Tyndhudet

Eller måske lidt sprød. Det er nok den bedste beskrivelse af hvordan jeg har det for tiden. Jeg kan mærke den knugende fornemmelse inden i - den man altid får, når man ved der er noget ubehageligt eller trist/kedeligt i vente.

Søndag eftermiddag vender Oliver og jeg snuden mod Fyn Vi har en operation i vente - igen igen for jeg ved snart ikke hvilken gang. Det skal foregå på Odense Universitets Hospital, også kaldet OUH og han skal under kniven mandag forhåbentlig allerede fra morgenstunden, så vi kan få det overstået.

Oliver er født med et misdannet bækken og anal atresi, altså uden endetarmsåbning. Desværre er det, det man kalder en høj atresi, hvilket betyder, at lukkemusklen enten er meget beskadiget eller slet ikke er der, Olivers er der ikke. Han har de sidste 5-6 år dagligt fået lavet en tarmskylning, hvor der op i endetarmen føres et katheter, som vi hælder knap 1 liter vand i for at skylle tarmen ren for afføring. På denne måde kan han holde sig uden sivende afføring, som han ville have, hvis vi ikke skyllede. Han er nu imidlertid blevet så gammel, at det kunne være rart at være lidt mere selvhjulpen og derfor skal han på mandag have lavet en appendikostomi - en lille stomi (åbning) på maven ved blindtarmen, hvor han selv skal lære at skylle sig i gennem.

Han har været i narkose SÅ mange gange og det er desværre ikke noget man som mor bliver immun overfor - heller ikke selv om man selv arbejder som sygeplejerske, det er der både fordele og ulemper ved.

Nu vil vi bare gerne have næste uge overstået og der bliver jo nok i den tid igen lidt stille her på bloggen, medmindre jeg kan finde ud af et eller andet med noget trådløst netværk, hvis jeg har overskudet til det, vi får se. Det er som sagt ikke før søndag vi smutter sydøst på.