Man må lade sig nøje

Vi har netop i disse dage besluttet at vi skal have en lille hund.

Vi har haft hund tidligere, men 3 af mine børn er allergiske og vi kom derfor af med vores store dejlige schæfer, Paw, for ca. 1½ år siden. Han var den dejligste hund med et roligt og godt sind. Nu går han og hygger sig hos en anden familie sammen med to andre hunde.

Men det har været 1½ år med store savn. Børnene kan endnu komme i tanke om at græde over at vi ikke har Paw længere.

Jeg troede aldrig at jeg skulle sige det, men jeg savner rigtig meget en hund. Med udelukkende aftenvagter og børn der med alderen kommer senere og senere fra skole, har jeg en del alene timer og jeg er kommet til den konklusion, at selskab i form af en hund, må være det bedste.

Markedet er nu gennemsøgt for om der findes alternative hunderacer, som det er muligt at have på trods af allergi og flere har anbefalet den lille Coton de Tuléar også kaldet bomuldshunden.

Og vi har bestilt. Jeg kan næsten ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig, både for mig selv, men i særdeleshed for mine børn som glæder sig mere end til jul. Heldigvis er manden i huset af samme opfattelse som resten af familien.

Vi ved på nuværende tidspunkt, at den tæve som skal være mor til vores hvalp venter sig og skal nedkomme om ca. 3 uger. Vi kan således forvente vores lille nye familiemedlem omkring midten af august. Indtil da må vi lade os nøje med en lille tøjhund af slagsen og lidt læsestof til at forberede os på vores nye hvalp.