinden ad gangen. Jeg strikker i Coast fra Hønsestrik i Aalborg. To støvede grønne nuancer. Desværre er det nærmest umuligt at gengive grønt på fotografier, så de autentiske farver er det absolut ikke, her ser de nærmest grå ud. Men jeg kan garantere, at det bliver super flot og så er farverne perfekt afstemte efter en nederdel jeg var så heldig at finde her i sommer i en genbrugsbutik:-)