En teenager i huset

Anders har fødselsdag i dag. han bliver 13 år. Det er stort, for så er man jo ikke rigtig barn længere. Han lærte en sang da han havde musik og den har han gået og sunget en del her på det sidste. Teksten i omkvædet lyder sådan:

Vi er ikke rigtig voksne,

vi er ikke rigtig børn,

vi er både og,

og hverken enten eller,

vi er for unge til at elske,

og for gamle til at slås,

der er ingen der har rigtig brug for os.

Det er jo nok sådan de føler de teenagere. Sådan en "midt i mellem" alder, hvor man ikke rigtig er barn længere og heller ikke endnu rigtig voksen. Det er her den store identitetsdannelse for alvor begynder. Vi kan godt begynde at se, at det mere og mere bliver kammeraterne han spejler sig i, og kan kun håbe at vi har gjort et fornuftigt stykke arbejde med at lære ham nogle grundlæggende principper for god opførsel og fornuftig levevis. Vi har i hvert tilfælde forsøgt at gøre vores bedste, lige som alle andre forældre sikkert også forsøger. Ikke at vi slipper ham endnu, der er stadig grænser der skal sættes, og måske nu endnu tydeligere end da han var mindre.

Og mindre, det har han jo selvfølgelig været. Vores lille prins. Han var længe ventet, da han kom dengang for 13 år siden. Vi havde forsøgt i næsten 3 år på at jeg skulle blive gravid og så endelig lykkedes det. Det var en fantastisk lykkelig dag. Solen skinnede, akkurat som den har gjort det i dag. Og selvfølgelig havde mormor været i gang med garn og hæklenål. Et af resultaterne er dette smukke tæppe, som naturligvis straks blev taget i brug.

Vi havde lånt en vugge, så vores lille prins, kunne ligge som en rigtig prins, intet mindre kunne jo gøre det.